Læsetid: 6 min.

Det tredje Serbien

13. december 2000

Det mest slående ved at besøge Beograd i dag er nok følelsen af lettelse og befrielse. Nu vedgår mange, hvor bange de har været

Rejsebrev
BEOGRAD – Det kan stadig være en prøvelse at rejse til og fra Beograd. Som i de gamle sanktionsdage, hvor man måtte tage med fly til Budapest og videre med tog eller bus. Men nu er det tåge, der har sænket sig over den ungarske slette, som fortsætter helt mod syd til den serbiske hovedstad.
Tågen ville næppe have forårsaget trafikstop i Kastrup. Men de jugoslaviske fly er ikke opdateret til at kunne klare den. En følge af det økonomiske forfald og den lange periode, hvor det jugoslaviske luftfartsselskab JAT stort set kun fløj indenrigsfart. JAT har nu så få fly, at fordi tågen havde varet siden mandag eftermiddag, var der kun et eneste fly tilbage i Beograd. Det blev sendt til Amsterdam.
Resten af morgenens fly blev simpelthen aflyst. Da ingen kunne garantere mig, at tågen ville lette de første par dage, besluttede jeg at tage toget. Godt nok en rejse på over et døgn til København. Men nok det sikreste under de givne omstændigheder.
Toget til Budapest afgik da også fra Beograd. Men med en times forsinkelse. Det var ikke fordi toget kom andetsteds fra, eller at tågen generede. Det var simpelthen, fordi der ikke er togvogne nok i Beograd, og de skulle åbenbart først have skrabet dem sammen.

At opretholde facaden
I sådan en situation er det pragtfuldt at have mobiltelefonen til at aflyse de møder, man skulle have været til. Mobiltelefoner er blevet den helt stor dille i det fattige land, man regner med, at nu hver femte serber har en. Men det førte i dag til, at nettet var blokeret i timevis over for samtaler til udlandet. Alt dette svarer meget godt til, hvad man forestiller sig ved Balkan.
Især efter 1990’ernes økonomiske katastrofer, som var samtaleemnet i den overfyldte kupe. En klagede over, at hvor han for 11 år siden havde haft en månedsløn på 4500 DM, havde han nu kun 450. (DM er stadig den normale regneenhed mand og mand imellem, og man kan betale overalt med DM, undtagen ved betaling af den obligatoriske lufthavnsskat, den skal man af en eller anden uigennemskuelig grund stadig erlægge i jugoslaviske dinarer.)
Den nydelige yngre dame overfor sagde, at han måtte da sandelig betragte sig som heldig, for hendes månedslån som gymnasielærer svarede nu kun til 45 DM.
Damen kastede sig derefter ud i en meget spændende redegørelse for, hvorledes hun kunne fortsætte med at se godt ud næsten uden penge, hvordan hun i virkeligheden kun havde to par bukser, men skiftede mellem dem hver dag, så folk troede at hun havde flere.
To herrer overfor fortalte, hvordan de nu genbrugte gamle sko. Kunsten at opretholde facaden under den ubønhørlige økonomiske nedgang blev livligt kommenteret. Og der var ikke megen tillid til, at forholdene hurtigt ville blive forbedret.

De tog æren
Interessant nok var der ingen i kupeen, der skød skylden på udlandet.
Det var kredsen omkring Milosevic og hans og hans kones partier, som efter deres opfattelse havde udplyndret folket. Dels med fupprivatiseringer, og sidst med den ’solidaritetsdagløn’ på 200 DIN om måneden (ca. 25 kr.), som var blevet opkrævet siden NATO’s bombardementer til at genskabe de ødelagte arbejdspladser.
»Ja, og så tog de naturligvis selv æren for genopbygningen!« Der var uddelt tilfredshed i kupéen med, at en af det nye styres første handlinger havde været at afskaffe ’solidaritetsydelsen’.Ellers påtog de sig selv hovedparten af skylden for landets ulykke.
De havde været for passive, de havde ventet, at alle løsninger kom fra oven.
Og desværre gjorde de det stadig. Holdningen i kupeen svarede meget godt til, hvad jeg aftenen før havde hørt på en café i Beograd. I kupeen var der en, der gik så vidt som til foreslå, at man skulle tage valgretten fra alle folk over tredive. (Han var selv 40.)

Lettelse og befrielse
Han kritiserede sig selv for, at hans stemme på Kostunica ved præsidentvalget i september ikke var en følge af, at han havde taget positiv stilling til Kostunica, men udtryk for at han ville af med Milosevic.
En anden passager fandt det nu helt OK blot at bruge sin valgret til at skaffe landet af med 13 års katastrofal ledelse.
Det mest slående ved at besøge Beograd i dag er nok følelsen af lettelse og befrielse. Nu vedgår mange, hvor bange de har været. Især i den sidste periode, hvor regimet blev stadig mere voldeligt.
Mandagens samtaleemne var fundet af liget af en druknet dommer i et fiskenet i Donau. Dommeren var forsvundet for flere uger siden, bortført efter at have pådraget sig voldsom vrede hos det gamle regimes støtter, fordi han i begyndelsen af oktober havde nægtet at følge en ordre om at idømme fængselsstraffe til de strejkende arbejdere, som i høj grad havde medvirket til at udløse den serbiske ’oktoberrevolution’.

Lejlighedsvis brutalitet
Og den forsvundne Ivan Stambolics skæbne er genstand for avisomtale dag efter dag, selvom der stadig ikke er nogen, der ved, hvad der er blevet af Slobodan Milosevic’ forgænger som serbisk leder, der blev kidnappet under en joggingtur før valget i september.
Det var et af regimets ansigter efter Kosovo-krigen at foranstalte bortførelser og likvideringer, ofte af folk, som tilsyneladende stod regimet nær, som militslederen Arkan.
Men også ungdomsbevægelsen Otpors (Modstands) folk oplevede politiets nidkærhed og lejlighedsvise brutalitet. Formålet var at skræmme. Og det lykkedes mod mange, især de lidt ældre.
Allerede i begyndelsen af 1990’erne skrev en gruppe af uafhængige intellektuelle en bog ved navn Druga Srbija, Det andet Serbien. Den var et opgør med den serbiske nationalisme og den kyniske postkommunistiske statsræson, som man kunne kalde for ’Milosevismen’. Det var en gruppe, som stod stærkt i universitetsbyer som Beograd og Novi Sad og talte mange professorer og journalister. Denne gruppe opretholdt fra 1989 en stædig kamp mod regimet, men var meget fåtallig.
Godt nok forstærkedes den ved de mange fyringer, der skete med selvtænkende universitetslærere og kritiske journalister, men samtidig emigerede mange af dem.

Købt af regimet
De studerende, som i forvejen var frustreret over, at deres ledere var blevet ’købt’ af regimets efter massedemonstrationerne omkring årsskiftet 1996/97 klagede over, at de nu slet ikke havde nogen ordentlige lærere tilbage. Nogle af dem opsøgte afskedigede lærere og opbyggede alternative kredse omkring dem.
Men ud af dette fødtes, hvad man kunne kalde ’Det tredie Serbien’.
Ungdoms- og modstandsbevægelsen Otpor repræsenterede en ny samarbejds-, eller med regimets øjne, konspirationsform. Den havde og har ingen klar lederstruktur, men har formået med sit flade netværk at trænge ind i både magthavernes familier og ud på landet til arbejdere og selv bønder. Det spillede en rolle for mange af regimets mænd og kvinder, at de unge, pressen tordnede imod som en moderne version af Hitler-Jugend, ofte var deres egne børn.

Oppositionens unoder
Samtidig havde Otpor, i modsætning til så mange andre oppositionsinitiativer gennem tiden, tålmodighed, realitetssans, sammenhold og evne til koordineret planlægning.
Det kom bag på dem selv, at netværket fungerede så effektivt, at magtskiftet skete allerede i oktober i år.
Der havde været overvejelser i Otpor om at lave sig om til et egentligt politisk parti. De planer synes nu heldigvis droppet til fordel for en rolle som vagthund over for det nye styre.
»Vi skal komme efter jer, hvis I skejer ud«.
Hvis dette lykkes, så Otpor vil fungere som en udenomparlamentarisk opposition til de regeringer på republik- og forbundsplan, den Demokratiske Opposition i Serbien (DOS) nu bygger op under Kostunica, vil man forhåbentlig kunne undgå det fænomen, man har oplevet i andre østeuropæiske lande, hvor oppositionen hurtigt har tilegnet sig mange af det gamle regimes unoder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu