Analyse
Læsetid: 5 min.

TV 2’s dilemma

8. december 2000

Programmerne er nok blevet mere smarte, mere fikse, mere strømlinede, mere hurtige, mere glatte og meget mere mere. Men bedre? Nej! TV 2 er klar med næste års tilbud til seere og annoncører

Folkene bag Danmarks public service kanal nummer to – TV 2 – har offentliggjort deres visioner for 2001.
Det sker i en kalenderlignende programpræsentation på 56 sider i A-4 portræt-format med to nikkelringe i den øverste korte side, således at man kan hænge dem op på det.
Samtidig er opkomlingen TV 2 Zulu kommet med sine planer for det samme år, beskedent nok i A-5 format og med ringene i langsiden.
Den administrerende direktør, Cristina Lage, konstaterer i sit forord til tv-udsigterne for 2001, at »TV 2 er i udvikling. Seere, lyttere og brugere af medier stiller stadigt større krav til kvalitet, til individualiserede ydelser og til, at programmerne er til rådighed, når det er belejligt.«
Naturligvis er TV 2 i udvikling. Alle tv-stationer er i udvikling i disse år, med mindre de målbevidst styrer mod deres egen undergang. Men er det rigtigt, at seere, lyttere og brugere af medier stiller stadigt større krav om kvalitet? Så må vi da vist først tage stilling til, hvad kvalitet på fjernsyn er for en størrelse.
Set fra den stol, hvori Cristina Lage sidder, og som hun kun får lov til at blive siddende i, hvis hun præsterer programmer, der kan tiltrække et publikum stort nok til at tilfredsstille de annoncører, der betaler en væsentlig del af stationens virksomhed, ja, fra den stol må kvalitet på en eller anden måde hænge sammen med størrelsen på seertalet. Det er stationens dilemma, påført den af politikerne bag TV 2-forliget.

Hvis seerne virkelig krævede højere kvalitet ud fra en almen og økonomisk uafhængig opfattelse af, hvad kvalitet på tv er, så skulle det jo kunne spores i for eksempel den generelle udvikling af programmerne på de danske kanaler – i hvert fald hvis kanalerne forsøgte at leve op til seernes formodede ønsker og forventninger.
Men ud fra en generel omend subjektiv betragtning – det rette ord i denne sammenhæng – tør jeg vove den påstand, at programmerne nok er blevet mere smarte, mere fikse, mere strømlinede, mere hurtige, mere glatte og meget mere mere. Men bedre? Nej!
Tag humoren for eksempel. Har år 2000’s programmer på de danske kanaler været sjovere end de var i 1995 eller 1990? Det tror jeg ikke. Men humor er vel en rimelig indikator for kvalitet, specielt når det drejer sig om underholdning.
TV 2 har det ikke let. Mange
gode folk har forladt staldene i Odense i den seneste tid, så det er i vid udstrækning nye folk, der tegner kanalen. Kampen om annoncekronerne er blevet hårdere, og kampen om seernes gunst ligeså.
De glade dage i begyndelsen og midten af det forrige århundredes sidste decennium, da TV 2 selv var en opkomling som satte mastodonten DR i skyggen, er forbi, og den nyhedens interesse som hjalp i starten, er forlængst slidt op. Fremover skal der bruges megen knofedt, hvis man bare nogenlunde skal holde sin plads i mylderet af udbud, nationale som internationale.

Man må dog sige, at de gør noget ved det. På papiret ser det imponerende ud, og den optimisme, uden hvilken det hele ville være forgæves, er uden tvivl i behold. En første hurtig gennemgang af, hvad man vil tilbyde os, giver måske nok indtryk af, at man spiller med sikre kort. Men der er helt bestemt programmer imellem, som man kan vente sig overraskelser fra.
Det ligger efter min mening ikke så meget på underholdningssiden, hvor f. eks. det nyudviklede Venner for livet, sådan som det bliver præsenteret, nærmest er en let fordrejning af konceptet fra Den store klassefest. Det bliver sikkert heller ikke det kommende efterårs store satsning Pop stars, der får mig op af stolen.
»I 2001 får alle danske piger chancen for at blive popstjerner. Og for fem af pigerne går drømmen i opfyldelse!« hedder det i præsentationen. TV 2 vil have sine egne Spice Girls og All Saints, og kan man ikke få dem, så må man lave dem selv. Det er nu nok ikke så let, som det ser ud på papiret.
Frisørstolen er en ny spøg på en gammel recept, nemlig det skjulte kamera som har ført til megen morskab. Som titlen allerede har røbet, skal vi gennem 13 programmer og et én-vejs-spejl følge med i, hvad tre frisører og deres kunder snakker om mens håret blir kortere. Kunderne ved selvfølgelig ikke, at de blir filmet; men mon ikke de får lejlighed til at godkende, at optagelserne bliver sendt, før de bliver sendt?

Til trøst for de mange, der er med til at sikre TV 2’s annoncekroner, fortsætter de skudsikre programmer Hvem vil være millionær?, Stifinder, Jeopardy!, Roomservice og Lykkehjulet.
Jeg tror, de største overraskelser kommer fra de små uafhængigt producerede dokumentarprogrammer som Hjerte rimer på smerte (det kan da være udmærket, selv om titlen er drøj) og Heurlins sidespring. Hjerte-smerte programmet bliver en dokumentarserie på seks programmer, hvor vi skal følge en række ægtefolk eller samboende, der forsøger at reparere deres skamskudte parforhold. Rigtigt lavet kan det såmænd få adresse til mange danske par.
I det andet program, der ikke er nogen serie, fortæller journalisten Thomas Heurlin om sit forhold til den datter, han ikke vidste, han havde fået efter et engangsknald under typografkonflikten på Berlingeren i 1976. Hvis der ikke er gået for meget Oxford-bevægelse i det, kan det blive spændende.
Det kan det også blive at se, hvad der kommer ud af Komediebyen, en slags produktionsenhed bestående af TV 2 Drama, Nordisk Film og Thura Film. Dramachef Adam Price, som er blandt de nye i TV 2-teamet, fortæller, at komediebyen gennem nye danske komedier vil være med til at dække danskernes store behov for at le. Det er måske det mest ambitiøse oplæg i hele denne buket af gode viljer. Ambitiøst, fordi komedien er den vanskeligste af alle dramaets genrer.
Det, der undrer mig mest ved denne præsentation, er, at det virker som om det slet ikke er gået op for TV 2, at Danmark er godt på vej til at blive et multietnisk samfund. Kun i ét program, Dot dk, optræder en person med et fremmedklingende navn, Hossein Askari. Betyder betegnelsen public service ikke blandt andet, at kanalen har bredt favnende forpligtelser også over for minoriteter i samfundet? Eller overlader man helt og holdent denne forpligtelse til DR?
Var det ikke noget for Zulu at yde en skærv til integrationen?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her