HJÆLP! S.O.S! Et af dogmerne fra de europæiske
fællesskabers grundlæggelse ligheden mellem Frankrig og Tyskland (i den rækkefølge, for fra starten var Frankrig faktisk mere lige end Tyskland...) anfægtes af tyskerne.
Nogle vil måske indvende, at ligheden mellem de to lande hvad angår befolkningstal uhjælpeligt var forbi allerede for 10 år siden, da Tyskland blev genforenet. Men det spørgsmål, der er er dukket op på dagsordenen for topmødet i Nice, drejer sig om Tysklands stemmevægt i EUs Ministerråd, hvor de to lande er ligestillede med hver 10 stemmer (på linje med Storbritannien og Italien). Tyskland kræver nu flere stemmer under henvisning til sit befolkningstal (23 millioner større end Frankrigs), mens Frankrig står fast på princippet om lighed.
Forleden kunne man høre den franske Europa-minister, Pierre Moscovici, som svar på et spørgsmål hævde, at den »totale lighed mellem Frankrig og Tyskland« stadig er »en af grundpillerne« i det europæiske samarbejde. Det er besynderligt at høre en fransk minister påberåbe sig et princip, der havde sin begrundelse i situationen for 50 år siden, da de første skridt til de europæiske fællesskaber blev taget. Han henviste til, at forbundskansler Konrad Adenauer (ifølge Jean Monnets memoirer)
udtrykkeligt accepterede Frankrigs forslag om total
lighed mellem de to lande, da man forberedte den
Europæiske Kul- og Stålpulje i 1951.
Lighed var et godt tilbud fra Frankrig og en gevinst for Tyskland, der faktisk ikke var en suveræn stat. Men ligheden tilslørede de reelle styrkeforhold omkring begyndelsen til det, der blev EU. Politisk, militært og diplomatisk var Frankrig den ubestridte leder anerkendt som sejrsmagt i 1945, en af verdens fire stormagter, kolonimagt, medlem af FNs Sikkerhedsråd. Med England på afstand blev Frankrig den selvskrevne fører i et europæisk fællesskab, hvis øvrige medlemmer var de to tabere i Anden Verdenskrig og de tre Benelux-puslinger.
Med sin reaktion bekræftede Adenauer den rhinlandske og katolske prototype på en vesttysker at han tænkte på alt andet end genforening.
Forbundsrepublikken skulle længe forblive en politisk dværg, mens Fællesmarkedet begunstigede dens hastige opvoksen til en økonomisk kæmpe med svulmende industrieksport og knaldhård valuta. Bonn var parat til at betale dyrt til den europæiske agrarpolitik, som landbrugsgiganten Frankrig dikterede.
For begge lande var det en stor gevinst, at man begravede stridsøksen.
Ønsket om forsoning mellem de to arvefjender var et primært mål dengang, men i dag søger den franske Europa-minister tilflugt i en retorik, der ellers er gået af mode, idet han hævder, at formålet med den fransk-
tyske ligevægt er at sikre freden mellem de to lande.
Et ædelt mål, men tror nogen virkelig, at alternativet til fransk-tysk entente i dag er krig? Det var gængs tale
men lød allerede forældet da François Mitterrand og Helmut Kohl stod i spidsen for de to lande. De havde begge Anden Verdenskrig i erindring og var engagerede europæere.
Den efterfølgende generation har et mere praktisk, mindre sentimentalt forhold til Europa. Det gælder navnlig i Tyskland, hvor Gerhard Schröder inkarnerer en ny holdning: Det tyske skyldkompleks træder i baggrunden, Tyskland regner sig for voksen og ligeberettiget in casu med rettigheder, der er proportionale med befolkningstallet og Tyskland varetager åbent sine nationale interesser, ligesom Frankrig altid har varetaget sine.
I SPØRGSMÅLET om stemmevægt ønsker Schröder en symbolsk gevinst, der kan gøre det lettere for ham at sælge Europa-politikken til tyskerne. De protesterer mere og mere mod både at skulle betale gildet i form af et uforholdsmæssig stort bidrag til EU-budgettet opgive deres D-mark og stadig være underdanige. Præsident Chirac og premierminister Jospin frygter til gengæld, at de ikke kan sælge tanken om tysk forspring dvs. tabet af det stadig underforståede franske førerskab og fransk grandeur til franskmændene.
Man styrer uden tvivl mod et forlig eller en udskydelse, og Nice-topmødet får ikke lov at strande på dette spørgsmål. Men striden viser endnu en gang, at det fransk-tyske forhold er alt andet end tillidsfuldt. Bag de gentagne konflikter øjner man et langsigtet underskud på gensidig forståelse, interesse og kendskab. Eksempelvis er tyskundervisningen stærkt på retur i Frankrig, hvilket er foruroligende og forbløffende efter 50 års intensiv venskabspolitik på det officielle plan. Forskellene i politisk kultur er iøjnefaldende, og forståelseskløften og den personlige animositet har næppe nogensinde været større end mellem de to nuværende regeringer
af samme partifarve. Men det værste er den mistillid, som Frankrig i øvrigt ikke ene i Europa viser over for Tyskland, idet man forveksler legitime krav med ambitioner om tysk dominans. Tyskland viser ingen tendenser i den retning og har i fem årtier hævdet sig som demokratisk, stabilt og fredeligt. Kun hårdnakket mistillid fra omverdenen kan svække dette resultat.
