Dansk hovedleverandør i meninger om musik med meget mere. Absolute Karl Aage Rasmussen på gaden med ny essaysamling. Med artistisk swung kan han som ingen anden skrive den samme historie igen og igen uden at det klinger forudsigeligt
Ny bog
I den nye essaysamling Har verden en klang af Karl Aage Rasmussen, tager udgiveren og forfatteren tråden op fra den to år gamle opsamlingsbog Kan man høre tiden. Essays om musik og mennesker. De diskuterende historier i de nu to foreliggende bøger kommer vidt omkring mellem stort og småt. Den urene klang fra Th. W. Adornos Minima moralia er medtænkt, og i det hele taget bruger Rasmussen ofte Adornos civilisationskritik og musikfilosofiske anskuelser som modspil i et opgør, der nu har varet i mange år.
Jacob Schokking har sagt, at han (og de fleste andre kunstnere) kun har en håndfuld forskellige indfaldsvinkler til værk og virke kunsten består i at variere disse. Sådan er det også med Karl Aage Rasmussen: Han har i virkeligheden skrevet den samme artikel i 20 år (meget groft sagt), men med stor fornemmelse for variation.
Fint vævet kludetæppe
Rasmussen skriver godt, når han skriver i opposition til andres synspunkter, og hvis han savner modspil (det sker ikke sjældent), diskuterer han også udmærket med sig selv. Stilistikken er ikke en fraseologi med ansatspunkt i sonateformen, der er tværtimod tale om en udviklende variation. Skønt man finder de samme tanker udfoldet igen og igen, sker der altid en lille drejning, en udvikling, en tilspidsning, eller præcisering i en ny version.
For den læser, der har læst de fleste af Rasmussens tekster, er det muligt direkte at aflæse metoden, som består i at tage et afsnit fra en avis-artikel, skrive lidt til, tage noget andet fra en tidsskriftsartikel, som lægges oveni, genbruge en god formulering fra et foredrag osv.
Det kunne lyde som en parafrasering, der resulterer i cirkelslutninger. Men selvcitaterne virker ikke som tankemæssig tomgang. De fungerer i helheden, hvilket er en tekstsnedker-bedrift i sig selv. Forfatterens essays læses som helheder, skønt der ofte er tale om forskellige tekstbrokker fra Rasmussens eget gesunkene Kulturgut, der er sat sammen påny. For en mindre begavet skribent ville det resultere i dræbende kedsommelig læsning.
Den følsomme avislæser tænker, at her forsøger anmelderen at servere kritik pakket pænt ind med sløjfe på. Det er ikke tilfældet. Snarere er det et forsøg på at kvalificere Rasmussens åbne tankeprocesser. En tekst er hos ham ikke endegyldige udsagn om en sag. Det er di
skussionsoplæg, som kan revideres i en kritisk dialog med omverdenen. For i tilfældet Rasmussen er musikken blot et middel til at nå frem til erkendelser hinsides den hørbare klang. Musik er ikke et sprog og teksten om musikken er ikke musik mere klarsynet og artistisk begavet end nogen anden i sin tid gør Rasmussen sig tanker om det, der ikke kan sættes ord på.
Ildebrand ønskes
Hvor Rasmussens første essay-samling groft sagt angik de døde komponisters musik, tager den nye bog også samtidens udtryksformer op. Morton Feldman, Luigi Nono, Lutoslawski, Per Nørgård, George Crumb, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Charles Ives er blandt de toneangivende skabere, som frisætter tanker om musik og mennesker hos Rasmussen.
Men også den umiddelbare fortids mestre kommer under kærlig behandling. Her finder vi essays, som kan læses og genlæses med stort udbytte. At finde ind til kernen i Berlioz skaberværk som Rasmussen gør det i omtalen af Symphonie Phantastique, kalder på respekt.
Det, der tiltrækker Rasmussen musikalsk set, er det respektløse, det der falder uden for den gyldne middelvej, de komponister som gør noget radikalt anderledes. Deres udogmatiske fremgangsmåde og deres skruppelløse omgang med alt foreliggende materiale tiltaler den Rasmussen, som langt hen ad vejen benytter den samme praksis i sine essays. Alt mellem himmel og jord får omtale i løbet af 283 sider. Gud og Fanden, Gøg og Gokke, Fiks og Fumle, Nørgård og Gudmundsen-Holmgreen.
Det er tankevækkende læsning, men det er også læsning fyldt med befriende humor (læs essayet At samle sig), om det at være komponist og skrive musik, som de fleste ikke har lyst til at lytte til. Det er, som undertitlen præcist beskriver, essays om musik og mennesker.
I den æstetiske diskurs viger Rasmussen desværre uden om kritikken af sine kolleger, formodentlig af såkaldt kollegiale hensyn. Så sært at den ellers så spidse pen kun ser de positive sider i Nørgårds musik og tænkning, når man ved, at de to på flere planer er dybt uenige. Rasmussen kunne sætte en livgivende ildebrand i gang, men han vil ikke. Synd.
Gyldendals redaktørbøf
Karl Aage Rasmussen gør alvor af ambitionen om at sætte musik og tanker om musik på dagsordenen for såkaldt almindelige mennesker. I bogform er denne musiske henvendelse til det læsende publikum så at sige ikke-eksisterende i Danmark Rasmussens bidrag må ikke være enestående. Derfor bør essay-samlingen anspore til modsigelse, til diskussion mellem mennesker om, hvordan vi indretter os sammen med musik og alt det andet. Rasmussens enmandshær fortjener modstand.
I forordet skriver redaktøren Sven Holm, at han og Rasmussen har »diskuteret udvalg og nu og da metoder.« De editionstekniske kan ikke have været det vigtigste emne. Selvom ophavsretten og almindelige redaktionelle principper er under afvikling i visse kredse, undrer det, at Gyldendal accepterer at udgive en bog, der bygger på materiale, der for langt størstepartens vedkommende, stort set jvf. forfatterens metode har været trykt andetsteds før, uden at nævne dette med et eneste ord. På den baggrund virker det patetisk-humoristisk, når det står at læse på kolofon-siden, at der er »Copyright © Karl Aage Rasmussen, Sven Holm & Gyldendal, 2000«. Come on!
Det er bemærket af Berlingske Tidendes anmelder, Jakob Levinsen, og det gentages her: Det redaktionelle arbejde er rent ud sagt elendigt. Hvis de involverede vil have uddybende eksempler, ligger de parat på affyringsrampen.
*Karl Aage Rasmussen: Har verden en klang. Essays om musik og mennesker Red. Sven Holm. 283 s., 275 kr. Gyldendal
