Nice skal sikre udvidelsen mod øst. Men EUs befolkninger er for længst gået kolde på visionen om at genforene Europa. Derfor må Nice ikke ende i fiasko
Tæppefald
BRUXELLES Under alle de svære matematiske udregninger om antallet af EU-kommissærer og stemmevægte handler Nice-topmødet om, at Vesteuropa endelig et årti efter murens fald skal gøre alvor af retorikken og åbne døren for de fattige fætre i Østeuropa.
Polens første premierminister efter jerntæppets fald, Tadeusz Mazowiecki, sagde i sommer til Information:
»Det handler ikke om udvidelse af EU, men om genforeningen af Europa.«
EUs egne ledere kan svinge sig op til endnu større historiske højder. Men de mener det ikke altid. Helt koldt anskuet handler det om, at en fiasko i Nice vil være en katastrofe for Østeuropa, men ikke videre alvorlig for flertallet af EU-landenes ledere målt i den hjemlige opinion.
Den danske hang til at det hele ikke skal gå for stærkt med EU, har sin sikre pendant i andre befolkningers holdning til EU-udvidelsen.
Ifølge en meningsmåling fra Eurobarometer i oktober har østudvidelsen kun støtte hos 26 procent af befolkningen i topmødets værtsland. I Tyskland er det kun 34 procent og i Storbritannien er det 35 procent. I ingen af de fem store EU-lande når opbakningen op over 49 procent. Det gør den kun i Sverige, Danmark og Grækenland.
Det mest smertelige for EU-landene i Nice er at opgive deres nationale veto. Og retorikken fra alle sider om, at netop det er absolut nødvendigt for, at et udvidet EU ikke strander i langstrakte forhandlinger, har runget stadig mere hult, efterhånden som det er blevet klart, at det hver gang er de andre, der skal slippe deres veto. Vi, derimod, Frankrig, Danmark, Storbritannien, Spanien har et helt særligt nationalt problem, der gør det umuligt for os, synes logikken at være.
Få dage før Nice-topmødet er der kun garanti for, at der kommer flertalafgørelser på en lille håndfuld ret banale områder.
Kommissionens formand Romano Prodi advarede i onsdags om risikoen for en fiasko. Kommissær Michel Barnier med ansvar for traktaten har flere gange skældt ud over det alt for lave ambitionsniveau og sågar sagt, at det ville være bedre at forhandle videre et par måneder endnu, hvis det ikke lykkes at nå til enighed om en tilstrækkelig stor opgivelse af veto på de i alt 49 foreslåede områder.
Det kan naturligvis være svært at vurdere præcis hvor meget, der er ren taktik i
en svær traktatforhandling, hvor ingen har interesse i at give slip på de diplomatiske byttepenge før sidste øjeblik.
Står over for valg
Men det kalder på skepsis, at både Storbritannien og Frankrig står over for valg, hvor EU-spørgsmålet kan få en rolle, ikke mindst i Storbritannien, hvor de konservative er på krigsstien i alt hvad der lugter af EU. Det er karakteristisk, at Frankrig i Nice også har sat en række emner på dagsordenen, der ikke har meget med udvidelsen at gøre.
Men fødevaresikkerhed og maritim sikkerhed er begge tæt forbundet med aktuelle folkelige bekymringer i Frankrig efter kogalskab og oliekatastrofen med tankskibet Erika. Meget, meget mere end polske landbrugsvarers adgang til franske butikshylder.
Det centrale problem for Østeuropa er, at hvis statslederne ikke når så langt i
Nice, som de burde, så kan det blive endnu et nyttigt element i et påskud for at trække den upopulære østudvidelse lidt længere ud. For det vil altid være de andres skyld, at vi ikke nåede langt nok i Nice.
Nationalt kan det altid bortforklares med et vist held. Hvis ellers nogen andre end danskere, svenskere og grækere da skulle vise sig utilfredse med, at EU klapper hesten lidt.
Selv om Frankrigs præsident Jacques Chirac flere gange har påstået, at ingen traktat i Nice vil være bedre end en dårlig traktat, så vil der være vide grænser for dårligdommen.
Fransk navn skal på
Det eneste rigtig slemme vil være, hvis værtslandet Frankrig ikke får en traktat i hus med det franske navn Nice på.
Hollænderne har fået de to sidste traktater fra Maastricht og Amsterdam.
Så en minimal traktat kan gå an i både Frankrig og Storbritannien. Selv om befolkningen i Tyskland frygter at blive underbudt af billig arbejdskraft fra øst, så er det mere påtrængende for kansler Gerhard Schröder at sikre udvidelsen med nabolandet Polen, og samtidig udvide hjemmemarkedet for tysk industri.
Denne tyske interesse kan blive en vigtig brik til at få den samlede Nice-kabale til at gå op. Topmødet kan blive den endelige prøve på det i EU-sammenhæng klassiske sammenhold med Tyskland og Frankrig, der har skrantet voldsomt siden Kohl og Mitterand forlod den politiske scene.
Det genforenede Tyskland har over 20 millioner flere borgere end Frankrig, men på et topmøde, der skal omfordele stemmer på en mere fair måde mellem landene, er der intet tegn på fransk vilje til at give Tyskland indrømmelser.
EU er under stor forandring, men franske storhedsforestillinger er svære at flytte på. I sidste ende kan Tyskland blive tvunget til igen at agere EUs historiske samvittighed og sluge kamelen.
EU i traktater
*1950: Schumann-erklæringen proklamerer et forenet Europa.
*1952: Traktaten om kul- og stålfællesskabet med deltagelse af Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxemborg.
*1958: Traktaten om det europæiske økonomiske fællesskab og euroatom-traktaten.
*1973: Danmark, Irland og Storbritannien kommer med.
*1981: Udvidelsen med Grækenland.
*1986: Udvidelsen med Spanien og Portugal
*1986: Traktaten om EUs indre marked, fællesakten.
*1992: Maastricht-traktaten om den monetære union ØMUen, der også lægger kimen til EU-forsvaret og en fælles retspolitik på politisamarbejde, asyl- og flygtningeområdet.
*1997: Amsterdam-traktaten, der definerer fælles sikkerheds- og udenrigspolitik, afskaffer indre grænsekontrol og sætter forbruger-, sundheds- og socialpolitik på EU-dagsordenen.
*2000: Nice-traktaten, der ved at ændre spillereglerne for EU-institutionernes funktion og opgive vetoret på en række områder skal gøre EU klar til at optage 12 nye lande inden for det næste
årti.
