Læsetid: 2 min.

USA’s nye forsvarsminister støtter raketforsvar

29. december 2000

Rumsfeld er forfatter til rapport, som opfordrer USA til at udvikle missilforsvar
Af Martin Burcharth

BOSTON – Under en Bush-regering vil udviklingen og opstillingen af et forsvar mod missiler få en højere prioritet end i præsident Bill Clintons tid. Det understregede George W. Bush på et pressemøde i aftes, hvor han udnævnte en svoren tilhænger af et raketforsvar til posten som USA’s næste forsvarsminister. Det drejer sig om Donald Rumsfeld, 68 år, der én gang tidligere i sin lange karriere har været forsvarsminister, nemlig under den republikanske præsident Gerald Ford i 1975-77.
»Det er os magtpåliggende at udvikle et National Missile Defense System, og jeg er dybt imponeret over det arbejde, som Don har udført som formand for en tværpartisk kommission om trusler fra ballistiske missiler. Han vil blive en tænksom og vis fortaler for NMD,« sagde George W. Bush.

Trussel mod USA
Rumsfeld var i 1998 formand for en kommission, der i en vidt omtalt rapport forudsagde, at Nordkorea vil være i stand til at true USA med en interkontinental atombevæbnet raket i 2015. Nogle måneder efter offentliggørelsen affyrede nordkoreanerne et prøvemissil, der fløj over Japan og landede i Stillehavet. Begivenheden bekræftede rapportens konklusion og lagde et stort politisk pres på Clinton-regeringen for at gøre noget.
Clintons NMD-plan var begrænset til at imødegå trusler fra småstater som Nordkorea, Irak og Iran. Bush’ forsvarsrådgivere synes imidlertid indstillet på at udvikle et mere omfattende raketværn, der både kan opstilles på amerikansk territorium og på krigsskibe. Rumsfeld skulle være tilhænger af et sådant system.
Clinton har i løbet af det sidste halve års tid arbejdet ihærdigt på en plan, der har til formål at stoppe for Nordkoreas udvikling af atomare ballistiske missiler. I går sagde han på en pressekonference, at han ikke vil have tid til at aflægge et officielt besøg i landet inden afslutningen på hans præsidenttid. Samtidig understregede han dog, at USA og Nordkorea er tæt på en aftale.
Ikke desto mindre udtalte Rumsfeld sig i går i dystre vendinger om missiltruslen.
»Efter min mening er der ingen tvivl om, at truslen fra masseødelæggelsesvåben er stigende. Der findes magter, som smugler teknologi til mindre nationer, der kan udvikle a-våben. Det er en reel trussel (mod USA’s sikkerhed, red.),« sagde Rumsfeld.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu