Læsetid: 5 min.

Utroværdig bistand

9. december 2000

Danmarks insisteren på bistand til menneskeretsaktiviteter i Indien er skudt helt ved siden af. På torsdag skal topembedsmænd forhandle om bistanden

Udefra
Udviklingssamarbejde, demokrati og menneskerettigheder bliver i stigende grad benyttet som udenrigspolitiske instrumenter – ironisk nok med elementer af tvang og studehandler.
Hvordan kan man ellers forklare, at et lille land som Danmark – med et befolkningstal, der ligger tættere på antallet af biler end indbyggere (12 millioner) i New Delhi – aggressivt kæder sin bistand til Indien sammen med menneskerettigheder og demokrati?
To gange på ti år har Danmark besluttet at afbryde udviklingsbistanden: Første gang på grund af krænkelser af menneskerettighederne i Jammu og Kashmir, anden gang foranlediget af de indiske atomprøvesprængninger i maj 1998.
Der var en hage
I april i år besluttede den danske regering imidlertid at ophæve boykotten og indgå en ny aftale, som ville give 150 millioner kr. til kampen mod tuberkulose og fremme af danske firmaers samarbejde med indiske. Men der var en hage ved det: En stor del af bistanden skulle bruges til at støtte menneskerettigheder og demokrati, bl.a. i form af rådgivning i forbindelse med valg.
Beløbet i sig selv er peanuts på baggrund af Indiens størrelse og behov – ja, selv i forhold til det relativt begrænsede formål. Og naturligvis er det nyttigt, at det internationale samfund fokuserer på menneskerettighederne. Det gør nationale regeringer lydhøre over for andre landes meninger og tvinger dem til at tage fat på problemerne, selv om det sker af de forkerte grunde.

Væv af konflikter
Desværre drejer problemet i Kashmir sig ikke kun om menneskerettigheder – hvis det var tilfældet, kunne man have gjort noget ved det for længe siden. De er kun én dimension af en situation, der bunder i et væv af interne indiske konflikter med åbenlyse eller skjulte internationale forgreninger.
Den indiske regering er nødt til at tage overordnede hensyn. Aktivister i Indien og andre lande kan forsøge at få indflydelse på dens politik, men det forholder sig altså sådan, at det er regeringer, der træffer politiske beslutninger – ikke forskellige udsnit af det civile samfund.
Menneskeretskrænkelser i Jammu og Kashmir er et mangesidet problem. Borgerne dér er ikke alene udsat for vold fra statsmagten, men også fra terroristiske grupper. Vil Danmark foreslå, at den indiske stat lægger bånd på sine væbnede styrker i menneskerettighedernes navn og lader terroristerne få frit
løb?

Lugt af hykleri
Som enkeltperson kan man mene, hvad man vil, om et sådant forslag, men det vil være uacceptabelt for enhver stat.
Den anden afbrydelse af samarbejdet, som skyldtes atomprøvesprængningerne, lugter langt væk af hykleri, dobbeltmoral og en selvretfærdighed, der er en hån mod alle principper.
Danmark har al mulig ret til at sige: »Hvis I har råd til en atomstyrke, skal I ikke forvente, at vi ryster op med penge til bekæmpelse af tuberkulose.« Det er fair nok. Men hvorfor sylte det ind i højtravende snak om demokrati og nedrustning?
Blandt atommagterne er der flere demokratiske lande end udemokratiske – bl.a. »det eneste uundværlig land i verden«, som udenrigsminister Madeleine Albright har kaldt sit valgte fædreland. Danmark er ikke en
atommagt, fordi det ikke behøver at være det. Det er beskyttet af NATO’s atomparaply. Danskernes moralske harme over atomvåben ville være mere troværdig, hvis de havde valgt at klare sig uden denne beskyttelse – hvilket de naturligvis aldrig vil gøre.
Danmark er også afhængig af sit medlemskab af EU, og dets udenrigspolitik er ofte et ekko af NATO’s og EU’s. Hvis Washington taler om menneskerettigheder og demokrati, så slutter EU-landene sig mekanisk til koret i deres iver efter at være ’internationalistiske’.
Da USA indførte sanktioner mod Indien efter atomprøvesprængningerne, gjorde mange EU-lande derfor det samme. Da de opdagede, at USA fortsatte med at gøre forretninger på andre områder, og at Bill Clinton ikke havde noget imod at besøge »verdens farligste sted«, fulgte europæerne hurtigt trop. Det ville være rart, hvis danskerne begyndte at tænke selv – også når det drejer sig om andre ting end tilslutningen til EU’s fælles mønt.

Tvangsfodring
Når inderne ikke har bedt om hjælp til menneskerettigheder og demokrati, hvorfor skulle den danske regering så tvangsfodre dem?
Der foregår mange slags krænkelser af menneskerettighederne og de demokratiske rettigheder i Indien, og nogle af dem er værre end det, der sker i Jammu og Kashmir.
Hvorfor så kun beskæftige sig med Kashmir? Eller hvorfor Inden i det hele taget? Hvorfor ikke bruge de penge i Afrika? Eller i Nepal, hvor de kunne komme de nyligt frigivne slavearbejdere til gavn? Eller endnu bedre: Give dem til flygtningene på Balkan? Eller for den sags skyld til ofrene for racistiske fordomme i Europa?
Det vil ikke give hverken politisk eller forretningsmæssig gevinst for Danmarks herskende elite. Derimod er det god propaganda for danske politikere at kunne fortælle det internationale samfund, og især deres beskyttere i NATO, at de går forrest i kampen for demokrati og nedrustning – at de har været med til at ’ydmyge’ Indien.

Mere profit
Det mest forvirrende er, at al den snak om menneskerettigheder og demokrati kommer fra ministre, der rejser ud i spidsen for erhvervsdelegationer med det formål at finde ud af, hvor de udviklede lande skal lægge deres overskud og skaffe sig endnu mere profit. På den måde bliver menneskerettigheder og demokrati til instrumenter for industrilandenes handelspolitik. Hvorfor skal disse forretningsmænd ikke være demokratiske eksempler? De kunne sørge for bedre løn og arbejdsforhold i de fabrikker, hvor deres modebutikker får produkterne fremstillet billigt. De kunne f.eks. betale den samme løn, som danske arbejdere får.
I menneskerettighedernes og demokratiets navn ønsker de i virkelighden at udnytte en økonomi med voksende ulighed og berige sig på bekostning af mennesker, som allerede vakler under vægten af deres egen regerings politik.
Der er mange svagheder ved det indiske demokrati, og der forekommer talrige krænkelser af menneskerettighederne. Men det vil europæiske kapitalister på jagt efter billig arbejdskraft ikke råde bod på. Og deres regeringer burde holde op med at påstå noget andet.

*Shastri Ramachandaran er redaktør ved The Times of India i New Delhi

*Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her