Læsetid: 7 min.

Uvished om Fox’ kurs

1. december 2000

Med Vicente Fox’ tiltræden slutter en lang og blandet æra
i Mexicos historie

Ny præsident
MEXICO BY – Følelserne spænder fra håb og forventning om en reel politisk åbning og en afslutning på den korruption, der gennemsyrer det mexicanske samfund, til betænkeligheder og frygt for politiske stramninger og undertrykkelse af sociale bevægelser. Sjældent har en ny præsident været omgivet af så megen opmærksomhed fra ind- og udland som den konservative forretningsmand Vicente Fox inden sin tiltræden i dag.
Hans valgsejr den 2. juli var epokegørende, om end ikke helt uventet. De mexicanske vælgere havde allerede gennem flere delstatsvalg samt et midtvejsvalg i 1997 tilkendegivet, at de var trætte af regeringspartiet PRI (Partido Revolucionario Institucional – Det Institutionelle Revolu-
tionsparti), der har kontrolleret regeringsmagten siden dets grundlæggelse i 1929 – ja, reelt siden 1920, da revolu-
tionsgeneralerne bag dannelsen af partiet sikrede sig kontrollen med den politiske magt.

Ved magten i 71 år
PRI har tegnet Mexico i 71 år. Kun ét parti i historien har siddet længere tid uafbrudt ved magten, Sovjetunionens Kommunistiske Parti, der styrede fra 1917 til 1991. Begge partier smeltede hurtigt sammen med statsapparatet, og deres politiske kontrol blev absolut.
Men der var også forskelle. I modsætning til Sovjetunionen blev Mexico aldrig en erklæret étpartistat, og trods omfattende ekspropieringer af jord og private firmaer blev Mexicos økonomi aldrig en fuldstændigt statsstyret, endsige en socialistisk økonomi.
PRI blev ikke et stramt centralstyret parti med en klart defineret ideologi. PRI blev grundlagt for at samle og kontrollere de stridende politiske og sociale kræfter i det store land efter den blodige revolution og borgerkrig 1910-19, og undgå nye, væbnede opgør mellem de forskellige grupper i den politiske elite.
Derfor blev PRI – der først i 1946 fik sit nuværende navn – skabt som en kombination af massebevægelse og politisk parti og delt ind i såkaldte sektorer: arbejdersektoren, der omfatter fagforeningerne, bondesektoren, der omfatter bondebevægelserne, og den folkelige sektor, der omfatter et vidt spektrum af organisationer, fra spildsamlere og skopudsere til visse liberale erhverv.
Det private erhvervsliv blev aldrig repræsenteret formelt, men man kan roligt sige, at det er blevet bedre og bedre repræsenteret med årene, efterhånden som ledende PRI-politikere har beriget sig og har fået store interesser i forretningsverdenen.

Det perfekte diktatur
For partiets ledere var det vigtigt at hindre en reel opposition i at vokse frem og true partiets magtmonopol. På den anden side ønskede man også at skabe et billede af Mexico som et demokratisk og politisk og socialt stabilt land ikke mindst af hensyn til at kunne tiltrække udenlandske investorer.
Derfor støttede partiet gennem mange år et mindre antal politiske partier og sikrede, at de kunne blive repræsenteret i Kongressen. Det eneste nogenlunde uafhængige oppositionsparti gennem mange år, var Vicente Fox’ konservativt katolske parti PAN (Partido Acción Nacional – Det Nationale Aktionsparti), som blev grundlagt i 1939. I dag udråber mange PRI’s lange periode som et hårdhændet diktatur – det perfekte diktatur kaldte den peruanske forfatter Mario Vargas Llosa Mexico under et besøg i 80’erne med henvisning til netop systemet med den kunstigt opretholdte opposition og den tætte sociale kontrol gennem PRI’s masseorganisationer.
Sandheden er som sædvanlig mere nuanceret. På den ene side konsoliderede og bevarede PRI sin magt med allehånde metoder – spændende fra særdeles hårdhændede metoder, som bortførelser, tortur, politiske mord og forsvindinger, over stemmekøb til gavmild støtte til kritiske kunstnere og intellektuelle. Kendte kunstnere som murmalerne Diego Rivera og David Alfaro Siqueiros, der i 1920’erne blev støttet af regeringen, i perioder blev forfulgt og chikaneret og i lange perioder – trods deres stærke kritik af regeringen – fik tildelt store opgaver af myndighederne, der i øvrigt også brugte dem som ’bevis’ på, hvor frit der var i Mexico.

Accepterede korruption
PRI’s og statens sociale og politiske kontrol fandt i høj grad også sted gennem et indviklet system af masseorganisationer, politiske høvdinge (caciques), nepotisme, klientelisme og – ikke mindst – korruption.
Ikke uden grund betragter mexicanerne deres land som et af verdens allermest korrupte lande. Korruptionen blev på mange måder den smørelse, der fik systemet til at glide, med de fleste mexicaneres mere eller mindre stiltiende accept. Det er ikke ualmindeligt at høre sætninger som: »Det gør ikke noget, at politikerne stjæler, hvis de bare udretter noget«.
Alligevel er det dette system et flertal af de mexicanske vælgere gjorde oprør imod den 2. juli, da de ned-stemte PRI’s kandidat.
Den politiske elite sørgede godt for sine egne. Tilhørte man eliten, kunne man altid være sikker på at få en post, der gav muligheder for at berige sig. Ikke nødvendigvis ved at stjæle direkte fra kassen, men for eksempel i form af privilegier, kontrakter og kontrakter til familiens – til lejligheden oprettede – firmaer. Det fungerede så længe det meste af befolkningen følte, at den fik noget ud af systemet. Fra 1930’erne og 40’erne blev økonomien stabiliseret, store offentlige anlægsprogrammer og sociale reformer sat i værk. Efterhånden kom der gang i den økonomiske vækst, der især i 60’erne nåede rekordstore tal (7-12 procent om året), der fik økonomer verden over til at tale om det mexicanske mirakel.

Fra mirakel til krise
Problemet var imidlertid, at væksten var meget skævt fordelt. Investeringerne koncentrerede sig om industri og service, mens landbruget blev forsømt. Det betød faldende produktivitet og flugt fra land til by – med en voldsom og ukontrollabel vækst af de store byer til følge – og et voksende gab mellem rig og fattig.
Forsøg på protester blev kvalt med rå magt – ofte uden at omverdenen opdagede det. Medierne var nemlig stort set kontrolleret af regeringen og PRI, og de berørte landdistrikter lå langt væk fra de udenlandske korrespondenters bekvemme tilværelse i storbyen. Først da en studenterbevægelse voksede til en social protestbevægelse i efteråret 1968, op til De Olympiske Lege i Mexico By, opdagede omverdenen, at der var noget galt i mirakellandet. Massakren på De Tre Kulturers Plads i oktober 1968 blev den første advarsel om, at systemet ikke var så velfungerende. Derefter kom krise på krise, med gældskrisen i 1982, da Mexico standsede sine betalinger og udløste u-landenes alvorligste gældskrise.
Pragmatikerne i PRI forsøgte at løse problemerne ved dels at iværksætte en gradvis politisk åbning, dels gennem en omlægning af den økonomiske politik fra en protektionistisk og stærkt statsstyret linie til en hårdhændet nyliberal kurs, der blandt andet indebar massefyringer og omfattende privatiseringer.
Under præsidenterne Carlos Salinas de Gortari (1988-94) og Ernesto Zedillo 1994-2000) er den nyliberale kurs blevet strammet, det er lykkedes at skabe en tilsyneladende stabil økonomisk vækst.
Mexico er blevet optaget i det gode, internationale selskab, først i GATT (i dag WTO), i 1994 medlem af det nyoprettede Nordamerikanske Frihandelsområde og nogle måneder senere som det første u-land optaget i OECD. Alt det kan dog ikke skjule, at Mexico har større fattigdomsproblemer at kæmpe med end nogensinde. Mexicanske økonomer har regnet ud, at 70 procent af landets 100 millioner indbyggere lever under fattigdomsgrænsen, og at halvdelen af befolkningen lever i yderste fattigdom. Diskriminationen af de fattige – og især af den indianske befolkning (15-20 millioner mexicanere tilhører et af landets 54 indianske folkeslag) – er taget til og var medvirkende til at udløse oprøret i den sydlige delstat Chiapas i januar 1994.
Samtidig er de rige blevet umådeligt meget rigere, og korruptionen har antaget et omfang ingen turde drømme om for 15-20 år siden. I 90’erne har korruptionsskandaler til milliarder af dollar rystet landet uden, at det har haft følger for de ansvarlige. Ustraffetheden, den prangende og skamløse rigdom, magtfuldkommenheden, magtmisbruget, undertrykkelsen er blevet for meget for mexicanerne.

De store med til bords
Det store spørgsmål er, om Vicente Fox og hans regering vil være i stand til at bryde det hidtidige mønster og sætte gang i en proces, der fjerner korruptionen, magtmisbruget og diskriminationen og sikrer en mere ligelig fordeling af goderne.
Tilhængerne peger på, at Fox er fuld af gode ideer, er energisk og ivrig efter at skabe resultater og har samlet et godt hold medarbejdere om sig. Skeptikerne peger på at hans økonomiske politik ikke adskiller sig væsentligt fra forgængeren Ernesto Zedillos, at hans sociale program blot sigter på at lappe på de værste følger af den økonomiske politik, og at han har styrket sikkerhedsapparatet, hvilket får dem til at frygte, at han snarere end at forhandle med væbnede oppositions- og oprørsgrupper vil slå hårdt ned.
Men måske kan gæste-
listen til Fox’ indsættelse fredag afsløre hvem, der har ret.
Foruden 13 stats- og regeringschefer og repræsentanter for flere en 150 lande venter det mexicanske udenrigsministerium deltagelse af forfattere som nobelpristageren Gabriel García Márquez, forfatteren Carlos Fuentes, operatenoren Plácido Domingo og Polens tidligere præsident og Nobelpristager Lech Walesa.
Mest bemærkelsesværdig er dog den lange liste af topledere fra flere af verdens store firmaer, der har sagt ja til at deltage. Listen omfatter navne som Bill Gates fra Microsoft og ærkerivalen Steven Paul fra Apple og Louis V. Gerstner fra IBM. Så er der Folkevognsfabrikkernes Ferdinand Piech, Richard Wagoner fra General Motors, Jacques A. Nasser, Ford, ledere af olieselskaber som Chevron (der har tæt tilknytning til Texas’ guvernør George W. Bush, som Fox ønsker skal vinde det amerikanske valg) og det venezuelanske Petroven. Ifølge Fox skal Mexico åbnes endnu mere for udenlandske investeringer. Gæstelisten understreger dette ønske men giver intet svar på, hvad det kan betyde for det store flertal af mexicanerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu