Læsetid: 5 min.

Valg skal bekræfte revolutionen

23. december 2000

Udfaldet af det serbiske valg i dag er der ingen tvivl om: Oppositions-alliancen DOS vinder i stor stil. Derefter venter den smertefulde oprydning efter 10 års nationalisme

Analyse
’Overi!’ står der på plakatsøjler og husmure overalt i Serbien i disse dage. Som sædvanlig er det studenterbevægelsen Otpor, som med et enkelt ord fortolker folkestemningen. Lige som man med slogan’et ’Gotov je’ – ’han er færdig’ – opfandt det kampråb, der forenede den serbiske befolkning i opgøret mod den forhadte præsident, Slobodan Milosevic.
’Overi’ betyder ’at besegle, at bekræfte’. Det, der skal besegles, er naturligvis den revolution, der blev indledt med stormen på parlamentet den 5. oktober. Og de, der skal gøre det, er de 6,5 mio. serbiske vælgere, som i dag sammensætter et nyt parlament og dermed giver en ny serbisk regering et formelt og reelt magtgrundlag.
I sammenligning med de ekstasiske dage i begyndelsen af oktober er valgkampen forud for valget i dag forløbet roligt, nærmest præget af ligegyldighed eller rettere: selvfølgelighed.
Resultatet er der ikke megen tvivl om: Meningsmålinger giver Serbiens Demokratiske Opposition (DOS) mellem 60 og 70 procent af stemmerne, og DOS-lederen Zoran Djindjic kommer til at danne regering efter valget. Største trussel mod DOS er, at for mange tager valgsejren for givet, og at lav valgdeltagelse kan forrykke billedet en anelse.

Valgets betydning
Valget er langtfra ligegyldigt. For at kunne ændre den serbiske forfatning, skræddersyet til egne behov af Milosevic, skal DOS have mindst to tredjedele af mandaterne.
Desuden har det stor betydning, om Milosevic’ Socialistparti (SPS) får under 10 eller næsten 20 procent af stemmerne (meningsmålinger har vekslet mellem disse to poler). En femtedel af vælgerne vil udgøre et godt rygstød for obstruktion mod den nye regerings forsøg på at rydde op.
Endelig hænger to partier, der før har haft stor indflydelse på serbisk politik, på kanten af spærregrænsen. Det er højreekstremisten Vojislav Seseljs Radikale Parti og den egocentriske Vuk Draskovic’ moderat nationalistiske Bevægelse for Serbiens Fornyelse (SPO).

Magttomrum
Med et forventet solidt flertal i parlamentet bag sig har Serbiens Demokratiske Oppostion (der så må til at tænke på navneforandring!) et godt udgangspunkt for at fuldende opgøret med Milosevic og hans håndgangne mænd og kvinder i administrationen, sikkerhedsapparatet og virksomhederne.
Det er i det serbiske parlament, størstedelen af magten ligger – ikke i det fælles jugoslaviske parlament, der blev valgt den 24. september, og ikke hos den nyvalgte jugoslaviske præsident, Vojislav Kostunica.
Derfor har der hersket et magttomrum i Serbien siden de euforiske dage i oktober. Ingen var i tvivl om, at Milosevic havde tabt spillet om magten. På den anden side har oppositionsalliancen DOS ikke haft anden magtbase end den stort set ceremonielle præsidentpost, en forbunds-regering med indskrænkede beføjelser – og så præsident Kostunicas enorme popularitet og den underforståede trussel om, at folkemasserne anytime kunne gå på gaderne igen...
Tiden efter ’revolutionen’ har derfor været præget af paradokser. Kostunica og DOS har forsøgt at sætte deres magt igennem via uformelle kanaler – blandt andet de »krisestabe«, som – formelt set ulovligt – er dannet på utallige institutioner og virksomheder. Kostunica har optrådt flittigt på den internationale scene som præsident for en stat, Jugoslavien, der dårligt nok eksisterer på grund af den ene parts, Montenegros, boykot af de fælles institutioner.
Samtidig sidder den afsatte præsident Milosevic stadig i embedsboligen Belij Dvor (’Det Hvide Palads’) på Uzicka-gaden, bevogtet eller beskyttet – eller begge dele – af en sikkerhedsstyrke, som får ordrer fra.... Gud ved hvem.
Milosevic nærmeste medarbejdere, den forhadte hærchef, general Nebojsa Pavkovic, og den mindst lige så afskyede chef for sikkerhedspolitiet, Rade Markovic, fungerer fortsat i deres embeder. Den serbiske præsidentpost, formelt meget magtfuld, indehaves fortsat af Milan Milutinovic, en af Milosevic’ mest betroede mænd og med-tiltalt ved krigsforbryderdomstolen i Haag.
Og DOS har – for at sikre en fredelig magtovertagelse – måttet acceptere at dele magten i den serbiske overgangs-regering med både det gamle regimes mænd og den uberegnelige Draskovic’ SPO-parti. Resultatet har været en regering, der i de to måneder, den har siddet, stort set har foretaget sig.... ingenting.
»Det har i det store og hele passet alle parter fortrinligt,« skriver International Crisis Group, en international tænketank, i en analyse.
»Det har gjort DOS i stand til at forhindre ethvert skridt, der tjener Milosevic’ interesser. Og Milosevic’ socialister har kunnet bruge aftalen til at beskytte deres egne folk – og ødelægge belastende materiale,« hedder det.

Opgaver tårner sig op
Men det serbiske valg i dag afslutter dette politiske vakuum. DOS får nu de magtbeføjelser, der skal til for at kunne regere. Og opgaverne tårner sig op.
Zoran Djindjic, den 48-årige kampagneleder af DOS, som allerede er udpeget til Serbiens næste regeringschef, nævner i et interview med Reuter fire hovedopgaver for den ny regering:
– der skal etableres lov og orden, ikke mindst i de statslige organer,
– den elendige serbiske økonomi skal bringes på fode, økonomiske reformer gennemføres,
– der skal etableres et nyt socialt velfærdsprogram, og
– magten skal decentraliseres.
Som en af dens første opgaver tvinges Djindjic-regeringen til at definere, hvilken statssammenhæng Serbien skal indgå i. Lykkes det at bevare Jugoslavien i en eller anden form – eller går Montenegro sin egen vej? For ikke at nævne Kosovo og det ulmende albanske oprør i Sydserbien.
Endelig må den ny regering, hvad enten den har lyst eller ej, indlede det pinefulde retsopgør efter Milosevic-æraens 10 år med krig og gangstervælde. Det stadig mere højlydte internationale krav om at få udleveret Milosevic til retsforfølgelse i Haag kan ikke ignoreres meget længere. Hvordan det forløber, bliver lakmusprøven på, om den serbiske revolution fuldendes eller ej.

FAKTA
Serbisk valg
I dag får 6,5 mio. registrerede vælgere mulighed for at vælge 250 medlemmer af det serbiske parlament. Otte parter opstiller til valget; de fire har chancer for at få mandater. Det er:
- Serbiens Demokratiske Opposition (DOS) – en koalition bestående af 18 partier, hvis fællesnævner er modstanden mod Slobodan Milosevic’ autoritære styre. DOS’ ledes til valget af Zoran Djindjic, formand for det største parti i alliancen, Det Demokratiske Parti. Også præsident Vojislav Kostunica støtter DOS. DOS står i meningsmålinger til mellem 60 og 70 procent af stemmerne.
- Serbiens Socialistparti (SPS), ledet af Jugoslaviens styrtede præsident, Slobodan Milosevic. På trods af hovedansvaret for Serbiens politiske, økonomiske og moralske deroute kan partiet ifølge målinger mønstre mellem 10 og 20 procent af stemmerne og bliver største oppositionsparti.
- Serbiens Radikale Parti (SRS), ledet af højreekstremisten Vojislav Seselj. Blev med 82 mandater det næststørste parti ved valget i 1987, men er dykket markant i popularitet siden da og står til 5-8 procent i meningsmålingerne.
- Bevægelsen til Serbiens Fornyelse (SPO), anført af den førhen karismatiske oppositionsleder, Vuk Draskovic, der imidlertid har mistet en stor del af sin popularitet. Især beslutningen om at holde SPO uden for oppositions-alliancen DOS har kostet dyrt. Skal denne gang være tilfreds, hvis det lykkes at klare spærregrænsen på 5 procent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her