Læsetid: 5 min.

De voksne synger…

27. december 2000

Både Johnny Cash og Merle Haggard nærmer sig pensionsalderen, men deres seneste plader er mere vitale og vedkommende end de første 20 af tidens rock-udgivelser

Nye cd’er
Kigger man på samfundet som sådan, er tidens mest utilgivelige forbrydelse tilsyneladende at blive ældre. Hvor man engang – lidt naivt måske – mente, at folk med alderen fik nogle erfaringer, hvoraf en vis form for livsvisdom kunne udledes, er vi havnet i den modsatte grøft, hvor det at blive 30 kaster unge ud i livskrise, som var en bedre sag værdig. Siden ’68-oprøret er alder – og alderdom – blevet betragtet med stor skepsis fra mange sider, og man kan da også godt, når man betragter for eksempel præstestyret i Iran eller den flok affældige oldinge, der sætter dagsordenen i Kina, undre sig over, hvor pokker visdommen bliver af i den forbindelse! Men derfra og til at dåne af benovelse, hver gang en 22-årig reklamekonsulent åbner munden og forurener luftrummet med smartformulerede almindeligheder, er der dog et skridt. Oh well …

De gamle kan jo godt
Et par af efterårets cd-udgivelser beviser, at folk over 60 snildt kan producere musik, der stikker dybere end den seneste råbe-rap-rock-udgivelse fra en flok regressive nogen-og-tyve-årige i en permanent tilstand af te-stosteronfeber. Omend de gamle drenge i formmæssig henseende ikke vinder nyt land, besidder de på indholdssiden en for tiden usædvanlig substans og resonans. Hvor erfaring og livsindsigt på den ene side og resigna-
tion og desillusion på den anden tilsammen danner grundlag for et projekt tættere på døden end det pladekøbende publikum generelt er i stand til at kapere – men dermed paradoksalt nok også tættere på livet og mere
under-huden-vedkommende end nok så mange primalt skrigende middelklasseynglinge med guitarer eller pik-svingende hiphop-blærerøve med guldmikrofoner …

Forsoning og udfrielse
Tag nu den 68-årige Johnny Cash, som har været på banen i små 45 år. Hvor 80’erne repræsenterede et nulpunkt i karrieren har han – via entusiasten Rick Rubin, som knyttede ham til sit pladeselskab American i 1993 – her i 90’erne udsendt tre af en imponerende karrieres stærkeste plader: American Recordings i 1994, hvor han akkompagneret af sit eget fragmentariske guitarspil udsendte et af årtiets mest uafrystelige statements, efterfulgt i ’96 af den fyldigere orkestrerede Un-chained, som står distancen med en blanding af af moderne sangskrivere – Beck, Josh Haden – og klassikere som ’Memories Are Made Of This’ og ’Kneeling Drunkard’s Plea’.
Nu sendes så det tredje Rick Rubin-producerede album på gaden. Som titlen antyder – American III: Solitary Man – fortsættes stilen fra de to foregående, og da Solitary Man smukt placerer sig et sted mellem sine to forgæng-ere, accepterer man gerne disse tre plader som en trilogi: Knap så nøgen som American Recordings og ikke så glat som Unchained.
Cash gennemløber et repertoire på 14 sange, akkompagneret af to velspillende akustiske guitarister, med fortabelse, forsoning og udfrielse som gennemgående tema, hvilket er bekendt territorium for Cash-kendere.
Stærkest står en intens tolkning af Nick Caves i forvejen sjæleædende ’The Mercy Seat’, en ambivalent sang om en mand, som måske/måske ikke er morder, og som på death row afventer henrettelse i den elektriske stol. Endnu en gang blander
Cash nyt og gammelt – ’That Lucky Old Sun’ klods op og ned af Will Oldhams ’I See A Darkness’, gospelstandarden ’Wayfaring Stranger’ side om side med U2’s ’One’ – men i sidste ende lyder det hele som Johnny Cash: Stor kunst med minimale virkemidler. En klog, aldrende kunstner, uden sidestykke her på den vestlige halvkugle.

Unik klassestolthed
Det skulle da lige være vennen Merle Haggard, som med sine 63 år stormer mod pen-sionsalderen – for så vidt som kunstnere lader sig pensionere! Siden 1963 har Haggard stået for en enorm produk-
tion, der blandt andet har anbragt ham på countrymusikkens salgslister over 50 gange – heriblandt 23 topplaceringer! – men de seneste par år har der været længere mellem snapsene, og hans seneste, fornemme udspil, If I
Could Only Fly, er den første plade fra hans hånd i seks år. At den så i den grad har været værd at vente på, er en anden sag.
Som Cash er Haggard et spillevende bevis på, at man ikke behøver at svigte sine musikalske rødder for at opnå berømmelse, og han har formået at blive en levende legende – uden at man nogensinde har betvivlet, at der fandtes et menneske inde bag ved. Dette skyldes især den måde hans bedste sange tager afsæt i den menneskelige tilstands prosaiske virkelighed – set fra en amerikansk arbejderklassevinkel, hvilket har givet sig udslag i dybt populistiske udsagn. Men som helhed giver værket et tavst flertal stemme og identitet med en klassestolthed, som er unik for et USA, hvor social mobilitet og drømme om et liv i materiel overflod syntes at være den styrende faktor indenfor countrymusikken, der er den af alle genrer som oftest – og grovest – syntes at glemme sine rødder.
Det mest imponerende ved If I Could Only Fly er den elegance, hvormed Haggard endnu engang slår bro mellem country, blues, folk og jazz (jo, fandeme så) på 12 sange af tilsammen 35 minutters varighed. At Haggard er ved at blive gammel berører han på samme nøgterne facon, som den hvormed han har skrevet om sin ungdom ind og ud af institutioner og fængsler, sine ægteskaber og affærer, en stigende desillusion over USA og sine op- og nedture generelt: »The kids don’t want my cigarettes around/ they say it’s time that dad should lay tobacco down«, er måden hvorpå han med den sublime ’Wishing All These Old Things Were New’ beskriver den umyndiggørelse ældre konstant udsættes for.
»Want to learn to write songs?« spurgte Tom Waits engang retorisk. »Listen to Merle Haggard,« var måden hvorpå han besvarede sit eget spørgsmål. Her i hvert fald 12 stolte sange, der konfirmerer Waits’ udsagn … og lidt til!

*Johnny Cash: American III: Solitary Man (American/Sony)
*Merle Haggard: If I Could Only Fly (Anti-Inc./MNW)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her