Læsetid: 3 min.

Åndeløs ved forgængeligheden

23. januar 2001

Nationalmuseet viser en pædagogisk udstilling på falderebet – og et gammelt projekt af fotografen Franceschi og Asger Jorn realiseres i en bog om grønlandsk folkekunst

Udstilling og bog
Da den franske impressionist Berthe Morisot som 54-årig nærmede sig døden, skrev hun et brev, hvor hun stilfærdigt gav udtryk for sin kunsts længsel. Et renommé i eftertiden var det anstødeligt at håbe på, hendes ambition var blot gået ud på »at ville fastholde noget af det forgængelige, åh, blot noget af det, en ganske lille smule.«
Hvor universel denne kunsttrang er, ses af det digt, som en navnløs fanger fra Ammassalik har sunget for Otto Rosing:

Engang, når jeg har lagt mig,
engang, når jeg er død,
vil synet, jeg så
betage en anden.
En anden
vil få det at se.
Den nye slægt
vil få det at se.
Derfor hev jeg efter vejret;
derfor hev jeg efter pusten,
stærkt betaget som jeg var.

Det er kunstneren Jens
Rosing, der bringer digtet som indledning til hans og Tinna Møbjergs udgivelse af Gérard Franceschis fotografier af grønlands kunst. Initiativtageren til denne publikation var Asger Jorn, og billederne blev taget i 1964-65. De grønlandske værker var blot en lille del af et stort, nordisk billede, som aldrig blev søsat, som Jorn havde forestillet sig det. I 1978 kom en del af Jorns projekt ud som Gotlands Didrek og Folkekunstens Didrek, i den nye serie har vi tidligere fået Skånes stenskulptur og Nordens gyldne billeder.
Det fremgår af teksten, at Borgens forlag har fulgt Asger Jorns billedudvalg og sammenstilling af fotografierne. Man kan dog ikke forestille sig, at han ville være gået med til, at hæftningen tager bidder af billederne ind mod bogryggen, eller at han ville have accepteret de skæmmende små nummerblokke, der er indfældet i Franceschis mesterlige fotos – sådan så de tidlige udgivelser i det mindste ikke ud.
Men i det store og hele er Folkekunst i Grønland gennem 1000 år en vigtig udgivelse. Dels er nogle af kunstværkerne ikke længere til at spore, da de var i privateje, da de blev fotograferede, dels er Jens Rosings og Tinna Møbjergs introduktion enkel, klar og informativ. Jens Rosing har også forsynet bogværket med nogle meget instruktive stregtegninger, der forbilledligt forklarer genstandenes funktioner. Man får også definitioner på de kendteste eksport-souvenirs fra Grønland, tupilak’erne, der som megen anden såkaldt folkekunst er en ren konstruktion til fornøjelse for de fremmede. Der findes reelt set ikke en, ægte tupilak, i betydningen skadevolder, sendt ud på færd af en angakkoq (åndemaner).
Der kan også ses tupilakker af forskellig art på Nationalmuseets nye, pædagogiske og fascinerende udstilling af de genstande, der nu definitivt returneres til Grønlands Nationalmuseum i Nuuk. Men morsommere er en mere ægte vare, Christian Rosings amuletsamling fra Østgrønland, der stammer fra Uuttangi (født omkr. 1880, død 1918), i 1907 døbt Joseas. Her følger historien med genstandene, der refereres i museets tekster.

Returgodset
Det begynder med en indtørret luffe fra remmesæl, som fangeren fik som barn, fordi denne sæls kød skulle være tabu for ham hele livet. Der er også en dukke, der blev sat foran den fangede sæl for at bibeholde evnen til fangst og et lille stykke træ, til at tøjre hunde med. Hvis en anden ville skade hundene, ville dette stykke træ surre sig rundt om vedkommende og gøre ham sindssyg.
Disse ting har ikke meget mere end hundrede år på bagen – andre stammer fra den første kultur i Grønland, Independence I fra omkring 2500 f.v.t. – uanseelige sager, men identitetsskabende, når de vender hjem, sammen med den bittelille Nordostrundingens Venus, fundet i 1939. Her lykkedes det at fange det flygtige liv og holde det fast i en udskåret hvalrostand – det hele blot på størrelse med en lillefinger. Andre samlinger bliver delt imellem Danmark og Grønland, mest markant Gustav Holms indsamlede husflid fra Konebådsekspeditionen til Ammassalik i 1884. Mest tankevækkende blandt disse er måske bjørnefiguren med hjul, som må have været et statuslegetøj af uhørt karat.
I Nationalmuseets forhal giver en lille udstilling et interessant billede af en af de sidste civilisationstrætte flygtninge, der fandt friheden i Østgrønland før anden verdenskrig: Den franske etnograf Paul-Emile Victor. Hans naivistiske tegninger og det informative videoprogram supplerer dokumentationen af det forsvundne Grønland, mens diasshowet på returgods-udstillingen viser dagens aktuelle bysamfund.

*Utimut-retur-return samt Paul-Emile Victor. Nationalmuseet, til 15. apr. Retur-udstillingen vises til sommer i Nuuk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her