Læsetid: 3 min.

Fra abe til Aarestrup

Rosinante fejrer James Ellroy med fire bøger – og udgiver ambitiøst sexleksikon
31. januar 2001

Forårsbøger
Med hele fire udgivelser og et personligt besøg af forfatteren fejrer forlaget Rosinante i år amerikaneren James Ellroy med titlerne Glamour junglen og Et amerikansk dødstrip. Sidstnævnte betegnes som et 1.000-siders mesterværk, hvor mordet på
John F. Kennedy (igen igen) spiller en rolle, og læserne bl.a. vil møde Hoover, Robert Kennedy, Howard Hughes, Oswald og Martin Luther King.
Desuden udkommer Mine mørke steder og American Tabloid som paperbacks. Biografgængere vil huske Ellroy for filmen L.A. Confidential, som var bygget over en af hans romaner.
Belgiens sorg er titlen på en roman af Hugo Claus, som også udkommer i Rosinantes afdeling for oversat litteratur, og fra Island udgives Hallgrimur Helgasons 101 Reykjavik. Af den franske forfatter, George Perec, udkommer romanen, W eller mindet om barndommen, som foregår på en ø, hvor alle er besat af sport, men sport efter særlige regler.

Henrik List debuterer
Bo Tao Michaëlis og Rikke Schubart skriver om henholdsvis verdens 25 bedste kriminalromaner gyserfilm, og blandt de øvrige nyheder kan nævnes, at Berlingske Tidende-journalisten, Henrik List, debuterer skønlitterært med Pussyland – Historie fra Amerika.
Endelig satses på et ambitiøst leksikon med 5.000 ord og vendinger, som har med sex at gøre, Sexleksikon – fra abe til Aarestrup, hedder det. Lægen og seksualforskeren, Christian Graugaard, er manden bag.
Jan Lindhardt & Carsten Bach-Nielsen har redigeret et andet og muligvis mindre sexet leksikon, der til gengæld skulle give god besked om Kirke og kristendom.
Odense Universitetsforlag, der i fjor udgav ikke færre end 104 titler, vil til efteråret udgive e-bøger. Men forinden vil man blandt forårsudgivelserne finde flere bøger med historiske emner, f.eks. Kay Lundgreen-Nielsens undersøgelse af, hvad den danske presse skrev om den spanske borgerkrig, Tro eller blændværk?

Dansk vejhistorie
Steffen Elmer Jørgensen har skrevet de danske vejes historie, Fra Chaussée til Motorvej, mens Per H. Hansen analyserer sparekassernes storhed og især fald.
Børns computerspil er genstand for behandling hos Carsten Jessen, der ikke mener, der er grund til bekymring over børns leg med computere, tværtimod. Den ubekvemme udfordring hedder et værk med otte bidrag til belysning af indvandrerdiskussionen med perspektiv til andre europæiske lande. Det sker på baggrund af udregninger, som siger, at ca. 14 procent af alle danskere i år 2020 vil være af ’anden etnisk herkomst’.

Kristus Jesus
Forlaget Anis, der har specialiseret sig i religionsrelaterede bøger, vil bl.a. udgive nogle af Elie Wiesels Bibelske portrætter af skikkelser fra Det gamle Testamente samt Erik Kelstrups guldmedaljeafhandling om to af efterkrigstidens tyske teologer, Eberhard Jüngel, og Wolfhart Pannenberg.
Den meget bibelstærke og historiekyndige forfatter,
Ebbe Kløvedal Reich, har skrevet bogen, Den danmarkshistoriske Jesus om de danske syn på evangeliernes hovedperson. Heri går han i rette med filosoffen Villy Sørensen ved at hævde, at man ikke kan adskille den historiske Jesus fra forkyndelsens.
Det begynder med Kristus Jesus og ikke med Jesus Kristus, hedder det i forlagets materiale om bogen. Hvis nogen ellers skulle have levet i den vildfarelse, og det har vi jo.

Kræver bredbånd nu
Aschehoug udgiver En anden historie, hvor historikere som Kurt Villads Jensen, Benito Scocozza og andre leger med på spøgen, hvordan Danmarkshistorien kunne have formet sig, hvis mongolerne ikke var blevet stoppet i 1200-tallet, hvis monarkiet var blevet afskaffet, osv.
Gert Petersen fra SF går til forsvar mod megen kritik af venstrefløjen under Den Kolde Krig, mens den radikale Morten Helveg Petersen i en anden politikerbog bl.a. argumenterer for bredbåndsnet indført snarest muligt.
Journalisten Alex Frank Larsen portrætterer med Giga-manden Finn Helmer, der skabte IT-firmaet Giga, der i fjor blev solgt til udlandet for 11 mia. kr.
Journalisten John Lindskog har skrevet en interview-mosaik om Dirch Passer.

Børn og forbrydere
Psykologen Jørn Beckmann kommer med en letlæst forklaring af psykologien, og både Margrethe Bruun Hansen og Jørn Martin Steenhold beskæftiger sig med små børns udvikling. Fra USA er oversat en bog, Vagina Monologer, hvor flere hundrede kvinder er blevet interviewet som baggrund.
Journalisten Jens Kerte beskriver i Forbryderjagt politiets arbejde og metoder, og i den mere kuriøse afdeling er der gensyn med Storm P.’s
elskede figurer, Peter og Ping.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her