Læsetid: 4 min.

Æd kapitalens musik

16. januar 2001

– og lav din egen musik oven på det, de er blevet fede på. Remixet er en original kunstform på kollisionskurs med ophavsretten

Ny musik
Det er længe siden, remixet blot var et middel til at få folk til at danse endnu vildere, end de i forvejen gjorde til årstidens schlagere. I dag er remixet en dekonstruktiv kunstart i sin egen ret, men det er også – for dem der tør – et middel til at udfordre ophavsretten og den måde, den forhindrer musikken i at udvikle sig på. Kunst skal ikke spørge om lov til at æde, fordøje og videreformulere andres kunst, bare fordi det er blevet nemmere at spore kilderne til inspiration. Skulle Elvis spørge om lov til at blive inspireret af sort blues og r&b?
Nogle af de storkreative lovovertrædere inden for ophavsret finder man hos Manchester-baserede V/Vm – der både fungerer som pladeselskabs- og kunstnernavn. Her foretrækker man den skamferende side af remix-arbejdet, og man er glad for slagterreferencer i tracktitlerne. Og selvom V/Vm også ynder at blive fotograferet med grisemasker på, så er der faktisk mening med galskaben.
V/Vm slagter nemlig hensynsløst musik for at komme videre, for at udfordre vor pænhedskultur og skabe ny mening (hør hvad de kan gratis på hjemmesiden brainwashed.com/vvm).

Sønderskudt skøn
V/Vm’s fabelagtige album Sick Love er således en serie beåndede skamferinger af populærmusik – bl.a. Robbie Williams og Chris de Burgh må holde for. Formlen er enkel, men nytænkende: V/Vm kører simpelthen numrene i deres helhed igennem diverse maskinel, som kan forvrænge, forandre tonehøjde, hastighed og så videre. Pop overhældes med syre, vrides af led og bliver til dobbeltbundet og dybt foruroligende musik. Blid skønsang forvandles til gurglende frådebad, og pludselig er en lalleglad kærlighedssang en desperat klagesang.
Det er digital skønhed på samme måde som den der sønderskudte banegård, vor store digter Tom Kristensen hyldede i sidste århundrede.
Og det er det mest originale overtegnede har hørt i et par år, samtidig med at V/Vm ikke kun er ude i et æstetisk, men også et musikpolitisk og -provokatorisk ærinde. Hele Sick Love er en stor ophavsrets-sønderbombning. Intet af det remixede materiale er clearet, og selskabet er således allerede i ’dialog’ med bl.a. Lionel Ritchies advokater. Men hvad kan de tage? Penge? Der er ikke rigtig nogen, for de bliver hele tiden brugt på næste udgivelse. Og kreativiteten? Nej, vel.
Et remix er ikke en coverversion. Det er godt nok en bunden opgave, men det er den mindst bundne af alle opgaver. Remixeren kan i princippet nøjes med en mikroskopisk del af et nummer og bruge det som byggesten i sine udskejelser, der tit bevæger sig laaaaangt væk fra forlægget (Electronica-ikonet Aphex Twin har sågar fortalt, at han har afleveret remixes, som rent faktisk var helt nye numre).

Gratis remixes
Det betyder selvfølgelig også, at et ordinært forlæg kan resultere i en fremragende fortolkning, og det gælder netop London-selskabet Fat Cats i alt 17 remixninger af numre fra den ellers rimelig ordinære islandske sangerinde Emiliana Torrini. Projektet hedder e:rmx og er udkommet på otte syvtommersingler i et begrænset og ikke videre profitabelt oplag.
Men fortvivl ej! På www.e-rmx.com ligger hele værket nemlig gratis fremme – find de 17 tracks i boksen, der viser ’mp3’, når curseren glider henover.
Ikke nok med at Fat Cat og Torrini viser et anderledes modent forhold til downloading end de multinationale selskaber – wake up and smell the coffee! – man kan også opleve vidt forskellige remix-strategier i denne serie. Team Doyobi pitcher f.eks. vokalen op og undergraver med flimmerblippende rytmer, mens V/Vm sender Torrinis musik ind i en cirkulær verden af digital støj og spøgelsesstemninger. Motion henter småbidder, små referencer ind og og ud af et fragmenteret og stadig foranderligt lydspor, mens Transient Waves placerer Torrini under en stor ambient klanghimmel.
Få strategier lades uberørt i e:rmx-serien: Fra de høflige versioneringer over de elegante citat-kollektioner til de hensynsløse mutileringer. Det er remixet som en kreativ virus sluppet løs i en konservativ organismes kedsommelighed. Se de nye fantastiske farver og former, som den grå mus kan antage. Former som Torrini aldrig kunne have antaget, hvis hun ikke på egen foranledning havde sluppet sit værk løs.
Remixet er på Sick Love og e:rmx en helt selvstændig kunstform, og det – sammen med så megen anden kreativitet – står ophavsretten, som den er formuleret i dag, ofte i vejen for.
Selvfølgelig skal kunstnerne have penge for deres musik, når den bliver spillet i radio, fjernsyn etc., men de burde ikke kunne bestemme, hvad der videre skal ske med den. Ved at udgive den, har musikerne skrevet den ind i kulturhistoriens gang. Hvad der sker derfra, burde ingen kunne styre. Og spørgsmålet er, om man med ophavsretterrorister som V/Vm overhovedet kan.

*V/Vm: Sick Love (V/Vm/specialimport)
*Diverse kunstnere: e:rmx (Fat Cat/specialimport eller www.e-rmx.com)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her