Læsetid: 4 min.

Min affære med Clinton

19. januar 2001

Vi skal være taknemmelige for, at Clinton var i stand til at stoppe den konservative bølge i opløbet, mener professor i politologi Benjamin Barber

Taknemmelighed
NEW YORK – Alle amerikanske præsidenter omgiver sig med intellektuelle rådgivere, selv tidligere Hollywood-skuespiller Ronald Reagan indkaldte i ny og næ et »kitchen cabinet« af rådgivere fra sin tid som guvernør i Californien.
I den forstand adskilte Bill Clinton sig ikke fra sine forgængere i Det Hvide Hus.
»Det usædvanlige var vel, at hans indgang var mere systematisk. Han indkaldte ofte en lang parade af eksperter og intellektuelle, og det var nogle gange svært at blive klog på, om det var for at blive intellektuelt stimuleret eller for at anvende en nyerhvervet viden og indsigt til konkret politiske formål,« fortæller Benjamin Barber, professor i politologi på Rutgers University i New Brunswick, New Jersey.
Barber er bedst kendt i Danmark og Europa for sin bestseller Jihad vs. McWorld, primært en kritik af globaliseringens ensformning af nationers egenartede kulturliv.
Til sommer udkommer han med en ny bog: My Affair with Clinton: An Intellectual Memoir.

En slags intellektuel
Professoren mødte Clinton, da præsidenten besøgte Walt Whitman Center for Culture and Politics of Democracy på Rutgers University i 1993.
»Han havde læst en af mine tidligere bøger om demokrati,« erindrer Benjamin Barber. Året efter blev han inviteret til Camp David for at hjælpe Bill Clinton med den traditionelle tale hver januar til Kongressen om ’nationens tilstand.‘
Siden har Benjamin Barber samme med en række andre amerikanske intellektuelle været hyppig gæst og ekstern rådgiver i Clintons Hvide Hus.
»Når han indkaldte mig og andre var det ikke for at debattere bistandsreform eller skoleuniformer. Han ønskede i stedet at diskutere strategiske og filosofiske emner, der kunne give ham vejledning på længere sigt,« fortæller Barber.
– Vil De karakterisere Clinton som en intellektuel?
Barber: »Det afhænger af definitionen. Lad mig først sige, at Clinton er den bedst begavede præsident, vi har haft i USA siden Thomas Jefferson, bare målt i antal hjerneceller. Han er ikke den traditionelle intellektuelle, som tænker for tankens skyld. Snarere forlader han sig på nytteprincippet. Hvad kan jeg rent konkret bruge dette tankespind til?«
– Hvordan står han sig i forhold til vicepræsident Al Gore?
»Uh! Gore svarer til en studerende på universitetet, der slider dag og nat og scorer en rimelig god karakter. Clinton er studenten, der aldrig har behov for at overanstrenge sig.«
»Han dukker bare op ved eksamensbordet og scorer den allehøjeste karakter. Det er en anden slags intelligens, han er i besiddelse af. Det gnistrer oppe i hovedet på manden.«
»Han er også fantastisk god til at lytte og absorbere viden på stedet.”
– Når han er så højt begavet, hvorfor bliver han nu kritiseret for ikke at have brugt sine evner til at føre flere af det demokratiske partis hjertebørn ud i livet?
»Hans kritikere begriber ikke, at det demokratiske parti havde været ude i kulden i 24 år – minus Jimmy Carters præsidentperiode. Det var Clinton, der bragte dem tilbage i varmen.
Men det kunne kun lade sig gøre ved at forvandle demokraterne til et moderne parti, der kan genvinde Det Hvide Hus i det 21. århundrede.«
»Vi kunne ikke længere vinde på at repræsentere mindretal og fagforeninger eller ved at kritisere big business. Demokraterne blev nødt til at vende tilbage til en mainstream politisk kultur for at genvinde præsidentposten.«

Kunne have gjort mere
– Men kunne Clinton ikke have gjort mere for de fattige og mindrebemidlede i USA og i hele verden?
»Han kunne måske have gjort mere for at opbygge en civil global kultur eller for at afbøde nogle negative virkninger af bistandsreformen fra 1996.«
»Men husk på, at selvsamme Clinton rent faktisk kritiserede Verdenshandelsorganisationen, WTO, under ministermødet i Seattle for ikke at være gennemsigtig nok i sine beslutningsprocedurer.«
»Han var én af de første til at tale offentligt om de negative følger af globaliseringen. Det gjorde han på en konference om min bog i 1995. Men ingen kunne forvente, at han herpå ville forsøge at melde USA ud af WTO eller stoppe NAFTA. Det ville være politisk selvmord.De nye demokraters succes i 1990’erne kan i en vis grad tilskrives en tilnærmelse til amerikansk erhvervsliv – en dybere forståelse af, hvilke behov virksomhederne har på nationalt og internationalt plan.«
» Så kan man ikke forvente, at en demokratisk præsident samtidig gør sig ud til bens med de multinationale selskaber, fordi han kan se bagsiden af globaliseringen.«
– Det er blevet populært blandt kritikere at hævde, at kæmpe muligheder for reformer gik tabt – at hans store talent blev spildt?
»Det er jeg ikke enig i. Vi skal være taknemmelige for, at Clinton var i stand til at stoppe den konservative bølge i opløbet. Man bør erindre, at Newt Gingrinch let kunne være kommet til magten i 1994 og 1996, havde det ikke været for Clinton.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu