Læsetid: 11 min.

’Arafat er jøde’

13. januar 2001

De palæstinensiske flygtninge i Jordan har delte meninger om Yasser Arafat og udsigterne til at vende tilbage til hjemlandet

AMMAN – »Kommer du fra Israel?« spørger Hisham Daher Anshassi mistroisk. Hans ellers venlige blik formørkes et kort øjeblik, mens han fører en flad hånd tværs over struben for at antyde den skæbne, han tiltænker israelere.
Hadet er klart og kontant i Wihdat, en flygtningelejr i det østlige Amman. Ifølge de officielle tal bor her 44.395, men befolkningens nøjagtige størrelse er usikker. Folkene i de smalle gyder repræsenterer en befolkning, som føler, den er ved at blive agterudsejlet i Mellemøstens politiske udvikling. Clintons fredsplan, som lægger op til en aftale mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre, har sat følelserne i kog i Wihdat.
»Clinton er et skidt menneske. Han interesserer sig ikke for os og er i lommen på zionisterne,« fortsætter Hisham Daher Anshassi.
»Vi er blevet fredsprocessens gidsler, efter at have levet og ventet her i så mange år.«

Wihdat blev grundlagt i 1955 for at huse mennesker, som i 1948 var flygtet fra deres hjem i det, som nu er Israel. I maj havde David Ben Gurion proklameret den jødiske stat og umiddelbart efter var krigen, som israelerne kalder uafhængighedskrigen, startet. Palæstinenserne kalder krigen nakhba – katastrofen.
Hisham Daher Anshassi erklærer stolt, at han er fra Jaffa. Den gamle arabiske by ved Middelhavet er i dag en del af den israelske storby Tel Aviv.
»De arabiske hære bad os forlade vore hjem,« fortæller han. »De sagde, at vi kunne vende tilbage 15 dage efter, men det er nu blevet til 52 år.«
Han husker, at familien pakkede de vigtigste ting sammen i stor hast. Nøglen til huset gravede de ned i haven inden de rejste mod øst.
Daher Anshassi er i dag 78 år. Sammen med sin søn Othman driver han en lille stofforretning i en af lejrens smalle gader. Han har stadig skødet på sit hus i Jaffa, men ved ikke om det står der endnu.
»Det var et prægtigt hus, stort og rummeligt,« husker han. »Vi kunne se havet fra den øverste etage.«
Selv kender han kun Palæstina fra billeder. Han tager en kalender fra Arab Bank ned fra et søm i væggen, og blader i den. Hver kalenderside har billeder af ikke længere eksisterende landsbyer i Palæstina.
»Min familie flygtede, da de hørte om Deir Yassin,« siger han.
Den radikale jødiske Lehi-gruppes drab på mere end 200 palæstinensere i landsbyen Deir Yassin den 9. april 1948, er en central del af lejrbefolkningens kollektive erindring.
»Vi var sikre på, det ville ske med os allesammen,« fortsætter han. »I Ramle var der også mange, som flygtede, fordi israelerne truede dem.«
»Jeg tror ikke på fred med Israel. Den hellige Koran siger, at vi ikke kan slutte fred med jøderne, så derfor er det eneste rigtige at fortsætte intifadaen.«

Årstal er en vigtig del af flygtningenes identitet. I Wihdat er de allesammen fra 48, mens de i den store lejr Baqa lidt nord for Amman er fra 1967. Lejrene præges også af, hvor indbyggerne stammer fra. I Wihdat er de stort set alle fra Ramle, Jaffa, Lod og landsbyerne fra egnen, hvor byerne ligger. Flygtningene i Baqa stammer fra den nordlige Negevørken og områderne omkring Gazastriben.
»Der er 13 lejre i Jordan, hvoraf de 10 har officiel status og administreres af UNRWA, hvis fulde navn er United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Middle East,« oplyser Hisham el Beik, som er leder af det lokale DPA-kontor. Forkortelsen står for Department for Palestinian Affairs, et jordansk organ, der fungerer som forbindelse mellem UNRWA og landets regering.
På den officielle del af besøget ledsages Information af en embedsmand fra kontoret, en bevæbnet betjent samt en civilklædt betjent, som med stor nidkærhed noterer alle spørgsmål og svar på en gul blok. En fjerde mand med høj skaldet isse slutter sig til selskabet med oplysningen om, at han er »ansvarlig for forbedringer i Wihdat«.
Lejrens indbyggere er tydeligt tøvende, når de står over for den officielle delegation, og svarer overfladisk og i neutrale vendinger på ethvert spørgsmål. Selv om der er gabende huller i vejbelægningen går elforsyning, kloakering og andre infrastrukturelle forhold for at være gode i sammenligning med andre lejre. Ifølge de officielle oplysninger har 98 procent af de 7.100 husstande rindende vand, og der skulle være 3.100 lygtepæle – selv om de få, man kan få øje på, ser ud til at være ude af drift.
I hvert tilfælde ligger utilfredsheden med de jordanske myndigheder ikke dybt under den pæne overflade, man bliver præsenteret for.
»Kong Abdallah er ikke meget værd, og Yasser Arafat har samme indflydelse på udviklingen som et spædbarn,« siger en mand, som blot præsenterer sig som Mahmoud.

Der er flere apoteker i Wihdat end der er bagere. 11 i alt, bliver det oplyst. En del af lejrens befolkning har høje uddannelser, som de ikke kan bruge til ret meget.
»Jeg er uddannet læge,« fortæller indehaveren af Arafat Pharmacy. Hans forældre kom fra landsbyen Kufr Annah tæt på Jaffa. De ejede et stort hus og nogle marker, men alt er i dag opslugt af Tel Aviv.
»Når man mister sin jord, må man kapitalisere sin hjerne, så palæstinenserne bruger mange kræfter på at uddanne sig,« fortsætter hr. Arafat, en distingveret mand, som er født i flugtåret. »Men sagen er, at der ikke er brug for alle de læger og ingeniører i Jordan, så jeg har aldrig fundet arbejde i mit fag.«
Overskud af veluddannet arbejdskraft er et generelt problem i Jordan, og selv om der på papiret er ligestilling, kommer flygtningene bag i arbejdsløshedskøen. Arafats løsning var at åbne sit apotek, som ikke kræver nogen videre licens. På den måde kan han bruge en del af sin viden og er sin egen herre, men forretningen formår kun lige at brødføde familien. Råd til at flytte fra lejren til en bedre bolig har han ikke.
På væggen bag ham, mellem toxica, neglesakse og almindelige hovedpinepiller hænger et stort billede af Al Aqsa, moskeen i Jerusalem. Dette og billeder fra intifadaen ser man allevegne i Wihdat. Derimod er Yasser Arafats portræt og det palæstinensiske flag påfaldende fraværende,
Apotekeren forklarer, at dels bryder mange sig slet ikke om Arafat, og dels ville et billede af den palæstinensiske leder blive opfattet som illoyalitet mod den jordanske konge. Han peger over på det autoriserede billede af kong Abdallah på den modsatte væg – lidt på afstand af Al Aqsa.
»Men Abu Ammar (Yasser Arafats nom de guerre, red.) er i mit hjerte,« smiler han. »Både kong Abdallah, præsident Arafat og Hamas er gode kræfter, som arbejder sammen for vor sag. Jeg tror på, at jeg kommer hjem.«
Han indser, at Israel repræsenterer en voldsom, militær overmagt i regionen, og mener heller ikke, der er udsigt til nogen løsning af konflikten lige nu. Han kan heller ikke forklare, hvordan dette skulle kunne ske, men er overbevist om, at tiden arbejder til hans fordel.
»Israelerne har besat min by, men den bliver befriet en dag. Det er jeg sikker på!«

Ifølge UNRWA’s seneste tal er 1.570.192 palæstinensere registreret som flygtninge i Jordan. Heraf bor de 280.191 i lejrene, mens de øvrige bor udenfor.
Gaderne omkring Wihdat er lidt bredere, og boligstandarden noget bedre. Dette er kvarterer, som er vokset op omkring flygtningelejren, og beboerne er alle palæstinensere. I Ammans centrum, som ligger i dalen nedenfor Wihdat, møder man også palæstinensere alle vegne, og selv i den vestlige del af byen, hvor de velbjergede bor i moderne villakvarterer, er det palæstinensiske præg tydeligt.
»Måske kan jeg godt lide havet?« griner Muhammed Hawatmeh på spørgsmålet om, hvorfor hans hotel midt i den tørre bjergby Amman hedder Ocean. Han er 67’er. Familien kom fra Hebron på Vestbredden, og selv har han bevaret drømmen om Palæstina lige til Middelhavet i hotelnavnet.
»Men jeg ved godt, at sådan bliver det aldrig. Israel er, hvor Israel er, og jeg tror også selv, jeg bliver hvor jeg er,« siger han mere alvorligt.
Familien Hawatmeh var ikke ubemidlede, da de i sin tid kom til Amman, og Muhammed har også klaret sig godt i livet. Han har aldrig boet i flygtningelejr, er jordansk gift og lever godt af sin forretning.
»Min familie og mine venner er her, så hvorfor skulle jeg bryde op? Men selvfølgelig glæder jeg mig til den dag, hvor jeg helt uhindret kan tage på besøg i Hebron og resten af Palæstina,« tilføjer han.

Vi ved, vi aldrig får Jaffa tilbage,« siger Oroub Al Abed, som er talskvinde i DPA’s hovedkontor i Ammans centrum. Hendes far forlod i 1948 Beisan, som i dag er den israelske by Beit Shean, og hendes mor kom fra Nablus på Vestbredden i 1967. Hun er selv født i Amman, og kan med forældrenes forskellige baggrund i høj grad tale med om alle de mange overvejelser og faktorer, som spiller ind for hver enkelt flygtning.
»Jordan ser sit ansvar for palæstinenserne og har blandt andet sørget for at lette tilværelsen for palæstinenserne ved at give os statsborgerskab og fulde rettigheder. Det skete allerede I 1950,« siger hun. »Men, selv om palæstinenserne har stor betydning for den jordanske økonomi, ser landet det ikke som sin opgave at integrere flygtningene.«
Dette er Oroub Al Abeds forklaring på, at der blandt palæstinenserne er så mange forskellige holdninger til spørgsmålet om at vende tilbage. De, som har klaret sig godt i tilværelsen, ser ingen grund til pakke alt sammen og flytte en gang til, hvilket dog ikke er det samme som at give afkald på denne ret.
»Jeg vil have min ret til at vende tilbage. Men først når jeg har fået denne ret og kan se hvad den indebærer og hvor vidtgående den er, kan jeg personligt tage stilling til om jeg vil benytte mig af den. Hvis du giver mig 20 kg æbler, kan du vel heller ikke spørge mig på forhånd, hvor mange jeg vil spise? Giv mig æblerne først, så skal jeg bagefter fortælle dig hvor mange jeg vil spise,« siger hun.
»Princippet at Bill Clintons forslag tilsidesætter Israels moralske og økonomiske ansvar er katastrofalt.«

De økonomiske overvejelser og den levestandard, man kan se frem til ved at flytte, er et element af palæstinensernes overvejelser. Et andet er, hvor man vil kunne flytte hen, og hvad det angår, ser Oroub Al Abed en stor forskel på generationerne.
»For førstegenerationsflygtningene er det af enorm betydning at vende tilbage til nøjagtig samme sted. I den generation siger man f.eks. Jaffa eller intet, for her er tale om en følelsesmæssig tilknytning,« forklarer hun.
»For yngre generationer er det i højere grad en national følelse, hvorfor man godt kan forsvare personligt at flytte til Nablus eller Jerusalem, selv om familien stammer fra Jaffa.«
Selv har hun boet et par år i Nablus i det palæstinensiske selvstyreområde på Vestbredden. Efter endt uddannelse i London besluttede hun at tiden var inde til at prøve at bo i Palæstina.
»Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg intet vidste om Palæstina, og folk i Nablus betragtede mig som fremmed. I deres øjne var jeg jordaner. Jeg var helt rundt på gulvet og sagde skiftevis vi og de om palæstinenserne – mine venner undrede sig over, hvem jeg egentlig var. Desuden er der utrolig dyrt i Nablus, så jeg havde slet ikke råd til at bo der, hvilket også vil spille ind i manges overvejelser.«
»Jeg har nok indset, at jeg bliver i Amman. Når vi taler om intifadaen, siger jeg altid de, for jeg lever i fredelige Amman og tager slet ikke del i deres lidelser og kamp, men jeg er sammen med dem i hjertet,« slutter Oroub Al Abed.

Arafat er jøde,« siger Muhammed Ragheb Nofel fra Wihdat i frustration over den palæstinensiske leder.
»Vi og jøderne har samme stamfædre, og i nogle af os er den jødiske blødhed blevet siddende. Hamas er gode folk, for de dræber for Palæstina. Vi sætter vores lid til Allah og Hamas!«
Hans onkel bryder ind med en bemærkning om, at det et forkert at slå ihjel, men nevøens holdning er ikke sjælden i lejren. Den fundamentalistiske organisations grønne flag ses intet sted, for den er forbudt af de jordanske myndigheder. Men selv om Hamas’ ledere blev forvist fra Jordan for et par år siden og organisationens aktiviteter overvåges nøje, siger alle, at den lever i det skjulte i lejrene.
»Hamas er mit håb, for Arafat er i lommen på Clinton og Barak. Israel skal ud, og alle jøderne sendes tilbage, hvor de kom fra. Når vi får hundrede procent af Vestbredden og Jerusalem, har vi kun taget første skridt!«
»Hamas har misforstået noget,« siger Ashraf Elyyan, en velklædt ung mand. Han er født og opvokset i Wihdat, men en uddannelse som computerprogrammør har sat ham i stand til at købe en beskeden lejlighed i de nedslidte boligblokke udenfor.
»Som muslim synes jeg, de gør det godt. Deres store sociale arbejde i Wihdat er både vigtigt og beundringsværdigt, og til en vis grad kan jeg gå ind for deres metoder. Israel må betale for alle vore dræbte børn, men jødernes børn er ligeså uskyldige som vore, og det er dér, Hamas tager fejl.«
Ifølge Ashraf Elyyan forbyder Koranen drab på kvinder, børn og gamle – og selv mænd må man kun dræbe, hvis de er bevæbnede.
»Hamas er ikke muslimer, for de slås ikke som mænd,« siger han.
Han tror på, at jøder og palæstinensere kan leve side om side i samme land, og det bekymrer ham ikke, at præsidenten skulle være jøde, blot han er valgt på demokratisk vis og tager vare på hele befolkningen.
»Men det kan Arafat ikke finde ud af, og heller ikke Barak. Hvem min leder er? Det er Gamal Abdel Nasser!«
Den forlængst afdøde, egyptiske leder betragter Ashraf Elyyan som den ideelle leder i regionen.
»Han var en god muslim, som behandlede sit land og sit folk godt. Havde vi haft ham som leder i dag, havde vi også haft fred i Mellemøsten,« slutter han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her