Læsetid: 1 min.

Balanchines muse blev

13. januar 2001

Trods polio som 27-årig nåede den langlemmede, intelligente danserinde at præge ballettens verden både før og efter

Nekrolog
Ballerinaen Tanaquil LeClercq er død af lungebetændelse, 71 år gammel. Hun blev muse for mesterkoreografen George Balanchine i en afgørende periode for udviklingen af klassisk ballet i USA, især den særlige Balanchine-stil, som den russiskfødte koreograf udviklede sammen med Lincoln Kirstein i New York fra 1933.
Tanaquil LeClercqs egentlige danserkarriere varede kun fra 1945, da hun først dansede i Balanchine-balletter som elev på School of American Ballet i New York, til 1956, da hun 27 år gammel blev ramt af børnelammelse – polio – under et gæstespil i København. Da havde hun været gift med Balanchine i fire år og var i øvrigt hans fjerde kone.

Ideel
Men på den korte tid viste den høje, slanke, intelligente, gennemmusikalske og ufattelig langbenede LeClercq sig at være en ideel Balanchine-ballerina, som tidligere bl.a. Maria Tallchief var, og senere Suzanne Farrell blev inkarnationer af.
LeClercq førte an i de centrale Balanchine-balletter, fra Serenade over Symfoni i C til De fire Temperamenter, og var desuden kendt for at være lige så morsom uden for som på scenen – når det krævedes.
Også Jerome Robbins skabte balletter til hende, bl.a. En Fauns Eftermiddag og The Concert.

Som skabt
Det hører med til historiens ironi – og nagede efter sigende den overtroiske Balanchine – at Tanaquil LeClercq som 17-årig deltog i en velgørenhedsforestilling til fordel for bekæmpelse af netop – polioepidemien.
Her dansede hun som polioramt ung pige i rullestol over for koreografen Balanchine selv i rollen som ’Poliotruslen’.
LeClercq blev skilt fra George Balanchine i 1969, men også som handicappet (hun forblev delvist lammet resten af livet) formåede hun at præge ballettens verden med sin smittende energi, blandt andet som lærer på Dance Theater of Harlem og ved New York City Ballet, hvor hun med hænderne viste kompagniets unge dansere de samme trin og partier, der for år tilbage var skabt til og for hende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu