Læsetid: 2 min.

Bedste bud

19. januar 2001


(2. sektion)

*Evita Legenden om Evita Peron udfolder sig som en drøm – de musikalske arrangementer er knivskarpe, orkestret spiller beåndet og lydefrit, kor og dansere leverer solidt arbejde på alle pladser. Men scenen er skuespillernes fra først til sidst... især Sanne Salomonsens. Med et rent og ukrukket foredrag, forbilledlig diktion og fraseringer og oveni det piller hun glimrende skuespil.
Af Andrew Lloyd Webber & Tim Rice. Bellevue Teatret

*Svanesøen i Jylland I Per Kirkebys scenografi når Den kongelige Ballets Peter Martins-version af det russiske eventyr til Århus den 20. og 21. januar. Første aften danser den dejlige Gudrun Bojesen hvid og sort svane med Andrew Bowman som Prins Siegfred. Søndagsmatineen hviler på Christina McDermott og Andrey Bata-lov.
Musikhuset, Århus. 20. jan. kl. 19.30, 21. jan. kl. 15

*Fruentimmerskolen Alexa Ther har med sin instruktion skabt en tragisk komedie, som er både munter og vedkommende og valget af Jørgen Reenberg og Sidse Babett Knudsen skaber trods deres statuariske og tekniske forskelligheder et ligeværdigt par på scenen. Rikke Juellund har skabt en scenografi, som er meddigtende ud over det sædvanlige.
Det Kgl. Teater, Stærekassen

*Mennesker i sol Jonas Gardells tekst har det, man ofte går forgæves efter – en stor tanke. Fra drilsk langtudtrukken, werdelin’sk socialrealisme skrider genren og der bliver højt til loftet i det lille teater, når Gardells teatralske coup sættes ind. Moralsk eftertænksomhed spillet fremragende af neurosedronningen Ditte Gråbøl, Pauli Ryberg og Camilla Bendix i Philip Zandéns instruktion.
Teatret ved Sorte Hest. Til ult. feb.

*Woyzeck I Robert Wilsons visuelt blændende version består Büchners fragment-tragedie af en stribe dramatiske tableauer, syrede såvel som usammenhængende i al deres bizarre og uimodsigelige skønhed og gru.
Bearb.: Wiens & Rommen. Ovs.: Peter Laugesen. Betty Nansen Teatret. Til 10. feb.

*Koloristerne – med Niels Reumert som et vægtigt nyt medlem folder sammenslutningen sig ud. Farveeksplosionerne er stilfærdige, men medrivende. Hugo Arne Buch, Ingvald Holmefjord og Pia Schutzmann viser væsentlige arbejder.
Den Frie Udstillings Bygning, Oslo Plads. Til 21. jan.

*Abstrakt magiker »Ejler Bille – 90 år« er en omfattende udstilling, der forsøger
at pejle Billes 70 år lange, vægtige bidrag til dansk kunst. Kataloget rummer bidrag af bl.a. Ernest Mancoba, Eske K. Mathiesen, Troels Andersen, Lars Morell og af Bille selv.
Gl. Holtegaard, Attemosev. 170, Holte. Ti. 11-20, on.-fr. 11-16, lø.-sø. 11-17. Til 4. feb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her