Læsetid: 3 min.

Den blå fajance

De gamle egypteres råmaterialer kom ikke flere tusind kilometer fra Nilen – men lå derimod lige om hjørnet
29. januar 2001

.

Geologi
De fleste turister, der har besøgt Egypten, kender dem. De små blå figurer af skarabæer, mumier og perler. De findes på hvert et museum og hvert et gadehjørne. Men der er flere årtusinder mellem figurerne på museet og gadehjørnet. Teknikken og håndværkerne bag er dog næsten de samme.
Landsbyen Qurna er en meget gammel by. Da det gamle Egyptens hovedstad flyttede fra området omkring Cairo til Luxor, opstod en række landsbyer på vestbredden af Nilen overfor Luxor. Her bosatte dygtige håndværkere sig fra hele den antikke verden. De levede af at levere kunsthåndværk til begravelsesritualerne og passe på gravene. Ud over at ernære sig som håndværkere, havde de en bibeskæftigelse som gravrøvere. Op gennem tiderne har de plyndret gravene og forsynet sig selv med genbrugsfigurer, og gennem de sidste par hundrede år har de også leveret genstande til samlere og arkæologer.
Qurna ligger på en stegende flade af ørken mellem Kongernes Dal og det grønne opdyrkede land ned mod Nilen. På den anden side af den store flod ligger turisternes Luxor.

Fund af oldtidsmine
I bjergmassivet bag Qurna gemmer sig en af verdens største koncentrationer af fortidens skatte. Tut Ankh Amon, Ramses-familiernes og utallige andres gravsteder er her hemmelighedsfuldt gemt væk langt inde i kalk-stensbjergene. Med sig på deres rejse i det hinsides fik de afdøde amuletter, skarabæer, mumie-figurer og andre genstande af blå fajance. Arkæologerne har hidtil antaget, at råmaterialerne til den blå farve kom med karavanerne langvejs fra, måske helt fra Persien, hvor blåfarvningsteknikken menes at stamme fra.
Men nu har geologer, konservatorer og arkæologer fra bl.a. Nationalmuseet revideret denne opfattelse. Gennem et frugtbart samarbejde på tværs af videnskabelig skoling og metode har de klarlagt, at råstofferne kom fra nabolaget, men også at de teknikker, der anvendtes for at få den blå farve frem, stort set ikke har ændret sig de sidste 5.000 år. Geolog Ulrich Schnell fra Nationalmuseets Bevaringsafdeling i Brede fortæller:
»Vi kom til Luxor for at foretage nogle tekniske undersøgelser af den blå fajance. Men ved at snakke med de lokale håndværkere, blev vores geologiske nysgerrighed vakt. Hvorfor skulle man tage til Persien og hente mineraler, hvis man kunne finde de samme mineraler i lokalområdet?«
På baggrund af kvalificerede gæt og spørgsmål til de lokale håndværkere brugte videnskabsfolkene derpå et par feltsæsoner til at søge rundt omkring i dalene tæt på Qurna og vurdere geologien i området.
I 1998 lykkedes det dem at finde en oldtidsmine i et område, der var dækket med potteskår og rester af amforaer. Her var der ikke alene materialer til fajance-fremstilling, men også til fremstilling af pigmenter til ornamenteringen af gravene i Kongernes Dal.

300 generationer
Ved at følge håndværkerne i processen med at producere de blå figurer fik forskerne et indblik i en tradition, der er gået i arv og tilsyneladende ikke har ændret sig meget gennem de sidste 300 generationer af fajancemagere. Råmaterialerne til fajancen formes og lægges på kobberplader på et leje af aske og knuste koknogler. Opsatsen dækkes med kokasser, og det hele antændes som et bål. Der går mere end 100 kokasser til en enkelt opsats. Under brændingen går fosfat fra knoglerne og kobber fra pladerne i kemisk forbindelse med hinanden og danner den blå farve.
Geologerne tog prøver af mineralerne fra minen med sig hjem. I laboratoriet på Nationalmuseet undersøgte de både de blå figurer og pigmenterne med almindeligt lysmikroskop, elektronmikroskop og forskellige bestrålingstekniker. Ved at sammenligne indholdet af de kemiske stoffer viste det sig, at fajancen fra det 11. Dynasti omkring år 2000 f. Kr. næsten havde de samme kemiske egenskaber som fajancen, der blev taget ud af bålet i går eftermiddags. Analyserne viste også, at jernmineralet hæmatit, som blev fundet i minen i små klumper, havde den samme kemiske sammensætning, som den røde farve fra mange af de smukke malerier i gravene.
Planerne for det videre arbejde omfatter både en detaljeret geologisk kortlægning af minen og det omgivende område, men også gennem et videre samarbejde med bl.a. arkæologer, konservatorer og kunsthistorikere at få minen sat ind i en kulturhistorisk sammenhæng.
Imens producerer Qurnas håndværkere souvenirs, kunsthåndværk og forfalskninger. Og det er ikke helt usandsynligt, at der ind imellem også bliver langet en ægte blå ushabtifigur fra det 11. Dynasti under disken.

*Uffe Wilken er cand. scient i geologi og arbejder selvstændig som geologi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu