Læsetid: 5 min.

Blairs omstridte skolereform virker

2. januar 2001

Britiske skolers kvalitet er steget som følge af New Labours reformer. Men lærermangel er et problem, og skolerne bliver et af den britiske valgkamps store emner

LONDON – St. Marylebones skole i det centrale London har god tid lige nu.
I de resultattabeller, som britiske forældre – og børn – gransker med høgeøjne hvert år, kom St. Marylebones ind på førstepladsen på listen over, hvilke skoler der havde forbedret sig mest i det forløbne år. I det mindste hvis man regner med, at det er de bedste skoler, hvis elever får de bedste resultater ved den såkaldte GCSE eksamen.
Den bakser britiske børn med, når de er omkring 16 år og slutter den obligatoriske skolegang.
Nu kunne det selvfølgelig være, at eleverne i år var kvikkere end dem sidste år, men efter vicerektor John Hunters mening er det nu snarere bedre lærerkræfter, som har gjort forskellen.
»Det er selvfølgelig en hel række ting, vi har gjort. Men den største årsag er god undervisning,« siger han.
»Vores lærerstabs kvalitet er steget dramatisk. Vi har kunnet bringe nye lærere ind og få et godt team sat sammen. For eksempel for tre år siden havde vi »lommer« i skolen, hvor undervisningen ikke var så god, som den kunne være.«
Andre elementer i fremgangen kunne hænge sammen med flere penge til fag som dans, drama og musik, som skolen har fået på grund af en særlig status, der gør det muligt for britiske skoler at koncentrere sig om specielle fag ud over det obligatoriske, nationale pensum. Andre områder, skoler kan koncentere sig om, er teknologi, sprog og sport.
»Det er godt, hvis f.eks. en elev ikke er så god bogligt men måske kan brillere i musik. Det hjælper på elevens selvtillid,« siger han.
Men John Hunter ender ved lærerstabens kvalitet igen og igen, når han skal forklare skolens fremgang. Den er nu engang det vigtigste.

Uduelige lærere
Så måske var det rigtigt, hvad New Labour regeringen gjorde dengang i 1997, da den overtog magten og lancerede et veritabelt korstog mod de britiske lærere for at højne deres kvalitet.
Lederen af den nationale skoleinspektion, Chris Woodhead, blev overtaget fra de konservative og fik New Labours fulde støtte.
Han udmærkede sig ved en særdeles kritisk holdning over for den britiske lærerstand og påstod i sin tid bl.a., at han regnede med, at omkring 15.000 af de ca. 450.000 britiske lærere var uduelige.
Det rejste et ramaskrig – ikke mindst hos lærerenes forskellige fagforeninger, som udnævnte Woodhead til deres fjende nummer et. For ganske nylig meddelte han, at han træder tilbage, og hans efterfølger har erklæret at være mindre konfrontationssøgende.
Sidste år kom skoleinspektionen dog med tal, der viste, at Chris Woodhead faktisk havde undervurderet, hvor mange dårlige lærere landet havde. Inspektørerne kom efter at have inspiceret samtlige skoler i England – men ikke Wales og heller ikke Skotland, som har sit eget skolesystem – at der var 18.000 lærere, der ikke levede op til jobbet.
Men i mellemtiden havde inspektionssystemet nået at nedbryde moralen hos den britiske lærerstand i en grad, at der i dag er mangel på lærere.
»Vi har for eksempel en ledig stilling som fysiklærer. Men vi kan ikke finde en. Der er ingen, som søger. Efter fire uger, hvor jeg har haft annonce i, har vi nu endelig fået tre ansøgninger,« siger John Hunter.

Social udligning
Allerede fra starten i 1997 tog New Labour fat om lærergerningen.
Ind kom lovgivning, der gjorde det nemmere at fyre umuliusserne, ind kom også barskere regler om måling af skolernes resultater, ind kom muligheden for at lade skoler lukke og genopstå igen for at give dem en »frisk start«, som programmet hed.
Ind kom også en ekstra fokus på basisfærdigheder som regning, skrivning og læsning, og ind kom endelig muligheden for at differentiere lærernes betaling, så de dygtigste kunne komme til at tjene mere end de mere ydmygt kaldede.
Til gengæld postede New Labour flere penge ind i skolevæsenet – hele 19 mia. pund (ca. 228 mia. kroner) – i tidsrummet 1999-2002. Efter John Hunters mening har pengene dog været en blandet fornøjelse. Ikke nok med, at de først kommer nu – selv om New Labour overtog magten i 1997 – men de medfølges også af et bureaukrati, der er løbet grassat.
»Der er tale om rene bølger af papir. Administrationen er rædselsfuld,« mener John Hunter.
Lærernes problemer ufortalt, får New Labours uddannelsespolitik dog generelt et godt skudsmål fra akademisk hold. Især for dens forsøg på social udligning.
»Overordnet set har det været positivt. Uddannelse har fået en meget højere profil. Der er langt flere ressourcer, som går til uddannelse. Der gøres en stor indsats for at forbedre basisfærdigheder. Og der gøres en stor indsats for at udligne ulemperne ved at være født i ringe kår,« siger Dr. Anne West fra London School of Economics.
Som eksempel nævner hun, at New Labour har gjort det meget mere normalt for skoler i et område at arbejde sammen.
Før – under de konservative – var det nærmest sådan, at de velstående briters børn gik i én skole, mens de dårligere stillede gik i en anden, og de to mødtes aldrig.
Opdelingen findes stadig i et vist omfang, men den er ikke nær så hård som før, og der er større samarbejde.
Der er også større fokus på, at det er nødvendigt for skoler med utilpassede elever at få flere ressourcer til at hive dem med op. Det er ikke godt nok bare at smide de pågældende elever ud.

Mangel på lærere
Men Anne West er enig i, at lærerstanden har lidt et knæk. Spørger man om, hvad det største problem for uddannelsessektoren i Storbritannien er i dag, siger hun: »mangel på lærere«.
»Det er svært at vide, om det er fordi, startlønnen er lav. Regeringen tror, at lærerlønningerne baseret på resultat – dvs. hvor gode eksaminer deres elever får – vil hjælpe, men det er jeg personligt ikke overbevist om. Lærernes moral kan godt være blevet nedbrudt. I hvert tilfælde er der virkelig mangel på lærere – især inden for videnskabsbaserede fag og moderne sprog,« siger hun.
Ikke desto mindre vil uddannelsessektoren formentlig blive et af de områder, hvor New Labour vil satse i valgkampen.
Godt nok er der gået lang tid, før der kom penge til sektoren, men de kommer dog. Godt nok er der gået skår i lærerstandens renommé, men det kan måske repareres. Godt nok er der lang tid, før det er til at se resultater i briternes færdigheder – den slags tager mange år – men der er gjort en begyndelse.
New Labour vil kunne sige, at det dog er bedre end ingenting.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu