Læsetid: 4 min.

Books’r’us

19. januar 2001

(2. sektion)

Hvem skal styre bogportalerne, det nye led i bogens fødekæde?

Bøger.dot.dk
Jan Sonnergaard ligger lige ovenpå Villy Sørensen, men Villy Sørensen ligger bedst: Over 3.500 downloads fik hans novelle Aldersgrænsen, kort tid efter, at den var blevet lagt ud på eforlag.dk Kristen Bjørnkjær, Henrik Nordbrandt, Carsten Graff, Simon Grotrian, de er der næsten alle sammen, og på eforlag.dk tilbydes digtene, novellerne og e-bøgerne ganske gratis.
Det ligner en trussel imod de traditionelle forlag, men faktisk er eforlag.dk – ifølge initiativtageren Jonathan Løve – sat i verden som et supplement til den fysiske bogverden. Et kig på eforlag.dks hjemmeside bestyrker påstanden: De repræsenterede forfattere lægger sjældent mere end smagsprøver ud til gratis nedtagning, og hver tekst på eforlag.dk, og sågar søgemaskinen på forsiden, linker direkte til køb af fysiske bøger hos netboghandlen stop4u.com.
Eforlag er i virkeligheden slet ikke et forlag, men en såkaldt bogportal.
Bogportaler er et nyt led i bogens fødekæde beregnet til at gøre livet lettere for brugerne, dvs. os, der læser, køber og interesserer os for bøger. Hvad er det så, bogportalerne kan, som aviser og tidsskrifter ikke kan?
»Først og fremmest kan eforlag.dk give umiddelbar feedback,« siger Jonathan Løve, »og sammen med aviserne giver det en god tilgang til litteraturen. Vi bringer anmeldelser af alle nye bøger, man kan finde nyheder på hjemmesiden, og man kan downloade e-bøger. Desuden kan man vælge mellem otte forskellige nyhedsbreve og bl.a. blive opdateret om udviklingen inden for e-bøger, som aviserne ikke dækker særlig grundigt.«
Eforlag.dk startede ud af ren idealisme som hjemmeside for et netværk, der skulle give nye, unge forfattere mulighed for at blive læst via Nettet. Netboghandlen webhut.dk købte ideen og gjorde det muligt for eforlag.dk at køre videre med to fuldtidsansatte, der driver hjemmesiden sammen med et antal studerende og universitetsfolk, der arbejder gratis.
»Jeg er ikke forrretningsmand, men det bliver jeg alligevel nødt til at fokusere på,« siger Jonathan Løve, som forventer, at eforlag.dk på sigt skal leve af reklamer, salg af nyheder samt aftaler som den, eforlag.dk for tiden har med stop4u.com. Desuden er det meningen, at det på et tidspunkt skal koste penge at downloade e-bøger og tekster fra eforlag.dks hjemmeside.

Udsigtstårn
Stop4u.com er også aktiv partner i dagbladet Politikens nye satsning på bogportal på Internettet. I modsætning til eforlag.dk har Politiken ingen planer om at gå hverken forlag eller boghandler i bedene.
»Vi lægger alt Politikens bogstof på Nettet og har oprettet forfatterportrætter, hvor vi automatisk henter de artikler, avisen bringer med diverse forfattere,« siger sitets redaktør, Susanne Bjertrup, »desuden er der bibliografier på forfatterne, og vi arbejder på at få lavet nogle små beskrivelser af forfatterskabet.«
Om kort tid præsenterer Politikens bogportal en linksamling, der ifølge Bjertrup skal være et udsigttårn til, hvad der sker på nettet, rent litterært.
»Vi vil også gerne stable nogle forfattermøder på benene, og der kommer nok noget lyd og video til at ligge hos os fra de forfattermøder og digtoplæsninger, vi holder nede i forhallen hvert efterår.«
En tredje bogportal, det 100 procent forfatterstyrede Bookz.dk, ventes at blive lanceret senest første maj. Ifølge initiativtageren, forfatter og journalist Ole Grünbaum, er det kun ganske få brikker, der mangler at falde på plads, før sitet er en realitet, men forlag og boghandlere behøver ikke at frygte konkurrence fra den kant.
»Jeg tror ikke, at elektronisk publicering af bøger bliver en stor ting,« siger Ole Grünbaum, »Bookz.com handler om netværkselementet, netværkning af læsere, forfattere og ting fra gamle medier.«
»Hvad brugerne har brug for, er at kunne se en enkelt bog og sammenligne anmeldelser, artikler og oplysninger og evt. deltage i at producere dem. Desuden er der lagt op til, at forfatterne selv er aktive og endda selv tjener penge på at være aktive.«
Det er tanken, at der på Bookz.dk overføres penge til forfatterne, hver gang nogen klikker sig ind på deres stof, men salg af e-bøger bliver der ikke tale om.
»Der hvor e-bogen er mest interessant, er når bøger er udsolgt,« siger Grünbaum, »for da kunne man tilbyde et eksemplar som print on demand, eller man kunne lægge den ud som e-bog, f.eks. til halv pris. Det ville gøre forfatternes gamle bøger aktuelle igen.«
Den økonomiske model for Bookz.dk svarer stort set til konkurrenternes: Man vil leve af sponsorater, bannerannoncer og procenter af salg fra videreklik til boghandel.
Ejerne af Bookz.dk kommer til at hedde Ole Grünbaum, Ib Michael, Hanne Vibeke Holst og Arne Herløv Petersen, og holdet har indtil videre seks aviser med på et samarbejde.
Information, Aktuelt, Berlingske Tidende, Weekend-avisen, Ektra Bladet og Kristeligt Dagblad ser positivt på ideen om et fælles forum for anmeldelser.
»Jeg er ved at få en aftale med DR om streaming af lyd og video,« siger Ole Grünbaum, der håber at det lykkes at få også Politiken og Jyllands-Posten med på ideen.
At Politiken nu har egen bogportal, ser Grünbaum ikke at være som en hindring:
»Der kan sagtens være flere indgange til det samme. Det kan godt være, at man kan finde alt stoffet på et site andre steder, men det, der gør et netsted unikt, er den redaktionelle indsats, der ligger i valget af det,« siger Ole Grünbaum.

*Bogportalerne:
http://www.eforlag.dk
http://www.politiken.dk/boger

*Underportaler:
http://www.afsnitp.dk/
http://www.poesi.dk/
http://www.ildfisken.dk/

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu