Læsetid: 7 min.

Det brændte over hele kroppen

23. januar 2001

Den politiske fange Dursun Armutlu blev gennempryglet med jernstave, ydmyget og tortureret af sikkerhedsstyrkerne i de tyrkiske fængsler, da han blev overflyttet til et nyt F-type-fængsel lige før jul

Tortur
ISTANBUL – Dursun Armutlu trækker langsomt og med besvær sine strømper af og viser sine fødder. De er ikke bare blå, snarere sorte, som om huden er død på de hævede fødder, der ligner et stort sår.
De runde huller i den sorte læderhud stammer fra pigge på de jernstave, som gendarmerne slog hans fødder og ankler med, da han blev flyttet fra et fængsel i Adana til det nye F-type fængsel, som er et af de nye, højsikrede fængsler, som de politiske fanger frygter så meget.
Selvom det er fire dage siden, han blev løsladt under den generelle amnesti og mere end 14 dage siden, gendarmerne pryglede ham, kan han kun gå med stort besvær og støtte.
Tårene triller fra Informations udsendte, da hun rører ved hans fødder og hører hans historie, men selv er han helt udtryksløs, resigneret og alt for udmattet af en månedslang sultestrejke, opgøret med sikkerhedsstyrkerne, da de stormede fængslet, og overflytningen til Sincan-fængslet ved Ankara.
»Vi græder ikke. Vi er ikke engang lykkelige for, at Dursun er ude,« siger hans broder Ali, der er tilstede under interviewet, som foregår i den tyrkiske menneskerettighedsorganisation IHD’s lokaler.
»Vi forventer mange dødsfald efter sultestrejken og torturen. De kan dø hvert øjeblik, det skal være af. Vi er ikke sikre,« siger broderen.

Sultestrejke
Dursun Armutlus historie begynder den 2. november 1997, hvor han bliver fængslet og dømt for at være medlem af et kommunistisk/leninistisk parti og udføre handlinger mod statens sikkerhed.
Han bliver sat sammen med andre politiske fanger i en stor fællescelle i Ceyhan-fængslet uden for Adana i det syd-østlige Tyrkiet. Da de politiske fanger hører, at de skal flyttes til de nye F-type- fængsler, indleder de en sultestrejke i protest i november
De frygter, at de vil være lette ofre for overgreb i F-cellerne, hvor der kan være 1-3 fanger i hver. Om morgenen den 19. december stormer sikkerhedsstyrkerne fængslerne for at starte overflytningen af fanger og med myndighedernes ord redde dem fra at dø af deres sultestrejke og selvmord ved at sætte ild til sig selv.
»Klokken 4.50 kommer sikkerhedsstyrkerne til vores celle, hvor vi er 29 fanger. Vi troede, at de ville dræbe os, så for at beskytte os selv, barrikaderede vi vores celle med borde og senge. Politiet bad os om at stoppe og sagde, at de ville hjælpe os og tage os til lægen, men vi var bange og barrikaderede os yderligere. Vi råbte og krævede, at den offentlige anklager fra Ceyhan og fængselsdirektøren skulle komme. Men de sagde, at fra nu af var autoriteten deres, og at vi ikke kunne kræve noget.«
Tynd og skrøbelig som en KZ-fange efter 29-dages sultestrejke sidder Dursun og fortæller sin historie. Når tolken oversætter, stirrer han intenst på Informations udsendte. Han ligner en yngre, men hærget udgave af ministerpræsident Bülent Ecevit med sit buskede overskæg og de tynde stålbriller. Blikket er fast og vedholdende på trods af gentagne tics.
»Så smed de gas med peberlugt ind i rummet. Vi græd, og det brændte over hele kroppen. Bagefter smed de nervegas ind til os, så vi faldt ned på gulvet og ikke kunne bevæge os. Vi var som kyllinger, der har fået hugget hovedet af og endnu kæmper for at overleve.«
»Da vi kom til os selv igen, havde de fjernet vores barrikader. Vi holdt fast i hinandens arme og dannede en rundkreds. Vi ville ikke give op, men de slog på os med jernstænger med kroge på, og én efter en blev vi taget ud af cirklen med krogene. Vi var svage på grund af gassen. De tog os ud i det åbne rum og spulede os med meget hårdt vand. Så smed de os på jorden og trådte på os, mens de rev i vores hår. Det var frygteligt, nogle blødte fra hovedet. Efter det var der en korridor, hvor sikkerhedsstyrkerne stod langs væggene med metal og træstænger i hænderne. Vi skulle marchere ned gennem korridoren, imens slog de os med stængerne og rev i vores tøj og tog vores tegnebøger,« beretter Armultu med monoton stemmeføring og et vagtsomt, udtryksløst ansigt. Han må være omkring 40 år.
Derefter skal fangetransporten til det nye fængsel begynde, fortæller han. Fangerne bliver stuvet sammen i en lastbil, der skal køre dem til nye F-type fængsel Sincan ved Istanbul, en rejse som varer 11- 12 timer. Temperaturen er omkring nulpunktet det meste af vejen.
»Der var ingen luft i lastbilen, og vi var våde og havde gas på tøjet, som fik os til at hoste, så vi skulle have luft. Én slog ruden i lastbilen i stykker og brækkede hånden. Da vi kom til Sincan næste dag, skulle vi forlade lastbilen en efter en. Når en kom ud af bilen, hørte vi dem skrige. Selvom vi havde håndjern på, løftede de vores arme så højt op, at det var tortur. De tog mit tøj af. Jeg sagde, at jeg er revolutionist; det er imod min ære, mit liv. Så åbnede de min mund og begyndte at slå mine tænder. En gang så hårdt at jeg faldt ned på jorden og besvimede. Da jeg vågnede havde jeg kun min t-shirt og underbukser på. Så tog de mine fingeraftryk og spurgte hvorfor jeg modsatte mig. Jeg svarede, at jeg er revolutionær, jeg protesterer. Det sagde vi alle. Så tog de mig til lægen. Selvom jeg blødte fra hovedet og mine ben var blå og hævede fra slagene, spurgte han mig, om jeg havde nogle problemer? Jeg svarede, kan du da ikke se det? Så slog soldaterne mig igen og sagde, at jeg skulle svare på lægens spørgsmål.«

Tæsk i flere uger
Det næste Dursun Armutlu husker, er at komme ind i hans nye celle om natten uden lys.
»Jeg råbte: Er der nogen her? Og en svarede: Ja, jeg er her fra Cankaya-fængslet. Så fandt jeg sengen og sov i en til to dage. Mine ben og min ryg kunne jeg ikke mærke. Hver morgen råbte vagterne ’tælling’, så skulle vi gå ned i gården og blive talt op, men det modsatte vi os selvfølgelig. Så kom de og slog os, vi sagde nej, de slog os mere og tog os så ned i gården. Det var det samme hver dag i mere end to uger. Der var ingen varme i cellen, og jeg havde stadig kun min t-shirt på.«
»De ville tage os til lægen, fordi vi sultestrejkede, men det modsatte vi os. Så tog de os derned under tortur. Vi var helt isolerede og kunne ikke møde nogen overhovedet. Vi kunne ikke få opfyldt vores behov. Vi havde brug for et cafeteria og cigaretter, men det ville de ikke acceptere. De gav os kun sukker. «
Dursuns bror bryder ind og fortæller, at fangerne skulle betale for alt. Selv hvis de pårørende kom med tøj til fangerne, skulle de betale fangevogterne for deres eget tøj. Ifølge Dursuns bror havde gendarmerne taget fangernes tøj, fordi det var fyldt med nervegas og dermed bevismateriale.
Den 6. januar bliver Dursun Armultu løsladt på grund af den generelle amnesti, som regeringen iværksatte den 22. december for at halvere antallet af de godt 70.000 fanger i tyrkiske fængsler. Kun få politiske fanger blev omfattet af amnestien, men Dursun blev løsladt – tre måneder før hans dom udløb.
Efter løsladelsen er Dursun begyndt at spise igen, fortæller han, men han er deprimeret og bange.
»Jeg hører hele tiden døre smække, og hvis folk stiller mig et spørgsmål, spørger jeg dem igen, hvad sagde du?«

Revolutionære
Broderen Ali fortæller, at de har været revolutionære i familien siden 1980’erne og været fængslet i mange omgange. De var med til at starte IHD – den tyrkiske menneskerettighedsorganisation i 1986 – og er blevet fængslet og tortureret for det.
»Vi er ikke sikre i Tyrkiet. Familien har været under anklage siden 1980’erne, og vi kan blive dræbt hvert øjeblik.«
Dursun spørger selv, om Informations udsendte vil se hans fødder. Jeg spørger, om jeg skal anonymisere ham i artiklen, men det vil han ikke have. »Vi har ikke noget at miste. Det vigtigste er, at verden får det at vide.

FAKTA
Fængsler
I december var der 70.000 fanger i tyrkiske fængsler. Heraf er 12.000 politiske fanger, hvoraf halvdelen er fængslet for relationer med PKK. Der er godt 1.000 fanger, der tilhører ekstreme venstrefløjsorganisationer. Den 22. december vedtog regeringen en amnesti, som betyder, at godt halvdelen af alle fanger nu er blevet løsladt – hovedsagligt de kriminelle fanger. Den nye fængselsreform blev vedtaget i 1991, men det er først nu, at de nye fængsler er færdige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her