Læsetid: 2 min.

Brændte skibe

26. januar 2001

(2. sektion)

Nedslag
I 1942 UDKOM Mannen utan väg, en skelsættende digtsamling i svensk litteratur. Med sine sprængte sonetter og et dissonantisk billedsprog, der åbner en vej mod et indre landskab af tidstypisk kaos, står den som det særlige, 2. gennembrud af modernistisk poesi i Sverige. Forfatteren, Erik Lindegren (1910-1968), var da ikke meget for at vedkende sig sin lyriske debut, Posthum ungdom fra 1935. Den er da også et indbegreb af træt tradition med sine sonetter, bevidst dekadent og aristokratisk, som den rammende titel signalerer.
Det er jo ikke ualmindeligt, at man skutter sig lidt ved gensyn med ungdommelige dagbøger og våndefulde lyriske øvelser. Digterne er fristet til at fraskrive sig deres letsindige udgivelser. Johannes V. Jensen var som bekendt ikke sig selv bekendt som dekadent – for nu at sige det med rim – og ville gerne skubbe sine første romaner over på den syndsbevidste Johannes Jørgensen.
Ivan Malinowski (1926-89) gik på jagt i bogkasser og antikvariater for at opspore og destruere sine to første digtsamlinger, Ting (1945) og De tabte slag (1947), skønt de heller ikke er tossede, men måske nok så tæt på fyrtiotalisterne, som han til gengæld var en af de første i Danmark til at lade sig inspirere af.

ELLERS VAR VI med få undtagelser alt for længe fikseret af rim og remse, patos og underlig idealisme. Det gælder også Ole Wivel, som heller ikke er meget for sine tidlige digte. Ved et held fandt jeg engang hans Udvalgte digte fra 1942, ligesom jeg reddede Malinowskis to bøger fra undergangen og nu forleden stak Lindegrens posthume ungdom til mig for en flad femmer, inden den blev kørt fra bogudsalgets sidste antikvariske dag til forbrændingsovnen.
Wivel kasserede allerede med sit udvalg tre tidlige manuskripter og har siden fortrængt også det, forståeligt nok, da det oser af lyrismer og heroisk, aristokratisk forførelse i sonetform og det hele, af den slags man er eller i hvert fald var genegen til som yngling. Jørgen Hunosøe har i tidsskriftet Nordica bebrejdet Wivel, at han i sine Erindringer ikke går vidt nok i tilståelsen af det vildspor, som nu enhver kan se havde visse ligheder med en totalitær ideologi. Erindringer er imidlertid ikke kun sandhed, men også ny digtning. Gennembrændt af erfaring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu