(2. sektion)
Mennesket er menneskets glæde, hed det i Hjardemål. Den sandhed bekræftes af tv, når det er bedst
Fjernsyn
Forgangne lørdag just efter mørkets frembrud fandt os på vandring ad Nørrevold langs Ørstedsparkens gitterværk i retning mod H.C. Andersens Boulevard. Ved Jarmers Plads drejede vi ind på den lille ditto foran Kreditforeningen Danmarks kasse af en kontorbygning. I det nyfødte mørke, med det stærke modlys fra den larmende trafik på boulevarden, var vi nær snublet over den høje kant i overgangen fra brolægning til fliser. Vi famlede os frem mellem stenbænke og kom uden om den lille stupide plantage, der mest af alt, om end sans comparaison, minder om The Garden of Exile i arkitekten Daniel Libeskinds jødiske museum i Berlin. Ad en jerntrappe lykkedes det os med lemmerne i hele former at nå ned på fortovet langs boulevarden, ad hvilket vi lettede fortsatte vor vandring.
Denne lille, arkitektfortænkte plads i randen af city oplevede jeg spontant som en byplanmæssig misforståelse. Stor var derfor min forventning, da jeg allerede søndag eftermiddag løb ind i et program på DR1 om netop byplanlægning, »Livet mellem husene«, af instruktøren Lars Mortensen og arkitekten og byplanlæggeren Jan Gehl. Og jeg kan jo ikke sige, at jeg blev skuffet, da programmet hen ad vejen fremhævede netop den lille plads ved kreditforeningskassen som eksempel på misforstået byplanlægning.
Programmet handlede om byrum, og det havde en høj kvalitet i sin tiltrækkende blanding af underholdning og pædagogik. Vi blev mindet om, at vi er gå-dyr, beregnet til at bevæge os langsomt. Det er meningsløst at flytte sig med 50 km i timen i områder, der oprindelig er tiltænkt vores oldgamle kadence. Og vi betragter omverdenen i bredformat og i øjenhøjde. Derfor skal der være noget behageligt at se på, når vi bevæger os mellem husene i vores luntetrav på små fem km i timen. Desuden er vi jo sociale dyr, der generelt gerne vil være sammen med vore medskabninger. Eller, som den kvindelige speaker citerede det gamle Hjardemål for: »Mennesket er menneskets glæde.«
Ørkenvandring
Det er interessant at lære, at fordi en klassisk nordisk by som Dragør består af lave huse med skrå tage, så »løftes« selv stærkere vinde op over byen og efterlader dens små gader og gårde i et solvarmet vindstille. Det generelle klima inde i Dragør, i forhold til det på markerne udenfor, kunne berettige en beliggenhed flere hundrede kilometer længere mod syd. Omvendt skaber højhuse i selv lette briser undertryk og hvirvelvinde på gadeniveau. Studér selv en dag den lille krog ved Arne Jacobsens SAS-hotel på Vesterbrogade, lige over for Frihedsstøtten. Der står næsten altid en hvirvel af papiraffald og kører rundt og næsten altid med uret.
Der skal være noget behageligt at se på for at undgå den øde by, den døde by, den utrygge by. Behagelige facader i kanten af byrummene, som for eksempel i Den Gamle Stad i Stockholm, har femogtyve forskellige funktioner for hver éthundrede meter. Det er den korte facaderytme, i modsætning til det Jan Gehl kalder det trættende længdeperspektiv, som man oplever i de livløse kontorlandskaber og langs soklerne af nutidens højhusbyggeri. Prøv selv at foretage en ørkenvandring midt i København gennem den detaljeløse Nyropsgade der, som navnet siger, ikke er opkaldt efter nogen statsminister, men efter rådhusarkitekten, der ellers nok viste sans for detaljer.
Måden, vi indretter vores byer på, er udtryk for de måder, vi behandler hinanden på. Den kan dog også opfattes som udtryk for, hvordan beslutningstagerne behandler os i deres gustne overlæg og økonomidikterede prioriteringer. Så dette er med hilsen til Inger Christensen, der i digtsamlingen det skrev: »Et samfund kan være så stenet/ At alt er en eneste blok/Og indbyggermassen så benet/At livet er gået i chok/Og hjertet er helt i skygge/Og hjertet er næsten hørt op/Til nogen begynder at bygge/En by der er blød som en krop.«
Grænseland
Dele af »Livet mellem husene« gav mig længsel tilbage eller frem mod sommerens København, som jeg er dybt forelsket i. Programmet fortjente en bedre placering end en søndag middag. Men måske var det allerede en genudsendelse, som en senere udsendelse samme dag, »Grænseland«, var det, uden at det kunne tydes af tv-programmerne. Ved en opringning til TV-byen smuttede det ud, at man på grund af klager over den megen genbrug iblandt vælger at fortie, at en udsendelse har været sendt før. Det er efter min mening dårlig forbrugervejledning med indbygget boomerangeffekt.
Ikke desto mindre anbefaler jeg, ved gen- eller selvsyn, at følge med i »Grænseland«, hvoraf denne uges blot var det første af ti. Det handlede om kunsten at nyde eller om blokeringer for evnen til det samme, hvortil en række gode hoveder ydede hver deres mere eller mindre nydelsesværdige bidrag under overopsyn af Synne Garff. Klaus Rifbjerg tog stikket hjem ved straks i højt humør at erklære: »Vorherre har bestemt, at det (nydelsen) er den måde, vi fortsætter på. Han har sat et stort blåt stempel på lysten og sagt: Dér er den! Dét er min bedste opfindelse!«.
Jeg vidste ikke, hvem der havde opfundet Hillary Rodham Clinton, indtil jeg så Udefras portræt af hende onsdag aften baseret på et BBC-program. Derefter stod det klart, at det har hun selv. Tyge Pedersen mente det ikke morsomt, da han sagde, at det er evident, hvem der har haft bukserne på de sidste otte år i Det Hvide Hus, selv om hun officielt har stået i skyggen af Bill. Nu vender billedet, og nu er det hendes tur. Mange vil se hende tilbage i Det Hvide Hus, denne gang i det ovale værelse. Ligeså mange hader hende. Hvis der er balance mellem de to lejre har hun ikke en chance, ikke så længe der er majoritet af mandlige dommere i højesteret.
