Læsetid: 4 min.

Congos kviksand

18. januar 2001

Den mineralrige undergrund og magtsyge politikere er storriget Congos forbandelse – udsigten for tiden efter Kabila lyder derfor på mere krig, kaos og korruption

Håbet var lysegrønt den dag i maj 1997, da Laurent-Désiré Kabila udråbte sig selv til præsident efter at have styrtet den forhadte diktator gennem 32 år, Mobuto Sese Seko.
Kabila viste sig dog hurtig at være diktatorisk og korrupt. Nu hvor han tilsyneladende er ude af billedet, kan man fristes til igen at nære håb om en bedre fremtid for de ca. 50 millioner, hårdtprøvede congolesere. Desværre tilsiger erfaringen pessimisme.
»Der er én stor taber i den her krig, og det er civilbefolkningen. For eksempel er antallet af mødre, som dør under barsel, steget til abnorme højder. Med den nyeste udvikling i Kinshasa kan situationen nemt blive endnu værre,« fortæller lederen af Læger Uden Grænsers kontor i Goma i det østlige Congo, Erna van Goor, til Information.
Hun beskriver, hvordan befolkningen lider under mangel på medicin og mad. Tallene taler da også sit tydelige sprog: Ifølge en undersøgelse foretaget af International Rescue Committee er mere end 1,7 millioner døde som direkte eller indirekte følge af krigen. Ifølge andre kilder er op mod to millioner drevet på flugt.
Eliten i Den Demokratiske Republik Congo har hidtil ikke været synderligt bekymrede over borgernes lidelser. I går begyndte en kamp om magten i landets hovedstad Kinshasa. I første omgang kom Kabilas søn Joseph sejrrig ud som ny leder af regeringen og militæret. Men om Joseph eller faderen eller nogle helt andre i Kabilas inderkreds kommer til fadet, så vil befolkningen næppe foreløbig slippe ud af elendigheden, og fredsduer vil fortsat være jaget vildt.

Siden 2. august 1998 har der været en konflikt i Congo, som med vanlig amerikansk sans for overdrivelse af udenrigsminister Madeleine Albright er blevet udråbt til »Afrikas Første Verdenskrig.«
Krigen påvirker langt fra hele Afrika, men den har meget stor regional betydning i den centrale og sydlige del af kontinentet med Congo, Angola, Namibia, Zimbabwe, Uganda og Rwanda militært involveret. Hertil kommer, for at forplumre billedet yderligere, en stribe oprørsbevægelser i det østlige Congo.
Virvaret af aktører har to hovedinteresser. Den primære er at spinde guld på Congos naturressourcer. Landet er rigt forsynet med enorme mineralressourcer i form af guld, sølv, diamanter, kobolt, zink og uran. Mineraler og tømmer bliver nu udført i store mængder fra Congo til glæde for den politiske og militære elite i de involverede lande.
Et eksempel beskriver avisen New Vision i Uganda: Officerer fra Ugandas hær får stjålet biler i hovedstaden Kampala – sender dem på transportfly til det østlige Congo – bruger dem som betaling for råvarer – og sender transportflyene retur til Kampala fyldt med »tømmer, kaffe og mange andre ting.«
Konflikten har på den baggrund fået øgenavnet ’berigelseskrigen’, og netop denne trang til at rage til sig er helt afgørende for at forstå, hvorfor fattige lande bruger deres sparsomme midler til at bekæmpe hinanden.

Den primære politiske årsag til krigen, som kun har meget spagfærdige ideologiske undertoner, er, at Congos naboer og genboer vil knuse deres egen væbnede opposition. Angolas regering, som støttes af Namibia, vil forhindre oprørsbevægelsen UNITA i at bruge Congo som base for nålestiks-
aktioner ind i Angola. Rwanda og Uganda vil forhindre hutu-militser i at operere fra det østlige Congo.
Sikkerhedspolitisk gælder det også, at Rwandas regering har en klar interessere i at holde hæren selvfinansieret ved det store tag-selv-bord i Congo, så hæren ikke laver ballade på hjemmefronten. Zimbabwe har ingen sikkerhedspolitisk interesse. Dets motiv er præsident Mugabes stormagtpolitiske ambitioner og griskhed.
Summa summarum har de involverede særdeles gode grunde til at holde konflikten i live. Og det nuværende magttomrum i Kinshasa kan meget vel forværre situationen, fordi det vil opmuntre oprørsstyrkerne til nye angreb. FN’s planlagte fredsbevarende mission på 5.000 soldater og 537 observatører vil længe endnu stå som et fata morgana.
Og måske godt det samme. Styrkens størrelse vil gøre den lidet bevendt i et land, som er 133 gange større end Danmark. Sammenlignet på geografien vil det svare til, at man havde sendt 24 fredsbevarende soldater til Kosovo.

Udlandets rolle i konflikten i Congo er lidet flatterende. Under Den Kolde Krig holdt Vesten hånden over Mobuto og ydede ham sågar både bistands- og militærhjælp. Efter 1990 og indtil nu har man mere eller mindre passivt set til, mens landet synker i grus.
I de senere år har USA til dels beskyttet Kabila for indirekte at støtte regeringen i Angola, der efter Mellemøsten er USA’s største olieleverandør. Et andet vigtigt land, Storbritannien, har fordømt Kabilas styre samtidig med, at man har leveret våben til Kabilas allierede Zimbabwe.
Baseret mest af alt på ønsketænkning kan man nu håbe, at store lande som USA, Frankrig og Storbritannien vil holde sig tilbage med våbensalg. Den tidligere koloniherre Belgien vil gribe ind over for salg af de såkaldte bloddiamanter i Antwerpen.
Og sidst men ikke mindst, at internationale donorer og herunder Danmark bruger nedskæringer i bistanden som pressionsmiddel i forhold til at få standset udstationeringen af soldater fra Uganda, Rwanda og Zimbabwe.
Forskergruppen International Crisis Group skrev i en rapport i december i fjor:
»Fast besluttede på at stoppe kampene lagde verdenslederne pres på krigens parter og tvang dem til at underskrive fredsaftalen (Aftale indgået i Lusaka i 1999 og brudt lige siden, red.).
Aftalen passede fint til USA’s forkærlighed for ’afrikanske løsninger på afrikanske konflikter’. Men begrænsningerne i denne politik er nu klar. I øjeblikket er der ingen af de krigsførende parter, der kan slippe ud af det congolesiske mareridt uden hjælp.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu