Læsetid: 2 min.

Danmark i harmoni før sommer

18. januar 2001

Efter mange års ventetid skal befolkningen tage stilling til en strategi for bæredygtig udvikling på to måneder

Det længe ventede arbejde med en dansk plan for bæredygtig udvikling er nu sat i gang.
Befolkningen får to måneder i foråret til at give sin mening til kende, før planen skal vedtages i regeringen og offentliggøres på Verdensmiljødagen den 6. juni.
»Med den nuværende tidsplan kan det blive svært at sikre folkelig deltagelse,« siger direktør Gunver Bennkou, Danmarks Naturfredningsforening.
Også Steen Puggaard, der er projektleder for DanmarksDeklarationen, et udspil fra græsrødder og miljø- og udviklingsorganisationer, er bekymret over den korte frist efter så mange års afventen: »Jeg håber, at udspillet fra regeringen til marts bliver åbent og debatskabende. Hvis befolkningen skal mobiliseres til en bred og dybtgående debat om vejen mod et bæredygtigt samfund, må man angive, at der er flere veje at vælge imellem,« siger han.

Afkobling
Regeringen har lagt sig fast på, at væksten i økonomien fortsat skal betragtes som et generelt gode. Og den sociale side af en bæredygtig samfundsudvikling kommer planen ikke til at handle om.
Især vil planen lægge vægt på, hvodan den økonomiske vækst kan ’afkobles’ fra vækst i forbruget af ressourcer (energi, råstoffer osv.) og fra voksende belastning af miljøet.
I elleve ministerier skriver de ansatte forhåbentlig allerede »så pennen gløder« siger Helle Pilsgaard i Miljøstyrelsen. Hun er sekretariatsleder for projektet.
Ministerierne er Stats-, Udenrigs-, Økonomi, Finans-, Miljø- og Energi-, Erhvervs-, Skatte-, Fødevare-, Trafik-, Sundheds- og By- og Boligministeriet.
Planen skal være »et kortfattet politisk dokument« på 30-40 sider. Når udkastet er færdigt i begyndelsen af marts, vil regeringen afholde »en eller flere folkehøringer med deltagelse af de relevante ministre«.

National forpligtelse
Det er på høje tid, at den danske regering kommer i gang, mener Danmarks Naturfredningsforening. Den nationale strategi er en FN-forpligtelse, Danmark tilsluttede sig for tre år siden i New York. Den skal fremlægges på verdenstopmødet i Sydafrika næste år.
»EU’s plan for strategi for bæredygtig udvikling ffremlægges på topmødet i Göteborg til sommer, og den danske regering vil stå som sorteper, hvis det danske arbejde ikke kom i gang nu,« påpeger Gunver Bennekou.
Planen skal indeholde konkrete mål, som kan måles og tage stilling til stigningen i biltrafikken, landbrugets fortsatte udslip, det stigende antal kemikalier og den fortsatte forarmelse af den danske natur, mener hun.
»Vi kan kun løse problemerne i Danmark i fremtiden, hvis miljøhensyn kommer med ind i beslutningerne overalt i samfundet,« siger miljø- og energiminister Svend Auken til Information.

Sektorpræget
Netop derfor er Steen Puggaard bekymret over, at man ikke tager det sociale med: »Det er ikke nok at samle bidragene med clips. Der skal tænkes i helheder,« siger han. Udspillet virker lovlig sektorpræget, mener han.
Miljøstyrelsen har inviteret de folkelige organisationer til møde den 25. januar.
»Integration af bæredygtig udvikling i hver enkelt sektor (politik-område) er et vigtigt punkt i arbejdet,« forsikrer Helle Pilsgaard. Det gælder både landbruget, fiskeriet, transporten, energien, skovene, industri-, handels- og serviceerhverv og måske turismen, siger hun.
Den voksende trafik i netværssamfundet og den voksende mængde affald i forbrugersamfundet hører til de vanskeligste »sektor«-problemer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her