Læsetid: 6 min.

Debat-import, ja tak

6. januar 2001

Skal man følge den litterære debat i Danmark må man læse tidsskrifter. Her lever den, men mest som import-vare

Tidsskrifter
I lederen til Kritik 148 undrer redaktørerne Frederik Stjernfelt og Isak Winkel Holm sig over diskrepansen mellem på den ene side avisernes stadig mere voldsomme kritikerfejder og på den anden side humanioras mangel på samme.
Hvor det gennem de seneste år er blevet almindeligt, at en dagbladsanmelder forholder sig kritisk – for ikke at sige kritiserende – til sine kollegers gerninger, da er det blevet stadigt mere sjældent, at universitetsansatte litterater blander sig i hinandens gøren og laden.
Tidligere tiders grænsestridigheder mellem litteraturhistorikere og formalister, dekonstruktivister og strukturalister o.s.v. er i dag afløst af en sær våbenhvile, hvor man simpelthen ignorerer modsatte synspunkter. Men måske denne pluralistiske idyl i virkeligheden dækker over, at det litterære felt, hvor den slags akademiske territorialkampe tidligere udspillede sig, i dag er forsvundet. De to redaktører giver ikke noget svar på, hvad det er, der er sket med det litterære felt, men de pointerer til gengæld, at polemikker, som dem man støder på i avisernes kultursider, grundlæggende beror på et fællesskab og en fælles reference-ramme. Hvilket i sig selv er positivt. Når anmeldere og andet godtfolk kan blive så rygende uenige om f.eks. Per Aage Brandts oversættelse af prins Henriks digtsamling, så skyldes det jo, at de forholder sig til én og samme bog.
Det største problem ved anmelderpolemikken er imidlertid, at den fortaber sig i personstridigheder og idiosynkrasier i stedet for at angå mere almene spørgsmål. Hvem vil om 10 år interessere sig for Carsten Jensens beskyldning om, at Lars Bukdahl og Erik Skyum Nielsen er æggemadsanmeldere? Eller Marianne Stidsens tirader mod den angivelige fæno-rindalist Niels Lyngsø?

Debatimport
Nej, hvis man vil have en ordentlig litterær debat i dagens Danmark, er man nødt til at importere den. Enten fra udlandet eller fra fortiden. Det har man valgt at gøre i to andre tidsskrifter, nemlig Passage nr. 36 og Den blå port nr. 53.
I Passage (red. Peter Nielsen m.fl.) handler det – blandt andet – om den herhjemme ret ukendte jugoslaviske forfatter Danilo Kis, som vakte stor harme blandt sit hjemlands litterater, da han i 1976 udgav romanen En grav til Boris Davidovic. Furoren skyldtes ikke blot, at bogen handlede om Jugoslaviens stalinistiske fortid, som Tito mente at have afskaffet pr. dekret, og som der ikke skulle rodes op, men også at Kis med sin roman introducerede en ny Borges-inspireret postmodernistisk prosa, der lod hånt om det krav til originalitet, de jugoslaviske modernister ellers helligholdt.
De tekster af Kis, der her præsenteres, reflekterer over og fortsætter den litteraturstrid, romanen affødte. Det handler altså ikke så meget om en forfatter imod et totalitært kommunistisk system som om et litterært skisma, der indtrådte i de fleste europæiske litteraturer i efterkrigstiden, men altså særlig voldsomt på Balkan. Hvad En grav til Boris Davidovic ellers er for en roman, må man på biblioteket for at finde
ud af.

Ny fransk poetik
Næste bud på en litterær debat importeret udefra er Den blå ports poetologiske stridskrift Den lyriske mekanik, forfattet af de to franske digtere Olivier Cadiot og
Pierre Alferi. Sammen med en artikel af Carsten Sestoft bekræfter de to poeters essay det indtryk, den frankofile lyriklæser måske allerede har: Nemlig at poesien i Baudelaire og Mallarmés hjemland har skrantet i årevis.
Spørger man ellers nok så belæste franskmænd om, hvilke lyrikere de regner med i dag, bliver svaret som regel nølende. De to essays forklaring på poesiens ekstreme marginalisering i Frankrig er delikat læsning for folk, som interesserer sig for avantgardebegrebet. For det første har surrealismens mesalliance med besættelsestidens engagerede litteratur betydet, at al senere ny poesi har måttet distancere sig fra netop surrealismen. Ligesom der i det 19. århundrede skulle en Mallarmé til at udviske Victor Hugos signatur fra det franske vers, skal der en kraftpræstation til at overskride surrealismens horisont. Men mere overraskende er det måske at læse, at den voldsomme litteraturteoretiske aktivitet i 60’erne og 70’ernes Frankrig, inkarneret i tidsskriftet TelQuel, yderligere kom til at marginalisere poesien til fordel for prosaen omkring og efter den ny roman. For ny fransk prosa skorter det skam ikke på.
Besynderligt nok overtager Cadiot og Alferi TelQuels forcerede og hyperintellektuelle skrivestil, og det kræver mere en én gennemlæsning at finde ud af, hvad de egentlig mener med deres begreb om Uidentificerede Verbale Objekter, og hvorfor deres anbefaling af cut-up og sampling skulle adskille sig fra andre avantgardeteknikker.
Ellers er der ikke rigtigt noget, der har kritisk brod i Den blå port, hvilket måske just er meningen. Der er simpelthen for mange bidrag på for få og små sider til at kunne rykke rent kritisk. Den blå port foretrækker tydeligvis at traktere sine læsere med små delikate appetizers frem for at mætte den litterære sult med egentlige hovedretter. Opskriften hedder Rilke,
Johs. V. Jensen, Peter Laugesen, Else Tranberg Hansen og andre. Foruden selvfølgelig det helt nye: Harald Voetmann Christensen og pseudonymet Vor Frue. Endelig er der et par ret uinteressante breve af Borroughs om hans problemer med at få en ordentlig baghyler i København. Det må vist være for fans.

Auerbach genlæst
Også Kritik har mange bidrag, og de varierer fra det rent skønlitterære (Jens Martin Eriksens vellykkede Højtlæsning for dværge) til to forelæsninger om litteraturhistorikeren Erich Auerbach. Næppe noget litteraturvidenskabeligt værk gør sig mere fortjent til titlen som klassiker end Auerbachs Mimesis, der i snart et halvt århundrede har været fast pensum for alverdens litteraturstuderende.
Det sjove er imidlertid, at Auerbachs historistiske metode lige fra bogens udgivelse har været betragtet som gammeldags, ja nærmest forældet. Martin Møller foredrager her om radikaliteten i
Auerbachs historisme, og giver et historisk bud på, hvorfor netop den historiske metode med al dens lærdom måtte vige til fordel for mere manøvredygtige formalistiske metoder. Historicisme viste sig i længden uforenelig med masseuniversitetets metode, pædagogik og ideologi, alt imens navnlig nykritikkens insisteren på det enkelte værks autonomi måtte fremstå dejlig praktisk.
Såvidt de mest debatterende artikler i de tre tidsskrifter. Dertil kommer foruden et større antal artikler, som ikke skal nævnes her, endnu et langt og godt retrospektivt interview med Per Højholt. Egentlig drejer det sig om to interviews: Nemlig en af det gamle forfatterforlag Arenas såkaldte tårnsamtaler fra 1976 med Jens Smærup Sørensen som sparringspartner, og et fra 1999 med Christian Dorph og Lars Bukdahl som spørgsmålstegnets forvaltere.
Men når man nu sidder med de tre tidsskrifter foran sig, kan man ikke lade være med at undre sig over, at de er så ens. Alle tre foretrækker den essayistiske stil fremfor den tørt videnskabelige, alle tre giver plads til rent skønlitterære tekster. Der er selvfølgelig forskelle i prioritering og format, men alligevel. Tendensen er, at de konvergerer mod det samme omnibus-ideal. Den pluralisme, Kritik-redaktørerne med rette langede ud efter, viser sig således netop at være de litterære tidsskrifters achilleshæl. Den megen plads til forskel ender paradokasalt nok i forskelsløshed.

*Kritik 148. 33. årgang. Red.: Frederik Stjernfelt og Isak Winkel Holm. Udkommer med seks numre årligt. Løssalg pr nummer 100 kr. Gyldendal

*Passage nr. 36. Red.: Peter Nielsen m. fl. Udkommer med tre numre årligt. Løssalg 90 kr. Aarhus Universitet

*Den blå port nr. 53. Red.: Mette Moestrup og Niels Lyngsø. Udkommer med fire numre årligt. Løssalg 98 kr Forlaget Rhodos

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu