Læsetid: 5 min.

Digterpilotens hustru

17. januar 2001

Consuelo de Saint-Exupérys skildring af sit stormfulde ægteskab med den franske forfatter har egne litterære kvaliteter

Ny bog
Den franske digter og pilot, Antoine de Saint-Exupéry, ham som skrev Den lille prins, havde en bemærkelsesværdig kone. Hun hed Consuelo, blev født i Venezuela i 1901, men var da parret mødtes en del af det parisiske kunstnermiljø: Historiefortællerske, skulptør og kendt for sin skønhed. Da hun døde i 1979 efterlod hun en kuffert med manuskriptet Rosens Erindringer, som er beretningen om ægteskabet.
Og hun kan sandelig berette, den Consuelo. Hendes erindringsbog hører ikke hjemme i afdelingen for forfatterbiografiske kuriosa, men er et litterært værk i sig selv. Hun citerer ægtemanden for denne kompliment:
»De er en stor digter, Consuelo. Hvis De ville, kunne De blive en langt bedre forfatter end deres mand.«

Kærlighedens kåbe
Men Consuelo blev ikke forfatter. Hun blev i stedet forfatterkone, pilotkone, krigerkone. Blandt sydfranske kirsebærblomster, parisisk natteliv, nordafrikansk ørkensand og mondæne cocktails i New York. Kone til en mand der dukkede op og forsvandt som det passede ham.
Som titlen lyder på et af bogens kapitler: »At være gift med en pilot er et arbejde. At være gift med en forfatter et martyrium.«
Consuelos livsopgave bliver at skabe et rum, som hendes mand kan skabe i. Hun bruger sine kreative evner til at indrette Saint-Exupérys arbejdsværelser: Tapetsere dem, møblere dem, fylde dem med portvin og pebermyntepastiller. Da han slutteligt drager i krig for aldrig at vende tilbage, beder han Consuelo om at væve ham en beskyttende kåbe af sin kærlighed. Og det er sådan set det hun hele tiden har gjort: Pakket ham ind i omsorg, forsynet ham med det livmoderlige rum, som hans værker har kunnet vokse i.
Ikke fordi Consuelo er en pæn lille husmor, der bare går og hygger om sin mand. Næ, forholdet er stormfuldt og bygger i høj grad på »tårer, champagne, løgne og utroskab.« I de sidste år af ægteskabet bor mand og kone hver for sig, men ender alligevel med jævne mellemrum i samme seng.

Kærlighed på skrift
Det ser ud til, at skriften har været dette ægteskabs medium fra først til sidst. Ganske vist dukker Saint Exupéry op i Consuelos liv som et massivt materielt nærvær: En kæmpe mand på to meter og 120 kilo passer hende op til et selskab i San Salvador og insisterer stædigt på at få hende med op at flyve – og siden på at gifte sig med hende.
Men lige fra starten er dette overvældende materielle nærvær blandet op med skrift: Lange smægtende kærlighedsbreve, som digterpiloten skriver til Consuelo, mens han blot befinder sig på en eller anden bar nogle hundrede meter fra hende.
Det er kærlighed i bedste troubadour-stil – og det kan derfor ikke overraske, at denne kærlighed ikke tåler den elskedes hengivelse og nærvær; så snart Consuelo ikke er ridderens skønne dame længere, men en hustru der venter derhjemme, begiver Saint Exupéry sig ud på nye togter, heriblandt amourøse. Men adskillelsen, fraværet, savnet føder nye smægtende breve, ny kærlighedslængsel, og således varer forholdet ved til Exupérys død i 1944. To elskende der egentlig ikke kan elske hinanden, kun længes efter hinanden.

’Jeg var også Deres mor’
Det perspektivrige ved bogen er, at dets ægteskabsskildring er en billedstærk gennemskrivning af nogle arketyper i vores kønskultur:
Manden på himmelflugt, kvinden der venter. Manden der skaber, kvinden der skaber rum for hans skabelse. Manden der fører sin dialog med stjernerne; kvinden der fører sin dialog med manden. Manden som en kæmpe og kvinden som en lille pige. Manden som et stort barn og kvinden som mor:
»Hvert minut sansede jeg, hvordan De pløjede Dem vej gennem vandmasserne, for De befandt Dem slet ikke dernede under vandet, men inden i mig, nede under mit hjerte, dybt i mit indre. Jo, De havde ret, Tonio – jeg var også Deres mor.«
Det er først mod slutningen, at Consuelo således henvender sig i anden person til ægtemanden (skiftevis med ’du’ og ’De’!), ellers omtales han i tredje person, men med skiftende benævnelser: Tonio, min mand, Saint-Ex.
Af og til serverer hun historierne om sig og Saint Ex ved at citere tredjemand, og i et enkelt kapitel lader hun Tonio selv komme til orde og fortælle om dengang han næsten druknede. Alt sammen litterære tricks der vidner om hendes evner som historiefortællerske.
Bogstavelig talt

Det påfaldende ved Consuelos skildring af sit ægteskab, og noget af det der giver den litterær kvalitet, er bogstaveliggørelsen (eller kropsliggørelsen...) af passionens billeder: Saint-Exupérys himmelflugt og dialog med stjernerne er ganske konkret; hans passion for dristige flyveture er ubetvingelig. Hans kaotiske indre bliver en fysisk realitet, da hans indvolde rodes rundt ved en flyulykke; ved samme lejlighed ommøbleres hans ansigt, så det ene øje sidder i panden og det andet hænger på kinden – en slags kropsliggjort Picasso-maleri.
Ægtefællernes stormfulde forhold præges af de helt konkrete storme, der raser på hans færd, og når Consuelo oplever sin kærlighed som ’jordskælv’, er det med begge ben solidt plantet i hendes skælvende mellemamerikanske fødejord.
Da krigen i 1940 er kommet til Frankrig og Tonio fløjet til New York, vælger Consuelo bogstavelig talt at leve på en sten: Hun slutter sig til et idealistisk billedhuggerkollektiv, som vil »organisere en modstand i de tavse sten.« Og endelig, da Saint Exupéry er »under hendes hjerte«, som badet i fostervand, er han virkelig sunket ned i vandet.
Man får tanken, at det er et forsonende billede på hans forestående død. Og man bliver under alle omstændigheder rørt.
Consuelos evne til at skabe/ genoplive/ udleve stærke billeder følges med en mytisk klarhed i fremstillingen. Helt skarpt fremtræder kapitlet »Jordskælv«, hvor hun i lysets og genopstandelsens tegn skildrer den mærkværdige Atlanterhavsfærd, som skulle have været hendes endelige afrejse fra Saint-Exupéry.
Tonios og Consuelos kærlighedsbreve kunne ikke skabe et ægteskab. Men Consuelos erindringsbog levendegør ægteskabets forlis. Med en billedstærk og usentimental klarhed.

*Consuelo de Saint-Exupéry: Rosens Erindringer. Glimrende oversat af Birgit Schlifer. 268 s., ill., 295 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu