Læsetid: 4 min.

Disney på Pompidou

2. januar 2001

I Paris kan man netop nu se en tidstypisk udstilling, der sætter fingeren på pulsen af det delikate og højst problematiske forhold mellem kunst og underholdning

Udstilling
Tre italienske piger stiller på skift op til fotografering. Optrinnet foregår ikke i Disneyland, men på Centre Pompidou i Paris, og det er ikke Mickey Mouse de skiftevis står ved siden af med et smørret grin, men Takashi Murakamis skulptur My lonesome Cow-boy.
Den ensomme kodreng er en manga-lignende yngling med gult hår, grønne øjne og lyserød krop ikke alene i imponerende erektion, men i nærmest jublende ejakulation. Han skræver ved siden af sit kvindelige mangasidestykke, der orangehåret hopper i sjippetov i mælken fra sine ballonbabser, midt i tema-udstillingen »Au-delà du spectacle«. En udstilling, der forsøgsvis kan oversættes til ’Hinsides forestillingen’, sætter tidstypisk fingeren på pulsen af det delikate og højst problematiske forhold mellem kunsten og underholdningsbranchen. Og det sker i et lige så tidstypisk spændingsfelt mellem utopier og ideologier fra de 60’ere, i hvilke de fleste af de udstillende kunstnerne er vokset op, og det totale underholdningssammensurium verden tager sig ud til at være ved starten af det ny årtusind.
»Life is a stage« – eller hvordan er det nu, det er?

Provins-tivoli
I en vis forstand er udstillingen ikke særlig vellykket. Det er mildest talt svært at leve op til effektiviteten i et Disneyland. Værkerne stritter i alle retninger i en aldrig afgjort balance mellem dyb fascination af underholdningsbranchens virkemidler og kritik af dem. I dagslys tager det hele sig ud som et omrejsende tivoli ved daggry.
I Charles Rays kejtede karrusel Revolution Counter Revolution drejer hestene sørgmodigt baglæns, Leigh Bowerys glitrende dragter Ruined Clothes hænger som forladte hamme på væggene. Martin Kippenbergers Discobombs synes at være faldet ned fra loftet og de forskellige video-’forlystelser’ skriger øredøvende mod hinanden fra hver sin bås rundt om en transmission fra Warhols begravelse. Cindy Shermans samlede 69 Stills, der var så banebrydende for fotokunsten i starten af 80’erne får scenografen Camille Excoffons discoindgang til at ligne en provinsbiograf, og Jeff Koons skrækkelige mandsstore porcelænsfigur af Michael Jackson med Abe og den lige så slemme marmorskulptur af ham selv og Cicciolinaen i romantisk busteomfavnelse står som helt naturlige monumenter i morgenlysets Andeby.
I aftenlys tager det hele sig bedre ud. Man passerer Felix Gonzales-Torres’ guldforhæng, placeret så tilskueren ikke kan undgå at røre og gennemtrænge den glitrende væg af millionvis af perler, man tiltrækkes af Piotr Uklanskis Dance Floor og kan spille løs på Maurizio Cattelans enorme baby-fodbold maskine til 22 personer. Man leger, er på scenen, der synes at være fuldkommen sammenfald mellem underholdningen og kunsten, helt i overenstemmelse med den meget amerikanske titel udstillingen i første omgang havde da den blev vist på Walker Art Center i Minneapolis. »Let’s entertain«.

Somethings’ rotten
Men der er noget, der murrer i hjørnerne, entertaineren falder af stolen i Peter Lands video Pink Space, ensomme narcissistiske teenagere danser MTV-bevidste foran kameraet i Rineke Dijkstras The Bizzclub, fanklubtendenser går amok i kunstnerkollektivet Kyopi Kypios kitchvidoer, og Hollywood-scenarioerne går i sisyfosk’ loop i Rodney Grahams Vexation Island.
På fransk henviser titlen Au delà du spectacle til samfundskritikeren Guy Debords bog La Societé de spectacle fra 1967 – en af ungdomsoprørets bibler, der profeterede det totale (katastrofale) sammenfald af samfund og underholdningsbranche. Er man så kommet ud på den anden side af underholdningssamfundet, eller er livet, underholdningen og kunsten nu uhjælpeligt imploderet i et uopløseligt hele? Er Jeff Koons porcelænsfigurer for sjov eller alvor, som man allerede afmægtigt spurgte sig selv i slutningen af 80’erne eller skal man glemme spørgsmålet og bare nydende lade sig glide med i det underholdningssamfund, Guy Debord med et, åh så gammeldags, ord kaldte ’fremmedgørende’?

Kunst der redder?
Det er kunstens kejtede mareridtslignende hjørner, der gør Beaubourg-udstillingens mislykkede provins-tivoli til et vellykket subversivt (godt gammeldags ord igen) kunststykke. For der er noget, der er forbudt for børn her – som der da også advares eksplicit om inden man går ind.
Et sammenfald mellem det libidinøse, produktionen og kapitalen, der så alligevel vendes på vrangen trods den direkte nydelse af perleforhæng, kulørte lamper og onanerende manga-ungersvende. Eller – som de gamle venner Horkheimer og Adorno citeres for i udstillingens reklameoppustede og derfor gratis katalog:
»Den kulturelle industri er korrumperet, ikke fordi den er et Babylon, hvor synden hersker, men fordi den er en sublimeret nydelse.« Nydelsen der skjuler nydelsen, fremvises stærkest i Paul McCarthys kompromisløse værker, som der er to af på udstillingen, og hvor i al fald det ene er forbudt for børn. I det første sammenholder kæmpestore fotocollager, hvor det er ubestemt, hvad der er op og ned, billeder fra Hitlers Tredje Rige, med billeder fra Disneyland. I det andet, The Bunkhouse, er scenen sat i en lille røde hytte sat på skinner, med to personer med kæmpehoveder, der sover i køjesenge, mens en tegneserieagtig stående hund i western-antræk i en drømmeagtig sekvens boller en knælende mandsperson lige i øjet. Lige i øjet.
For en gang skyld lykkes det lovende for en tema-udstilling her ved starten af årtusindet at tale om politisk bevidsthed og ubevidsthed i noget så komplekst som kunst/underholdning med forrygende plasticitet og sensualitet. Der stilles flere spørgsmål, end der besvares. I Pierre Huyghes dvd fortæller en syntetisk kvinde, at ganske vist lever hun kun disse to minutter, man ser hende, men til gengæld har hun taget to minutter af hver vores liv. Det gør ikke noget, så længe det er af denne kvalitet ... Underholdningskvalitet?

*’Au delà du spectacle’. Centre Pompidou, Paris Til den 8. januar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her