Læsetid: 2 min.

Eliteidrætten får ny anfører

16. januar 2001

Regeringen udpeger dansk eliteidræts førstemand for de næste fire år – det bliver sandsynligvis Erik Nielsen, tidligere ishockeymålmand, socialdemokrat og borgmester i Rødovre

Eliteidræt
Regeringen udpeger her til formiddag den nye bestyrelsesformand for eliteidrætsorganisationen Team Danmark. Det bliver efter al sandsynlighed statsminister Poul Nyrup Rasmussens mand, Rødovres socialdemokratiske borgmester Erik Niel-sen.
Hverken Kulturministeriet eller Erik Nielsen selv ville i går bekræfte, at den tidligere målmand på Rødovres divisionshold i ishockey de næste fire år skal stå i spidsen for dansk topidræt. Formelt skal udnævnelsen også gennem regeringens ansættelsesudvalg tirsdag morgen, hvorefter beslutningen meddeles på statsministerens ugentlige pressemøde sidst på formiddagen. Det ligner dog en tanke, at den 47-årige Erik Nielsen, der blev borgmester i Rødovre i 1994, netop i går eftermiddags var til møde i Kulturministeriet.
»Jeg er stadig kandidat, andet kan jeg ikke sige, jeg ved ikke noget om beslutningen. Det falder først på regeringsmødet tirsdag morgen,« sagde Erik Nielsen i går til Information.

Nyrup fastholder
Med valget af Erik Nielsen sætter statsminister Poul Nyrup sig igennem over for sin kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, der angiveligt gerne ville have mere erhvervserfaring – personificeret af tidligere Novo Nordisk-direktør Mads Øvlisen – ind i Team Danmark-ledelsen. Nyrup fastholder traditionen, hvor formandsstolen besættes med en socialdemokratisk borgmester. De sidste otte år har Ballerup-borgmester Ove E. Dalsgaard været bestyrelsesformand. Før ham var det Københavns daværende amtsborgmester Per Kaalund, der nu sidder i Folketinget for Socialdemokratiet.

Helveg i tænkeboks
Udover Erik Nielsen og Mads Øvlisen kom tidligere udenrigsminister Niels Helveg Pedersens navn i spil omkring jul, som omtalt i denne spalte 27. december. Over for Information har den idrætsglade og -kyndige radikale toppolitiker siden givet udtryk for, at han har bevilget sig selv en tænkepause, før han kaster sig ud i nye projekter.
Går alt efter kulturminister Elsebeth Gerner Nielsens køreplan får den nye bestyrelsesformand noget at se til. Et udvalg nedsat af ministeren afgav ved årskiftet sin betænkning om revision af Team Danmark-loven. Lovforslaget skal førstebehandles i Folketinget før sommerferien og vedtages til efteråret.
Går det som udvalget foreslår, vil Team Danmark blive mere statsliggjort, idet kulturministen skal udpege halvdelen af den otte mand store bestyrelse, inklusiv formanden. Dermed ligger magten hos de politisk valgte medlemmer, hvor den i dag ligger hos idrætten – hvis de aktive, trænerne og lederne kan enes.
Samtidig udhules repræsentantskabets indflydelse, så det ifølge betænkningen ikke længere skal vælge medlemmer til bestyrelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her