Enig front mod krigsforbrydere

Tilværelsen er blevet – marginalt – vanskeligere for verdens krigsforbrydere efter at USA og Israel i sidste øjeblik underskrev traktat om permanent international domstol

Udefra
Bill Clinton overraskede verden, og Ehud Barak gjorde det endnu mere, da de lige før fristens udløb nytårsaften meddelte, at deres regeringer vil skrive under på traktaten om en permanent international krigsforbryderdomstol.
Det er netop USA og Israel – verdens eneste supermagt og den stat, der blev grundlagt af overlevende fra verdens største forbrydelse mod menneskeheden – der med deres afvisende holdning har gjort mest for at underminere domstolens arbejde, endnu inden den er blevet oprettet.
I den forbindelse betød det ikke så meget, at Kina og Indien og diverse andre pariastater som f.eks. Libyen og Irak ikke stemte for traktaten på konferencen i Rom i 1998; Det gjorde 120 andre lande. Men at USA og Israel stemte imod, fik mange til at mene, at traktaten både savnede global rækkevidde og moralsk autoritet.
Det var dog en overdrivelse: Alle de andre NATO-lande stod bag den, og Benjamin Netanyahus Israel var kun en bleg afglans af den idealistiske stat, grundlæggerne havde forestillet sig.
Selv om Clintons løfte ikke indebærer nogen garanti for, at den amerikanske Kongres vil ratificere traktaten i den nærmeste fremtid – den vil være »død ved ankomsten«, som den magtfulde formand for Senatets udenrigsudvalg, Jesse Helms, har sagt – er det dog en opmuntring til andre tøvende lande.
60 lande skal ratificere
Traktaten træder i kraft, når den er ratificeret af 60 lande. Så bliver det interessant at se, om antallet af fremtidige Pinochet’er, Saddam Hussein’er, Pol Pot’er og Milosevic’er vil begynde at falde.
Domstolen har ingen tilbagevirkende kraft og kan kun beskæftige sig med fremtiden. Der vil derfor gå det meste af et årti, før vi ser, om den virker efter hensigten.
Og selv om vi måske i 2011 kan konstatere, at vi lever i en bedre verden, vil der uden tvivl være mange andre årsager at pege på: At FN er blevet mere robust? At de vestlige lande er kommet til fornuft og har indført streng kontrol med våbeneksport og pengeoverførsler? Eller simpelthen at den nuværende udbredelse af demokratiet fortsætter?
Men den hastighed, hvormed tanken om en international krigsforbryderdomstol har udviklet sig siden afslutningen på Den Kolde Krig, tyder på, at der er et stærkt og udbredt ønske om ikke
alene at oprette den, men også at få den til at virke.
Gammel ide
Ideen opstod oprindeligt, da Folkenes Forbund i 1937 foreslog en domstol, der kunne dømme internationale terrorister. Forslaget var med til at lægge grunden til krigsforbryderdomstolene i Nürnberg og Tokyo efter Anden Verdenskrig, og de gav så igen inspiration til Konventionen om Folkemord i 1948, der indeholder en passus om behovet for en »international straffedomstol«.
Men så blev der stille om forslaget i næsten et halvt århundrede. Det var Sovjetunionens præsident, Mikhail Gorbatjov, der genoplivede det, og i 1993 besluttede FN’s Sikkerhedsråd at oprette krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien i Haag.
Herefter opfordrede FN’s Generalforsamling Folkeretskommissionen til at udarbejde grundlaget for en permanent domstol. Det skete i 1994, og allerede 27 måneder senere forelå der en traktat, som også støttedes af omkring 800 menneskeretsorganisationer som f.eks. Amnesty International og Human Rights Watch. Aldrig før i verdenshistorien har NGO’er ydet en så effektiv og frugtbar indsats

Skæbnens ironi
Det er skæbnens ironi, at det var Bill Clinton – som nu har givet domstolen et gevaldigt skulderklap – der gav den amerikanske delegation i Rom ordre til at stemme imod traktaten. Det var nemlig også ham, der to år forinden havde opmuntret FN til at gå videre med sagen.
Præsidentens zigzag-kurs skyldtes det amerikanske forsvarsministerium, der led af en neurotisk frygt for, at domstolen ville blive brugt til at undergrave USA’s militære magt.
Rom-konferencen fandt sted på et tidspunkt, hvor han stod i fare for at blive stillet for en rigsret på grund af sine seksuelle udskejelser med Monica Lewinsky, og det benyttede Pentagon sig af til at gennemføre et vellykket lobbyarbejde over for administrationen. Ja, forsvarsminister William Cohen gik så vidt som til at true Tyskland og Sydkorea, to af de varmeste tilhængere af traktaten, med at trække de amerikanske styrker hjem.

Svag traktat
Dette tovtrækkeri har haft sine konsekvenser: Traktaten er ikke blevet så stærk, som den kunne have været, hvis ikke flertallet af lande havde forsøgt at imødekomme de amerikanske bekymringer.
Washington – der førte sig frem, som om USA stod over folkeretten – havde held til at få indført en bestemmelse om, at et land skal give sit samtykke, før en af dets statsborgere kan blive retsforfulgt. Som det er nu, kan domstolen kun underkende et land efter afstemning i Sikkerhedsrådet. Det vil formentlig komme til at gavne Rusland og Kina langt mere end USA – det er dem, der har meget at skjule.
Man kan håbe på, at et bedre samarbejde mellem USA, Rusland og Kina i fremtiden vil forhindre den slags situationer. I virkeligheden er resultatet slet ikke så dårligt, og måske kan en international organisation som FN ikke fungere på andre måder.
Det spændende er nu, om den kommende præsident, George W. Bush, vil beslutte sig for at leve med Clintons afgørelse, eller om han vil arbejde på at få den omstødt.

*Jonathan Power er britisk journalist og kommentator med speciale i internationale forhold.

*Oversat af Birgit Ibsen.