Læsetid: 11 min.

E’s historie

20. januar 2001

Glem Goethe, glem Schiller. Glem Beethoven. Glem Kant og ham dér Peter Sloterdijk. Hvad betyder de? Kulturlandet Tyskland er styrtet i grus. I dag er det figurer som Jenny Elvers, der tegner den bedste sendetid – og en god del af det omgivende samfund

I Bonn bor en værtshusejer. Han hedder Alex. Jeg har aldrig mødt ham, han kender ikke mig – men jeg kender ham, for siden sidste sommer har han været en af hovedpersonerne i tv og ugebladene.
I mange år var Alex lykkeligt ukendt. Indtil han sidste år traf den – skulle det vise sig – skæbnesvangre beslutning at deltage i et tv-eksperiment kaldet Big Brother, anede ingen ud over stamgæsterne i værtshuset, at der fandtes en flink fyr ved navn Alex Jolig. Men Alex ville altså være kendt og flyttede ind i et kameraovervåget hus i Køln sammen med ni andre, som han ikke kendte i forvejen.
Hver aften i ugevis fulgte to-fire millioner tv-seere med i, hvad beboerne i huset lavede. Alex fik æren af at være den første mand, der – vistnok – bollede i den tyske udgave af tv-serien; det var svært at afgøre helt nøjagtigt, for han og Kerstin gemte sig under dynerne.
Blandt de seere, der fulgte med i Big Brother (RTL2), var den blonde Jenny Elvers (27), der på det tidspunkt levede sammen med den omtrent dobbelt så gamle skuespiller Heiner Lauterbach. Det kan være svært at forstå, men Jenny følte sig altså tiltrukket af Alex fra tv. Men hvad kunne det nytte, hun skulle ind og servere vodka og bryster for Lauterbach.
Da tv-seernes telefonafstemning dømte Alex til at forlade Big Brother-huset, blev han katapulteret ud af rollen som værtshusholder til tysk stjerne. RTL2 skubbede gevaldigt på ved at give ham en pladekontrakt, Alex skulle i realiteten bare mumle sig gennem sangen Jeg vil kun ha’ dig, så var hitlisten hjemme.
De konceptorienterede tv-producenter på RTL2 havde vist tænkt sig, at sangen skulle være en offentlig kærlighedserklæring til Kerstin. Romantikken fra tv skulle omplantes til virkeligheden – og tv skulle nok være på pletten.
Desværre holdt Big Brother-romancen mellem Alex og Kerstin ikke. Jeg ved ikke hvorfor. Hver gang Alex blev spurgt, fnes han forlegent. Jeg syntes dengang, at Alex var et drog, for Kerstin er mægtig sød og helt naturlig. Men sådan er Alex altså, bange for at binde sig.

Jeg har heller aldrig mødt Jenny, men jeg kender hende rigtig godt. Hun har ingen uddannelse, og hun har aldrig kunnet holde på et job. Hendes største bedrift var formentlig at spille med i tre afsnit af Baywatch. På den tyske hjemmebane har hun forsøgt sig som sangerinde med singlen Blond and Stooopid. Den floppede.
Hun var også vært for den tyske udgave af Top of the Pops, men blev fyret efter 13 udsendelser. Og så medvirkede hun i nogle b-film og billige tv-serier. Men det er flere år siden.
Alligevel vil det være helt forkert at kalde hende talentløs, for hun har lange ben og gode nødder – og så kan en ambitiøs blondine vel ikke ønske sig mere? Tilmed har hun tabt sin intimsfære på vejen gennem livet, men hun savner den ikke, den var jo bare i vejen.
Lad os begynde med en stjernes fødsel: Netop fyldt 16 går Jenny til koncert med en veninde. Det er i Lüneburg sydøst for Hamburg.
»Hun er ung – så ung. Hun er vild – så vild. Og hun er mi-i-i-i-in,« synger pop-punkeren Farin Urlaub fra Die Ärzte næsten profetisk, mens pigerne hviner og kyler deres brystholdere efter ham.
Der bliver skubbet og maset blandt tilskuerne. Pigerne vil have Farin. Jenny kan ikke få vejret, hun besvimer.
Det er i dette øjeblik, lykken for første gang smiler til den blonde teenager, for vagterne må trække hende over sikkerhedshegnet, og Farin inviterer hende til at overvære resten af koncerten fra scenen. Bagefter holder drengene fra bandet fest – og Jenny Elvers glemmer alt om sit løfte til mor om at komme hjem før klokken 12.
Farin er smaskforelsket. Han flytter fra Berlin til det provinsielle Lüneburger Heide for at leve sammen med sin Jenny, men hun har andre planer. Som 20-årig rejser hun ud i verden for at blive partygirl, Playboy-model og ende som enlig mor. Farin bor stadig i huset derude på heden.

I Hamburg bor Verona Feldbusch. Hun er en mægtig sød – ved jeg fra tv – bare hun holder sin mund, for hendes stemme lyder som en gaffel trukket hen over en tør slibesten.
Verona har mange talenter. Hun kan synge, hun kan sy, og tilmed ser hun blændende ud, men rigtig god til noget er hun ikke. Som vistnok alle ambitiøse piger fra Hamburg lagde også hun vejen forbi millionbyens mondæne diskoteker, hvor hun fik chancen for at deltage i lotteriet om et møde med en rig, ældre mand.
Dieter Bohlen fra discoduoen Modern Talking elsker smukke biler og hurtige kvinder, han forelskede sig voldsomt i Verona og tog til Las Vegas for at gifte sig med hende. Ægteskabet holdt ikke, allerede efter et par dage fløj de første tallerkener. Efter fire uger var syv-årskrisen en realitet, Verona tog imod – forlyder det – en million i skilsmissebidrag. Nu gør Verona lykke som tv-værtinde og kalenderpige, men mest af alt som sig selv: Tysklands dejligste gås, som selv pigerne beundrer. Hun klarede det.
Bohlen fortsætter sit egennyttige arbejde med at gøre ukendte piger kendte: Sidste sommer blev han i en tæppeforretning taget med bukserne nede. Under ham lå den unge ekspeditrice Janina Youssefian. Takket være turen på tilskærerbordet blev hun så berømt, at hun fik lov til at smide kludene i den tyske udgave af Playboy. Det er der penge i. Måske skal hun også indsynge en plade.

Jenny, Verona og Janina har en typebetegnelse – koala-kvinder. De lader sig bære frem til berømmelse på ryggen af en kendt mand. Når det rigtige tidspunkt kommer, ved koala-kvinden rent instinktivt, at skal hun springe ned på jorden og gå solo.
Indtil chancen kommer, venter hun bare kælent. Et liv i luksus har aldrig skadet nogen.
Tyskland vrimler med koala-kvinder. Der er faktisk langt flere koala’er, end der er mænd til at bære dem. Derfor må kvinderne søge hjælp hos tv-stationerne, som kan udrette miraklet.
Manden, der satte denne hjælp i system, hedder Helmut Thoma – et ordentligt brød af en østriger, der blev født for godt 60 år siden og egentlig skulle have været mejerist. Men Thoma havde ambitioner og læste jura. Han blev ansat hos den østrigske statsradiofoni, hvor han nåede at blive leder af den juridiske afdeling, før tyskerne headhunter ham i starten af 80’erne; han skulle etablere den første kommercielle tv-kanal, RTL, i Tyskland.
RTL skal være en succes – det er investorernes krav.
»Man kan ikke drukne, hvis man ligger i overfladen,« filosoferer Thoma og satser på serier, film og en masse letpåklædt underholdning. I løbet af kort tid er RTL-konceptet på plads, seerne trænges for at se på brysterne i Tutti-Frutti.
Andre kommercielle tv-kanaler kommer til. Også deres investorer forlanger succes, i en fart og helst billigt. Tv-kanalerne viser derfor lidt flere lidt mere nøgne damer, og sådan drejer skruen...
For to år siden trak Thoma sig tilbage som RTL-chef. I dag er han rådgiver for ministerpræsidenten i Nordrhein-Westfalen og betænkelig ved udviklingen:
»Det må gå vildere og vildere for sig i Big Brother-huset, hvis seerne fortsat skal lokkes til – og det ender med, at to nøgne kopulerer for åben skærm,« forudser han.

Hvad kunne en ung og ambitiøs politiker som Guido Westerwelle (FDP) gøre andet end banke på Big Brother-husets dør? Som generalsekretær for og kommende leder af det lille, lukningstruede liberale parti var han nødt til at opsøge virkeligheden dér, hvor den er. I tv. Altså forsøgte Guido sig med en dialog – som det hedder, når man er med i en tv-serie.
Jeg kan ikke huske, om Alex var i huset den dag. Jeg kan heller ikke huske, hvad Guido sagde, men det er ligegyldigt, for han gjorde en god figur – og blev siden misundt af sine kolleger, da han gik ud i Forbundsdagen igen.

Jenny var ved at være desperat. Som koala-kvinde vidste hun, at hun ikke kunne gå solo. Stadig ikke. Hun var kravlet op på ryggen af en masse af mænd. For hver ny voksede hendes ry som trophy-wife, men noget gennembrud gav det hende ikke. Nu levede hun altså sammen med Lauterbach.
»Jeg vil ikke tale om ham,« vrissede hun til en journalist fra livsstilsmagasinet Max i 1998 – det skulle handle om hende.
Lauterbach var ved at være gammel og ville helst sidde derhjemme i villaen ved søen og få vodka og bryster serveret. Endnu to år gik, og hun var stadig ikke andet end en koala. Men så gik hun til denneher societyfest i Hamburg, hvor Alex fra Big Brother også var inviteret.
Han nyder sin frihed efter indespærringen i det tv-overvågede hus. Han tror, han ved alt om, hvordan man skal føre sig frem som kendt. I virkeligheden er han en ren amatør, der slet ikke mærker, at han havner i Jennys kyndige hænder.
I løbet af en enkelt nat har hun erobret ham, og fra nu af er deres forhold på forsiden af alle bladene. Alex og Jenny er som skabt til medierne (fordi medierne har skabt dem). De lever af at være på. Hvis de ikke er det, eksisterer de ikke. Jenny holder sig tilbage, hun venter på sin chance, mens Alex knokler. Han lever i en rus af hed erotik, tv-optagelser i eksotiske lande og koncerter, hvor folk jubler, hver gang han mumler »Jeg vil kun ha’ dig.«
Nogle uger efter sidste års Love Parade i Berlin opdager Alex, at han har mistet kontrollen over sit liv. I en lufthavn mellem to job fortæller Jenny ham, at hun er gravid. Det må være sket på hotellet natten efter Love Parade, siger hun. Alex tvinger sig selv til at råbe hurra i bladene. Det bliver bemærket, at det runger hult.
Nogle uger efter gør han det forbi i telefonen og flygter til Florida. Sådan en sjuft. Han vil glemme – og måske også glemmes, men det går naturligvis ikke, for RTL og Bild Zeitung har rettighederne til hans flugt.
Hele Tyskland følger med, forargelsen er helhjertet. Hvordan kan han forlade Jenny? Skal hun virkelig være alenemor? Hvor er det synd!
»Der var aldrig tale om kærlighed,« siger Alex koldt til bladene. »Egentlig kender jeg hende slet ikke,« og »det kan ikke være mit barn, for jeg er steril,« hævder han, men han siger også: »Jeg vil kæmpe for min søn.«
Jenny er rystet – det skal læserne vide – i flere dage er hun fuldkommen tavs, men der er alligevel skyggen af et listigt smil på hendes læber, for Jenny forbereder sit svar. Hun indsynger en single med titlen Jeg tilgiver dig.

Hvis jeg troede, at Jenny var et offer for en umoden mands luner, må jeg hellere tro om igen: Selvom hun hævder, at det er hendes personlige sang, viser det sig, at Jeg tilgiver dig måneder forinden er blevet indspillet i en demo-version af en anden sangerinde – og hun er naturligvis skide sur over, at RTL har givet den videre til Jenny.
Det var den dag – sidste efterår – jeg endelig forstod, hvad det hele gik ud på. Indtil da troede jeg, at Alex og Jenny var virkelige personer. Men det er de ikke: De er figurer, der er sluppet ud af fjernsynet og nu spiller videre i den største af alle sæbe-operaer, virkeligheden.
Som enlig mor har Jenny endelig fået den rolle, hun stræbte efter. Hun er ikke mere blot en koala-kvinde, hun er blevet hovedpersonen i sit eget show. Hun skriver selv handlingen og bestemmer, hvem hun skal møde i næste afsnit. Nød lider hun ikke, for hun er blevet en levende reklamesøjle, som hendes underleverandører gnubber sig op ad: Mercedes stiller gratis en bil til rådighed, modetøjet får hun smidt i nakken, bare hun vil gå i det. Alle henvendelser til hende foregår gennem en manager, og nu skal der vistnok også laves en film om hendes eventyrlige liv.
»Selvfølgelig skal jeg spille mig selv. Hvem skulle ellers gøre det?« kvidrer hun.
Det bedste af det hele er, at hun ejer rettighederne til sin kommende medspiller, den ufødte søn. Allerede inden fødslen har han stiftet bekendtskab med sit job, for mor har inviteret hele nationen ind i livmoderen ved at sælge billederne fra ultralyd-scanningen på Internettet.
»Det er sygt,« siger Alex. »Det handler om min søn, og derfor vil jeg opfordre Jenny til at lade være med at markedsføre vores søn. Tænk på vores søns fremtid.«
Glem det, Alex! Du kan intet gøre. Fædre til uægte børn har ingen rettigheder – kun pligter. Du kan se frem til at spille skurken i Die Jenny Elvers Show resten af dit liv.
»I dag må jeg spørge, hvorfor hun ikke havde hyret et tv-hold til at filme selve undfangelsen,« siger Alex.

Helmut Thoma fortryder den udvikling, han satte i gang for 15 år siden, men han trøster sig med, at dumheden nok snart imploderer på de kommercielle tv-stationer:
»Det er blevet temmelig kedeligt. Alle følger det samme koncept. (...) Efter min mening bør tv-stationerne blive journalistisk bedre og for eksempel begynde deres nyhedsudsendelser med en politisk historie, ikke bare boulevardstof.«
Men implosionen kommer han til at vente længe på. Nye årgange af koala-kvinder vil have deres chance, og tv-stationerne kan ikke længere nøjes med lange barberede ben og gode skønhedsopererede nødder, de vil også se følelser: RTL og Sat1 bedriver hvid slavehandel ved at udlodde en ugift millionær i et studie fuld af Askepot’er, der vil op af de ukendtes dynd.
Sat1 er klar med Girls Camp, hvor en gruppe veldrejede kvinder spærres inde på et luksushotel fuld af tv-kameraer. (En gang om ugen får de besøg af en heldig ung koala-mand, som bæres frem i rampelyset på ryggen af en kvinde). Og hos RTL begynder den tredje omgang Big Brother snart. Denne gang med sex-garanti, lover stationen. Ikke så meget snak.
Snak må filosoffen Peter Sloterdijk tage sig af. Han får heldigvis snart sit eget talkshow (ZDF). Så kan virkeligheden måske også tage ham og hans tanker alvorligt. Jeg kender ikke Peter – men det kommer jeg til, helt bestemt.
»Jeg er kunstner,« siger Jenny. Nemlig.q

Tak til Der Spiegel, Stern, Max, Bild Zeitung, Bunte, Super Illu, Tagesspiegel, Berliner Morgenpost, RTL, RTL2, Sat1 m.fl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her