Læsetid: 5 min.

Eventyret om Familien

12. januar 2001

Farmor Margrethe er ikke ene om at fortælle dette eventyr med en traditionel opdeling mellem det gode og det onde, mellem før og nu

Qlummen
Hjælp. Halvdelen af mine venner bliver skilt for tiden! »Familierne er blevet så små, eller de er splittet op, og det er snart længe siden, familien – slægten – var tilværelsens faste holdepunkt.« Sagde Dronning Margrethe i dén der tale, De ved.
På klar og pædagogisk vis eksemplificerede hun her ved indgangen til år 2001, at Familien i sig selv er blevet et eventyr:
»Der var engang, da generationerne følte en langt mere forpligtende tilknytning til hinanden. Familien var et fællesskab, hvor der var brug for alle – og plads til alle. Den var rammen; og sammenholdet gav tilværelsen indhold. Enhver måtte yde sit for, at det hele kunne hænge sammen; det gav selvværd og tryghed; og man vidste, at der stadig var plads til en, når kræfterne begyndte at svigte. Lige let var det vel ikke altid, hvor kårene var små eller gemytterne vanskelige; men mon ikke familiens bånd alligevel var mindre snærende dengang, end ensomhedens er det i dag.«
Farmor Margrethe er ikke ene om at fortælle dette eventyr med en traditionel opdeling mellem det gode og det onde, mellem før og nu. Sådan er familien ofte blevet fremstillet: Det trygge fællesskab på landet i de gode gamle dage som en antitese til det moderne storbyliv med individualisme, ligegyldighed og ensomhed.
Mange familiehistorikere er uenige i den nostalgiske flirt med fortidens fællesskaber, fordi man nu engang ikke kan frembringe entydige, objektive vurderinger af kvalitative og dybt subjektive forhold i fortiden. Hvad kan eftertiden vide om sammenhold, selvværd og tryghed, og hvordan kan vi udtale os på vegne af en hel befolkning, fra gåsepiger til håndværkere, præster, herremænd og landsbytosser? Af samme grund burde man afholde sig fra slige generaliseringer.

Det er efterhånden også de færreste, der udtrykker sig så markant i familiedebatten, som Margrethe gjorde det i nytårstalen. Det lyserøde fortidseventyr fortælles mest af gamle mennesker, der virkelig har noget selvoplevet og subjektivt – men absolut ikke generaliserbart objektivt – at sammenligne med. Resten af verden gider ikke rigtig høre om den Gode Gamle Familie fra Fortiden.
Derimod finpolerer vi alle på en nutidsversion af Eventyret om Familien, kogt ind til et ekstrakt, nemlig til en kvalitetsmetafor for det gode, det omsorgsfulde og det trygge fællesskab, hvor medlemmerne føler sig identiske og nært knyttet til hinanden. I det sidste halvandet år har jeg sakset avissartikler, hvor Familien er brugt som metafor for sammenhold i så forskellige fora som: SF, Europa, FN, Internettet og Boris Jeltsins inderkreds. Siden 1994 er mit fagområde ved nordiske kongresser blevet benævnt som: »Den nordiske, gerontologiske familie«.
I Information juli 2000 udtalte den svenske etnolog Jonas Frykman sig om det multikulturelle samfunds forskellige etniske grupper og sammenlignede etnisk gruppeidentitet med en slags »familielighed«.
Dagen efter var det Jan Lindhardt, der sammesteds blev citeret for at mene at: »I Danmark opfører vi os, som om hver eneste indvandrer skulle være vores svigersøn eller svigerdatter.«
Småbørnsforældre søger ’reservebedstemødre’ i avisen. Man kan blive ved. I oktober deltog jeg i en konference i Geneve om etik og menneskelige værdier, hvor ønskemålet blev fremført: »You will treat your friends like family, and your support and concern with
their lives will bring you the same in return.«

Sidstnævnte udsagn vidner om, at der er mere end blot og bar følelsesfnidder på spil, når vi fortæller med på Eventyret om Familien. Eventyret handler også om nødvendigheden af gensidig støtte og hjælp mennesker imellem. Siden Familien blev lanceret som velfærdsstatens bærende konstruktion for godt 100 år siden, har vi i stigende omfang pisket os selv og hinanden med dens fortræffeligheder.
For i mellemtiden blev staten markedsorienteret, og vi har brug for et sted, hvor vi kan deponere vores følelser uden risiko for kurstab eller inflationsstigninger. Vi har også brug for et rum for menneskelige relationer, tryghed og omsorg, når det kniber fysisk såvel som psykisk. Dér er markedssamfundet aldrig lykkedes. Staten har en ikke ringe interesse i familien som den omkostningsfrie ressource, den er, selv om omsorgsarbejde er det dårligst betalte og dårligst prioriterede i vort land.
I dag, hvor børn ikke længere er en pensionsforsikring – snarere tværtimod – er det heldigt og nødvendigt, at vi knytter følelser og identitet til det at få børn. Ellers var der ingen grund til at få dem. Drømmen om familien som et harmonisk fællesskab er i alles interesse; individet, familien, samfundet, de statslige finanser.
Hvad er det så egentlig, der er galt? Det er umuligt at leve et eventyr – især fordi eventyret under guldbogstaverne er en social sikringsanordning i et samfund, der ikke kan tilbyde andre fællesskaber med tilsvarende ansvarsbehæftet tyngde. En ting er, at det er svært at få familien til at fungere, når den i udgangspunktet bygges op omkring følelser og forventninger om statisk lykke, mens den i virkeligheden rummer nogle af livets største arbejdsmæssige og forhandlingsmæssige udfordringer. Endnu værre er det dog, at jo sværere vi har ved at presse det krævede, praktiske liv ned i den romantiske familieidyl, jo værre får familien det, og jo mere dyrker vi den som et uopnåeligt eventyr. Det er ren masse-masochisme!
Der findes andre former for fællesskaber – som i udgangspunktet kunne være ligeså gode. Dronning Margrethe oplevede f.eks. ét ved Dronning Ingrids død: »Som hendes nærmeste følte vi os omsluttet af samme varme og omsorg; for det var, som om hele Danmark ville vise os, at de var vores familie.«

Netop Dronning Ingrids død betragtede jeg med stor undren. Det var uden tvivl en følelsesmæssig kædereaktion med mediet som middel, der fik folk til at stimle grædende og syngende sammen med blomster og lys, fordi de havde set de andre gøre det på skærmen derhjemme. Med en konventionel romantisk indstilling kan man ikke regne en sådan følelsesmæssig reaktion for ’autentisk’, men Margrethe opfatter det som et udtryk for ægte fællesskab. Jeg tror, hun har ret; at de mennesker, der stimlede sammen vitterlig følte noget, uanset hvordan deres følelser blev rørt op.
Jagten på den ’autentiske følelse’ fra selvets dyb gør os evigt utaknemmelige. Og vi har svært ved at få øje på andre følelsesfællesskaber, fordi det glimtende Eventyr om Familien blænder os. Hvis vi endelig får øje på et andet fællesskab, bliver vi positivt overraskede – og sammenligner det straks med Familien, som Margrethe også gjorde. Derved devaluerer vi ’det andet’ fællesskab – og familien – fordi vi giver Eventyret om Familien endnu en gang guldlak.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her