Læsetid: 4 min.

Et fænomen i fodbold-popkulturen

15. januar 2001

Stjernerne i den engelske fodboldindustri får absurd høje ugelønninger, og toppen er ikke nået endnu

Fodbold
Der går to statsministre på én Beckham. Naturligvis ikke i åndelig og politisk forstand. Og slet ikke i fodboldmæssig – der er forholdet helt omvendt! Men økonomisk skal der to Poul Nyrup’er om året til at matche én David Beckham – om ugen!
Cockney-knægten med det gyldne højreben – og ikke så meget mere helt exceptionelt – kræver 100.000 pund om ugen – cirka 1,2 millioner kroner – i løn plus andel i de souvenirs med hans navn, som Manchester United sælger. Det skulle give en ugeløn på et par millioner kroner, oplyste hans agenter i weekenden til engelsk presse.
I disse — there's absolutely no business like showbusiness-tider – er det et løjerligt levn fra fodboldprofessionalismens barndom, at spillerne i den mest underholdningsindustrialiserede liga i verden lønnes på ugebasis.
Man ser det for sig: Den skotske manager Alex Ferguson på rundgang til spillerne efter hver torsdags-træning. Belæsset med brune lønningskuverter fra farfars tid, eskorteret af svært bevæbnede, specialuddannede Man U-sikkerhedsfolk i rødt til at passe på lønningsposer – med et styk-indhold på mellem en halv og halvanden millioner kroner!

Girl Power i praksis
Groft sagt er der ikke andet fodbold-originalt tilbage i det land, der gav spillet, amatørismen og professionalismen til resten af sportsverdenen, end begrebet ’ugeløn’.
Klubberne er blevet foretagender i underholdningsindustrien. Formændene er finansfolk med adresse på skattevenlige kanaløer. Og spillerne er megastjerner i den globale, profit-fikserede showmaskine, der leverer fodboldikoner, popsangere, filmskuespillere, supermodeller og tv-værtinder som sammenkogt ret. Det sublime er at få dem i par som den ’androgyne konstellation Posh and Becks’ – alias Victoria ’Posh Spice’ Adams og David Beckham.
Sangsilden fra Spice Girls, der ikke kan synge, repræsenterer parrets mandligt stærke karakter-træk, der både udleverer og stiver ham af. Det er hende, der kræver, at David skal have topløn i United – Girl Power i praksis.

Form uden indhold
Fodboldstegen fra United, der basalt hverken kan drible eller heade, er sexsymbol og blød fyr med kvindelige træk, der er ligeglad med at være til grin (for at gå sarong og Victorias trusser) i omklædningsrummet, hvor macho-hørmen er værst. Eller også begriber han det ikke i en medietidsalder, hvor trenden er: Form uden (for meget) indhold – og målet: At være berømt.
Allerede sidste år figurerede det unge par som nr. 82 på Forbes Magazines liste over de 100 mest betydningsfulde mennesker i Storbritannien. Selvfølgelig ikke en absolut topplacering, som når Michael Laudrup eller Bjarne Riis bliver årets dansker. Men Beckham var altså den højest rangerede ener fra sportsverdenen!
Så meget for sportens betydning og vigtighed i det postmodernistiske samfund ved årtusindskiftet.
Det indlysende – og foruroligende – er, at den engelske Premier League anført af milliardforetagendet Manchester United fortsat er forbilledet for klubejere over hele verdenen. Og fænomenet Beckham er den virkeliggjorte drøm for fodbold-pop-kulturens hundrede-tusinder af wanna be’s.

Grænsen langt fra nået
Til glæde for dem, der mener, at professionelle fodboldstjerner i dag lønnes absurd højt, er der kun ét at sige: Det bliver værre. Grænsen er endnu langt fra nået.
Således konstaterede Financial Times allerede i efteråret, at europæiske top-fodboldspillere er underbetalte i forhold til stjerner i amerikansk football, basket og baseball. For slet ikke at nævne tennis og golf. Vi kunne tage organiseret rundbold – på amerikansk kaldet baseball – med i sammenligningen. Her blev rekorden sat for nylig med en kontrakt til 2,1 milliarder for én spiller i ti år.
I samme åndedrag kan det fastslås, at der aldrig er europæiske fodboldspillere med på top 10-listen over verdens højest betalte sportsfolk. Men det er på vej, og Beckham tegner til at blive den første.
Samtidig med, at hans lønkrav til Manchester United blev kendt – de overgår Zidanes og Figos 90.000 pund pr. uge i Juventus og Real Madrid – blev det oplyst, at hans nye solbrille-sponsoraftale giver en million pund, små 12 millioner kroner årligt.
Alene ’solbrillerne’ kunne afværge ti truende konkurser i dansk håndbold og ishockey for nærværende.
Sådan er det bare ikke, og man kan i den sammenhæng glemme alt om, hvad der sker, når det regner på præsten. Det gælder om at få en plads i solen. Og sådan har det altid været i underholdningsverdenen.

Ikke gevinst hver sæson
Det er absurd, at en fodboldspiller som Beckham tjener mere end 100 millioner kroner og 100 gange så meget som premierminister Blair eller statsminister Nyrup. Men det er ikke mere absurd end, at Hollywood-stjerner som Julia Roberts, Tom Hanks, Tom Cruise eller Jack Nicholson får 20 til 40 millioner dollars for en spillefilm. Eller er med på procenter af omsætningen ligesom Beckham i United.
Det er ikke lige til at se, hvordan gældstyngede danske fodboldklubber skal kunne klare sig mod fodboldindustri-giganter som United og co., der ejes og styres af finansmænd med fast bopæl på skatte-venlige kanaløer. Men i grunden er det økonomiske og befolkningsmæssige forhold jo det samme mellem dansk film og Hollywood. I den konkurrence har Danmark apropos Gabriel Axel, Bille August, Lars von Trier, Oscar-uddelinger og De Gyldne Palmer gået meget godt de sidste ti år. I bund og grund handler det i film som i fodbold om at udvikle og udfolde talent. Der er bare ikke gevinst i hver sæson, og ind imellem render marketingfolkenes produkter ’Posh og Becks’ med de gyldne palmer.
Så længe det ikke er permanent, er det til at leve med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu