Læsetid: 8 min.

Farlig selvbiografi

Annette Engells bog er en blanding af hævntogt og selvterapi. Men i selve bogens offentliggørelse fastholder hun sig som den, hun ikke vil være: Hans Engells skygge
26. januar 2001

Tro & Filosofi
Skriv en bog, jeg ved, du kan.« Det var, hvad Suzanne Bjerrehuus, tidligere konservativ folketingskandidat, sagde til Annette Engell, da denne i 1999 opsøgte hende i desperationen og tomrummet efter skilsmissen fra den konservative politiker Hans Engell.
Bogen udkom i fredags under titlen Utro, håb og kærlighed, hvilket ikke er gået upåagtet hen. Man må betragte den som Annette Engells selvbiografi, for skønt den hovedsagelig beskriver ægteskabet og dettes opløsning, handler den også om forfatterindens barndom og tidlige ungdom. Den er anlagt som et livs historie.
Det påstås undertiden, at enhver kan skrive mindst én bog, nemlig historien om sit eget liv. Det kan da godt være, men selv om man skriver af karsken bælg og uden klar bevidsthed om genrer eller andre litterære konventioner, så spiller de med i det skjulte, både for den, der skriver (f.eks. i form af vedkommendes forestillinger om publikum), og for dem, der læser (f.eks. i deres forventninger om, hvad der er sandt og opdigtet). Bøger skrives og læses altid i spor, som andre har trådt, og i hvert spor ligger betydning, der ofte overstiger den skrivendes bevidsthed. Selvbiografien er et sådant dybt nedtrådt spor, og da den er selvafsløringens genre par excellence, er det ikke uden risiko at begive sig ind i den.
Man kan skrive selvbiografi af flere grunde. Den klassiske er, at man vil fortælle historien om, hvordan man fandt sig selv, hvordan man blev til den person, man er. Det forudsætter, at man har et nogenlunde fast kontureret billede af sig selv, som kan indfanges og meddeles, hvilket gerne sker som eksempel til efterfølgelse. Således helt tilbage fra Augustins Bekendelser, over Holbergs levnedsbreve til Henrik Pontoppidans selvbiografi, der fik den karakteristiske titel Undervejs til mig selv.

En mere moderne begrundelse er, at man ønsker at finde sig selv. Skriveprocessen skal bruges som et middel til at afklare et eksistentielt kaos og afdække den identitet, som man tror på, men ikke kan få hold om. Et fremragende eksempel findes i Henrik Stangerups selvbiografi Fjenden i forkøbet fra 1978; den bog, hvormed forfatteren trak sig selv op ved håret efter skilsmissen fra Lotte Tarp og fiaskoen med filmen Jorden er flad. Det er tydeligvis også her, man – uden sammenligning i øvrigt – skal finde en del af motivationen bag Annette Engells bog.
Men kun en del, for der findes andre grunde, både i almindelighed og i dette særlige tilfælde. At retfærdiggøre sig selv, at forklare sine handlinger eller hensigter, er således et almindeligt motiv bag selvbiografier skrevet af politikere eller embedsmænd, som føler sig misforstået af offentligheden. Det forudsætter naturligvis, at skribenten har en vis offentlig position – hvilket ikke er nødvendigt, når motivet simpelthen er at få hævn over dem, der har behandlet én ilde. Så er det nok, at de har en offentlig position.
Annette Engells bog er en blanding af et sådant hævntogt mod en offentlig person og et stykke terapi for at finde sig selv.
I dansk litteratur er private hævntogter ikke almindelige, men vi vil givetvis komme til at se flere af slagsen, for i USA er de hverdagskost. Et hjemligt eksempel, som det i hvert fald af én grund kunne være fristende at sammenligne med, er Tove Ditlevsens Vilhelms værelse fra 1975. Her udleverede forfatterinden sit stormfulde ægteskab med Victor Andreasen, daværende redaktør for Ekstra Bladet, så ingen kunne være i tvivl om mandens identitet, skønt bogen udstyrede ham med et lille figenblad i form af genrebetegnelsen ’roman’. Efter sigende ramte hævnen så hårdt, at den ellers garvede Andreasen måtte gå under jorden i flere måneder.
Hos Annette Engell er der ingen figenblade, og selv om der heller ikke er litterære kvaliteter som hos Tove Ditlevsen, virker hendes hævntogt umiddelbart vellykket. Hvis man nogensinde har haft sympati for Hans Engell, må de sidste rester givetvis fordampe under læsningen af denne bog, der ikke lader de mest pinagtige detaljer uomtalt. Vi får ikke blot historien om ægtemanden, der svigter og ydmyger sin kone på alle måder: Følelsesmæssigt, praktisk, sexuelt og økonomisk. Vi får også historien om politikeren, der gør sit yderste for at svække sit eget parti, da han har spillet sig lederposten af hænde ved spirituskørsel. Manden bliver klædt af til skindet, og det er ikke noget kønt syn.

Som selvterapi betragtet er bogen mere problematisk, især fordi den identitet, der skrives frem, er af passiv eller sekundær art. Bogen beskriver Annette Engell, ikke som sit eget livs hovedperson, men som en biperson. Tydeligst i de kapitler, der handler om ægteskabet med Hans Engell, for her er han den ubestridte hovedperson. Det gælder ikke blot i den forstand, at hans officielle hverv som minister og siden gruppeformand har bestemt hustruens rolle som ledsager og skygge. Det gælder også i den private sfære, hvor Annette Engell tilsyneladende har overladt alt initiativ og alle beslutninger til Hans. Hun har ladet ham administrere den fælles økonomi uden at bekymre sig om, hvordan den så ud. Hun har fundet mening i at være Hans’ hjælper og politiske sparringpartner, skønt han aldrig har takket hende for det eller røbet hendes indsats over for offentligheden. I øvrigt har hun indordnet sig under hans højtråbende og arrogante facon. Hun har affundet sig med hans sidespring og klodsede løgnehistorier i 12 år. Hun har gang på gang ladet ham besnakke sig til at »give deres ægteskab en chance til«, skønt det ud fra de blotte kendsgerninger, hun meddeler, måtte forekomme chanceløst. I de 30 år, de har kendt hinanden, er hendes liv på godt og ondt blevet defineret af ham.
Dette kunne måske forklares ud fra personen Hans Engell – ud fra den notoriske charme og energi, han er i besiddelse af. Men forklaringen korrigeres af det kapitel, der handler om Annette Engells barndom og ungdom, før hun mødte Hans. Om sit forhold til den godt to år ældre storesøster skriver hun f.eks.:
»Og jeg syntes aldrig, at jeg kunne noget, fordi min søster altid vidste bedre end jeg; der var ingen områder, hvor jeg kom først. Jeg registrerede alt, hvad der foregik omkring mig og tænkte meget, men formulerede ikke mine følelser og tanker. (...) Jeg kendte min plads i baggrunden, der hvor det gjaldt om at være sød og blid og bøde for min søsters stærke temperament og diskussionslyst. Jeg troede, jeg skulle være ekstra nem, så mine forældre ikke skulle have besvær med os begge, så jeg stillede ingen krav.« (s. 31 f.)
Allerede her formedes en karakterstruktur, som nærmest måtte kalde på, at en dominerende og selvoptaget charmør skulle tage den i besiddelse. Hvorvidt Annette Engell selv er bevidst om sammenhængen, fremgår ikke tydeligt. I hvert fald er hun ubevidst om, at strukturen blev holdt vedlige i de unge år, ganske vist på en mere behagelig måde, af hendes familie.

Det var en god, borgerlig familie, der havde magt over tingene og sørgede for sine egne – i dette tilfælde for rammerne omkring Annette Engells tilværelse. Da hun havde besluttet at gifte sig med Hans, syntes bedstefaderen således, at hun burde holde op med at arbejde, og for at dét kunne lade sig gøre, bevilgede han uden ansøgning en sum af familie-legatet. Annette selv havde end ikke overvejet at blive hjemmegående, bl.a. fordi hun tjente mere end Hans. Men bedstefaderen handlede, før hun kunne nå at tænke, og den bevilgede sum var stor nok til, at det unge par samtidig fik råd til en lejlighed. Senere, da Hans Engell skulle være soldat, blev der sørget for, at Annette kunne flytte ind i en lejlighed i nærheden af de øvrige familiemedlemmer, dør om dør med sin mor. Og da moderen ikke længere var der til at passe ægteparrets to børn, stod familiens gamle faktotum parat. Endelig overtog Annette Engell familiens sommerhus sammen med sin søster, og familiefonden satte hende straks i stand til at købe søsteren ud. Hele tiden er tingene blevet gjort for hende og omkring hende, undertiden før hun kunne nå at formulere, hvad hun selv ville. På intet tidspunkt synes hun at have måttet definere sin egen tilværelse, endsige sætte sig igennem over for familiens forventninger. Midt i sin privilegerede tilværelse har hun tilsyneladende været objekt snarere end subjekt.
Men hvis denne analyse er rigtig, så er resultatet af Annette Engells terapeutiske ærinde en identitet, som det kan være lige svært at forlige sig med og at slippe ud af. Ganske vist er det forfatterindens forestilling, at den selvbiografiske skriveproces skal sætte hende fri og gøre hende til hovedperson i sin egen fremtidige historie; men idet hun samtidig offentliggør bogen, fastholder hun sig som den, hun ikke vil være: Hans Engells skygge.

I mere radikal form – men også mere intenst og bevægende – kan problemet studeres i Le Klints Erindringstråde fra 1998. Det er en selvbiografi skrevet af et menneske, der hele livet har været offer: for undertrykkelse, udnyttelse, navnløshed og angst. I bogens slutning ser man hende slæbe rundt på en plasticpose med manuskriptet til sin selvbiografi, som hun har skrevet for at finde sig selv. Med bogens udgivelse træder hun for første gang frem for offentligheden og får det navn, som hendes historie har berøvet hende – men det er stadig offerets navn, »navnet bag de kendte lampeskærme«. Hinsides denne identitet ligger kun mørket og døden.
Det andet problem ved Annette Engells terapeutiske projekt er, at det underminerer hendes ellers vellykkede hævntogt mod den forhenværende ægtemand. Som nævnt fører hun ikke dét selverkendelsens perspektiv igennem, som findes antydet i hendes beskrivelse af barndommen og forholdet til familien. Men hvis hun gjorde, ville hun se, at ægtemanden, i al sin monstrøse egoisme, også var et symptom. Han var en dæmon, der måtte flytte ind, hvor betingelserne i den grad var lagt til rette for ham.
Selvbiografien er en farlig
genre.

Johnny Kondrup er universitetslektor og dr. phil. på en afhandling om selvbiografien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her