Kabila tilhørte den truede art af enerådige afrikanske ledere. Han trak det ellers så ressourcerige Congo længere ned i sumpen
Nekrolog
»Mine lange års kamp var ligesom at sprede gødning på en mark. Nu er høsttiden kommet.«
Det sagde Mzee Laurent-Désiré Kabila, efter at hans tropper i maj 1997 havde indtaget Congos hovedstad, Kinshasa. Høsttiden begyndte med fest i gaderne, men snart viste det sig, at høsten var forbeholdt Kabila og hans familie og ikke de omkring 50 millioner congolesere.
Manden med det melonrunde hovede og den efter sigende til tider joviale facon spillede efter de samme unoder som den forhadte forgænger Mobutu Sese Seko ham med leopardskindshuen. For eksempel regerede Kabila enerådigt og indsatte folk fra sin familie og hjemstavn på nøgleposter.
Måske var det skæbnens ironi, at 61-årige Kabila blev overfaldet lige præcis i tirsdags. Det var nemlig dagen før, at det var præcis 40 år siden, at Kabilas store idol Patrice Lumumba blev dræbt.
Lumumba var Congos første ministerpræsident efter uafhængigheden fra Belgien i 1960. Efter en kort og forvirret regeringstid blev han afsat og dræbt kort tid efter. Men for mange congolesere står han som nationens fader og i Kabilas verden en sand læremester. Til ære for Lumumba og for at bortviske minderne om Mobutus 32 år ved magten fjernede Kabila i 1997 Mobutu-betegnelsen Zaire og genindførte Lumumba-navnet Den Demokratiske Republik Congo. Demokrati forblev dog et luftkastel i Kabilas regeringstid, for efter kun en uge ved magten, forbød han alle oppositionspartier.
Forvirringen om Kabilas skæbne er et meget godt billede på hans tre og et halvt år ved magten. For selv om der i Congo ikke var tvivl om, hvem der regerede, så blev det enorme rige mere og mere opløst i Kabilas regeringstid. Hele den østlige del er besat af Rwanda- og Ugandatro oprørsstyrker, og økonomien er sunket i grus. Et blik på Kabilas fortid kunne ellers få én til at tro, at han havde opsamlet så megen erfaring, at han kunne have gjort det bedre.
Kabila læste i 1950erne politisk filosofi på universiteter i Frankrig og Østtyskland og blev marxist. Efter uafhængigheden var han i 1960erne med til at foranstalte flere opør, som dog alle blev slået ned. Han lærte på den hårde måde, at soldater ikke skal udplyndre befolkningen, hvis de vil have deres opbakning, og at venner i udlandet og fjenders fjender er alfa og omega, hvis man vil have og bevare sin magt.
Efter i 30 år at have været mere eller mindre i verdens glemsel dukkede Kabila pludselig op i november 1996, hvor han kom til at stå i spidsen for oprørsbevægelsen AFDL. Herefter gik det slag i slag mod Kinshasa, og undervejs brugte Kabila sin lærdom: Hans soldater holdt sig tilbage med udplyndringer, og han havde Rwanda og Uganda som sine allierede.
Knap var han dog nået op på magtens tinde, før han glemte lektien. I løbet af det første regeringsår ragede han uklar med sine gamle allierede og lyttede ikke til folket. Derfor var attentatet mod ham ingen overraskelse.
Efter sigende har Kabila udtalt, at Mobutus 32 år ved magten i Congos historie kun var en parentes, som hurtig kunne udviskes. Men hvis Mobutu var en parentes, så vil Kabilas plads i historiebøgerne blive en fodnote.
