Læsetid: 2 min.

Fassbinder på fransk

’Dråber på hede sten’ er en modig – men også sært corny-problematisk – fransk filmatisering af et ungdomsstykke af Fassbinder
26. januar 2001

(2. sektion)

Ny film
En tysk provinsby i 1970’erne. To mænd – den ene en 20-årig yngling, den anden en forsikringsagent på omkring 50 – i en tidstypisk lejlighed med langhårede tæpper, kunstig murstensvæg, orange udstråling og hvad der ellers hørte sig til i 70’ernes indretningsstil. Den unge Franz (Malik Zidi), der er studerende med hang til poesi, er blevet samlet op på gaden af den 30 år ældre, men også perfekt trimmede Leo (spillet af Bernard Giraudeau i absolut topform), der snart får overtalt Franz til at prøve sex med en mand.
Et halvt år senere i samme lejlighed: Franz er transformeret til forelsket og omsorgsfuld Hausfrau med bobbet hår (og Lederhosen!). Ydmygt opvarter han sin elskede Leo, når denne vender træt hjem fra arbejde, men Leo keder sig og bruger alt hvad Franz siger som påskud til at indlede et skænderi. Kun i sengen fungerer forholdet stadig upåklageligt, og her synes Franz at være blevet den dominerende. Fatale komplikationer opstår imidlertid, da de to mænds respektive tidligere elskerinder gør deres entré i lejligheden.
Dråber på hede sten er en fransk film, med fransk instruktør, franske skuespillere og fransk dialog, men personernes navne er tyske, og der spilles tysk musik og citeres fra Heinrich Heine. Det skyldes, at forlægget er et skuespil, som Rainer Werner Fassbinder skrev i sin pure ungdom.

Dissektion af forholdet
Der er da også noget umiskendeligt fassbinder’sk over denne kliniske dissektion af parforholdets iboende grusomhed – at der er tale om et forhold mellem to mænd er en i den forbindelse (relativt) uvæsentlig detalje. Til sin iscenesættelse har instruktøren François Ozon ydermere hentet inspiration i Fassbinders film, især Petra von Kants bitre tårer, hvor hele handlingen også er henlagt til en enkelt lejlighed. Og som hos Fassbinder præsenteres personerne ofte frontalt i rammer (vinduer, spejle mv.) inden for billedrammen, hvilket bidrager til at øge følelsen af klaustrofobisk indespærring.
Ozon har imidlertid tillige ladet sig inspirere af Alain Resnais’ teater-film fra 1980’erne og 90’erne. Resultatet er blevet en akt-inddelt film, der sætter skuespil og dialog i højsædet, samtidig med at der dog også arbejdes meget bevidst med (nogle af) filmmediets virkemidler.
Dråber på hede sten er et modigt værk. Ingen tvivl om dét. Den er også et langt stykke ad vejen en vellykket film, der aldrig forfalder til at bøje historiens undertiden ganske pikante elementer i neon. Men Ozon lægger selv op til at blive sammenlignet med Fassbinder, og den sammenligning falder ikke ud til hans fordel. Han formår ikke helt at dynamisere det teatralske drama, og selv om skuespillerne spiller fortræffeligt, er der noget, der skurrer i kombinationen af naturalistisk skuespil og stærkt formaliseret iscenesættelse, ligesom også sammenstillingen af tysk setting og tyske navne med fransk dialog forekommer mere uheldig end frugtbar.
Og skønt visse sceners patos må bevæge selv det koldeste stenhjerte, er filmens grundlæggende problem nok, at den er for corny til for alvor at kunne blive engagerende.

*Dråber på hede sten (Gouttes d’eau sur pierres brûlantes). Manuskript og instruktion: François Ozon, efter Rainer Werner Fassbinders skuespil ’Tröpfen auf heiße Steine’. Fransk.(Gloria, Café-biografen/Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu