Læsetid: 5 min.

Film

4. januar 2001

*Carole Lombard var en af Hollywoods bedst begavede komedienner, i stand til på én gang at levere en udlevering og et forsvar for sin type: Den blonde forkælede societypige. Hun er både satirisk drilagtig og elementært rørende som den impulsive millionærdatter Irene, der forelsker sig i familiens butler – den til det yderste korrekte Godfrey. Ham har hun og et overstadigt selskab af ligesindede samlet op blandt New Yorks subsistensløse bumser, og dem er der mange af, for vi er i 1930’rnes USA. Lombard kan gøre pigens frustrerede rådvildhed komisk. Hun døde ved en flyulykke i 1942, 34 år gammel, og den amerikanske screw ball-komedie blev aldrig helt den samme siden. – Godfrey ordner alt fra 1936 er en af hendes bedste film, suverænt instrueret af Gregory La Cava, der mestrede den hastigt skitserede situationskomik, det knitrende replikvid og den elegant maliciøse satire. Lombard har den formfuldendte William Powell som medspiller, og tykke Eugene Pallette er uforglemmelig som den knurrende familiefar, der også har sit hyr med Mischa Auers uberegnelige snyltegæst.
My Man Godfrey/Godfrey ordner alt. DR 1, torsdag kl. 14.15-15.50

*Jodie Foster egner sig godt til et udstråle intelligens og viljestyrke, og begge dele har hun brug for i rollen som videnskabskvinden Ellie Arroway, der fra sin lyttepost i New Mexico opsnapper et budskab fra stjernen Vega. Fremmede væsner vil i kontakt, og det sker med et diagram for konstruktion af en rumkapsel. Nu er vejen banet for Ellies rumrejse – skulle man tro, men intriger stiller sig i vejen. – Contact fra 1997 er Robert Zemeckis’ første film efter verdenssuccesen med Forrest Gump, og den ambitiøse, to en halv time lange produktion fik en noget blandet modtagelse, dog med fremhævelse af nogle visuelt fremragende rumsekvenser. Religiøse motiver indblandes i science fiction-historien, som bygger på en roman af den nu afdøde Carl Sagan. Blandt de medvirkende omkring Jodie Foster ses James Woods, John Hurt, Tom Skerritt og Matthew McConaughey.
Contact. DR 2, fredag kl. 19.35-22.00

*Nigel Hawthorne skabte sig varig berømmelse som embedsmanden i tv-serien Javel, hr. minister, men endnu længere vil han måske blive husket for sit portræt af den engelske Kong George lll, der på ret despotisk vis regerede fra 1760 til 1820. Efter at have styret kæmperiget i næsten 30 år ramtes han af en midlertidig sygdom, som datiden tolkede som galskab, men som man nu mener har været en stofskiftesygdom, der giver sindssygelignende symptomer. I hvert fald gør sygdommen i filmen den forkælede konge ekstra sårbar, fordi den får ham til at forsynde sig mod enhver tænkelig hofetikette ved at bralre løs i en konstant strøm af uanstændig tale. Kongen er gal, men hvor går grænsen mellem vanvid og storhedsvanvid? Er selve hans stilling, med dens grænseløse magtbeføjelser, ikke i sig selv en form for vanvid, som må afspejle hos den, der beklæder den og gøre ham vanvittigt selvcentreret? Det er ikke underligt, at kong George må lære ydmygheden at kende for at blive rask. Men inden da har Nigel Hawthorne i vidt omgang forsvaret den vitale galning som et på én gang absurd magtfuldt og rørende hjælpeløst menneske. Trods alt en trofast familiefar, en elsker af det frodige England og en livsnyder med musiske muligheder. Tyrannen af samme navn går lidt i glemmebogen, når kongen f. eks. læser op af King Lear og oplever essensen af Shakespeares geni. – Det suveræne show af en film er meget levende instrueret af Nicholas Hytner, der også satte Alan Bennetts tilgrundliggende skuespil op med succes. Og ud over Hawthornes bravourpræstation kan man nyde veloplagt spil af navne som Ian Holm som lægen, der får bugt med kongen, Rupert Graves som den evigt skuffede tronarving, Prinsen af Wales, og Helen Mirren som dronning Charlotte, der af hele sit hjerte elsker kongen.
The Madness of King George/Den gale kong George. TV2, lørdag kl. 23.05-01.00

*Mike Figgis er en rastløst eksperimenterende instruktør, der nok er bedst kendt for Leaving Las Vegas med Nicolas Cage som alkoholiker. Med The Browning Version beviste han, at han også behersker det traditionelle britiske drama lidt i James Ivory-stilen. Albert Finney spiller hovedrollen som kostskolelæreren Crocker-Harris, der oprindeligt var en begavet videnskabsmand og pædagogisk ildsjæl, men er stivnet i rutine med årene og nu – nedslidt og desillusioneret – står foran sin pension. En elev aner dog, at der stadig findes et værdifuldt menneske bag den hårde lærerskal og ansporer Crocker-Harris til et selvopgør. – Albert Finney dominerer filmen med sit portræt af en robust mand, der er gået i frø. På mange måder en mesterpræstation. Men også Michael Gambons lettere kyniske rektor, Greta Scacchis intelligent bidende hustru og Mathew Modines elsker er med til at gøre filmen seværdig. – Et skuespil af Terence Rattigan, allerede filmatiseret i 1950 med Michael Redgrave, ligger til grund for filmen.
The Browning Version/Livets skole. TvDanmark 2, søndag kl. 19.55-21.35

*Kevin Costner har meget at takke baseball for. I 1988 medvirkede han i to succes-film, der har denne amerikanernes yndlingssport som baggrund – Bull Durham og Field of Dreams. Så var han mega-stjerne, og succesen skyldtes ikke mindst sampillet med Susan Sarandon og Tin Robbins i Bull Durham, hvor han spiller en garvede baseball-veteran Bull Durham, der aldrig er blevet nogen superligaspiller og nu har til opgave at træne det unge Durham Bulls unge håb, den frække, men usikre LaLoosh (Tim Robbins) op. Samtidig involveres han med den begejstrede baseball-fan Annie, der udvider sin glødende sportsinteresse til sengeregionerne, i reglen én gang om året. Og nu står LaLoosh for tur. Men er det ikke i virkeligheden Costner, hun har kig på? – Filmen er skrevet og instrueret af Ron Shelton, der også kendes for Blaze og som bedre end de fleste amerikanske instruktører evner at levendegøre jævne miljøer og personer. Og Susan Sarandon brillerer selvfølgelig som den livsglade Annie, der er lige begejstret for baseball, litteratur og erotik.
Bull Durham/En sikker vinder. TvDanmark, søndag kl. 22.25-00.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her