En stresset Kenneth Madsen fortæller her om, hvilke film han vil vise i den nybyggede Empire Bio på Nørrebro.
FilmanmeldelseDet er ikke lige til at se det, hvis man ikke lige ved det. I hjertet af Nørrebro er man ved at lægge sidste hånd på bydelens nye biograf, Empire Bio.
Med kun ca. 24 timer til den officielle åbning skal man bruge sin fantasi for rigtig at kunne se, hvad det hele dog skal blive til. En håndfuld kedeldragtklædte håndværkere er ved at asfaltere foran biografens hovedindgang, og indenfor er en hær af tømrere, murere, elektrikere, VVS-folk og biografteknikere ved at forvandle de tidligere filmstudier til en topmoderne biograf med fire sale og ca. 600 sæder.
Måske er det derfor projektets bagmand, filmentreprenøren og -instruktøren Kenneth Madsen, virker en kende stresset, da jeg tropper op på hans kontor for at høre lidt nærmere om biografens filmmæssige profil.
I sin støvede jakke og arbejdsstøvler ligner han de øvrige håndværkere til forveksling, men som han målbevidst går fra mand til mand og fra opgave til opgave, er man ikke i tvivl om, at han er the man with the plan. Han, som alle opsøger, skal der tages en beslutning eller et problem løses.
Først bliver biografens opstartskoordinator, Cissy Banke, bliver sat til at vise mig rundt, så jeg midt i al byggerodet får en chance for ved selvsyn at konstatere, at Kenneth Madsen ikke overdrev, da han i et tidligere interview med Information pralede af Empire Bios store benplads, dobbelte armlæn, gode niveauinddeling, de store wraparound-lærreder og ikke mindst sæder med plads til selv store mennesker.
Programmet
Men tilbage til det med repertoiret. En blanding mellem Palladium og Dagmar, er de ord, Kennth Madsen tidligere har beskrevet Empire Bios profil med.
»Det er spørgsmålet om at finde de film, der har en kvalitet,« forklarer han i en (næsten) ledig stund, mens en stiksav hviner løs i baggrunden. »Og som kan sælge nogen billetter. Det er klart, for det er jo ikke for free det her, vel.«
Cissy har fortalt mig, hvordan hun, der sammen med hr. Madsen har sammensat de første par måneders program, har forsøgt at undgå de store, hurtige amerikanske film, samtidig med at der skulle være noget for drengene og pigerne på Nørrebro. Selv siger Madsen, at »det er kvaliteten af den enkelte film, der tæller.«
Hvis vi ser bort fra komfort, teknik og beliggenhed, hvad vil du så gøre for at sikre dig, at den her biograf kommer til at adskille sig fra andre i København?
»Jeg vil slås meget... Vi kan være opmærksomme på den type kvalitet, som vi godt kan lide og gerne vil stå inde for, og det kan være den restaurerede version af Raging Bull eller Exorcisten. Det kan i teorien være hvad som helst.«
Men det lyder ikke som et alternativ til ret meget.
»Nej, men vi er et alternativ, fordi vi er en lokal biograf med et premiere-repertoire og et forhåbentligt... nu kommer der nogen efter mig.« Kenneth Madsen er nødt til at gå, men han vender hurtigt tilbage og prøver at uddybe, hvad han mener.
»Jeg kan ikke gøre noget ved filmene. Det må være instruktørernes job. Jeg kan bringe oplevelsen noget mere. Alternativet er de dobbelte armlæn, mere benplads, klarere nummerering, bedre spilletider alle de ting, jeg kan gøre noget ved. Og det har jeg gjort.«
Kenneth Madsen er nødt til at sige farvel og skynder sig videre, mens jeg begiver mig ud for at finde Empire Bios kommende programlægger, Lasse Soll Sunde, for at få lidt mere at vide om biografens fremtidige repertoire.
Kvalitetsfilm
»Det er meget den linje, som er lagt nu,« forklarer han. »Gode kvalietetsfilm, gode dramaer, film for voksne og for kræsne. Det bliver en blanding mellem en premiere- og en programbiograf, hvor vi hele tiden har løbende premierer, og så vil jeg også finde nogle faste tidspunkter i løbet af ugen til lidt mere skæve ting. Jeg vil f.eks. gerne køre tyrkiske og pakistanske film, for vi har et lokalt opland, der gerne vil se dem.«
»Det er måske hvert femte år eller hvert ottende år, at vi får en tyrkisk film at se i Danmark. De er måske lidt mere flittige i Norge og Sverige, og så kan vi få en kopi med engelske undertekster og køre den i et par uger. Det er også der, at jeg kan bruge min festivalerfaring,« siger Soll Sunde, der også er arrangør af den årlige Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival.
Og, fortsætter han, »hvis man ser, at den nye film af Lawrence Kasdan ikke når til Danmark, så får man lyst til at presse de danske distributører. Når Nordisk Film køber en stor pakke hjem, så er jeg ikke sikker på, at de sender dem allesammen ud. Og så kan vi måske sige, at vi kender til nogle af de titler og ved, at der er et publikum til dem, og om de ikke kan genoverveje det. Det er der, man kan give distributørerne kvalificeret mod- og medspil.«
Egen import af film er også en idé, som spøger hos både Kenneth Madsen og Lasse Soll Sunde, men det på længere sigt. Som Kenneth Madsen siger, så handler det lige nu om at bevise overfor publikum, filmdistributørerne og investorerne, at Empire Bio både kan og vil. Så må alt det andet komme til efterhånden.
Læa mere på Empire Bios hjemmeside
Empire Bio åbner for publikum fredag den 5. januar med premiere på Robert Altmans Dr. T and the Women. De fylder op med Sunshine, Italiensk for begyndere, Hånden på hjertet og Hjælp! Jeg er en fisk. I næste uge er der premiere på Liv Ullmans Troløs og Guy Ritchies Snatch