Læsetid: 3 min.

Et filosofisk overkill?

19. januar 2001

(2. sektion)

To nordmænd har sat sig for at afdække Astrid Lindgrens filosofiske rødder og præferencer – og det er mere end problematisk

Filosofi
Det kan næppe undre nogen, at Jostein Gaarders kæmpeoplag og mammutsucces med Sofies verden har fået andre filosofiske hoveder – professionelle såvel som amatører – til at spekulere over, hvordan man gør ham kunsten efter. At det har strejfet de to nordmænd Jørgen
Gaare og Øystein Sjaastad og en håndfuld af deres muntre og intelligente venner af begge køn, kan der næppe være tvivl om. Men que faire?
Det kan man høre en del om og mere i deres 500 sider lange værk: Pippi og Sokrates, hvor den geniale Astrid Lindgrens børnebøger fra Pippi Langstrømpe til Brødrene Løvehjerte, Karlson på taget, Mio min Mio samt en håndfuld andre gøres til genstand for granskning og sammenlignende studier, så det halve kunne være nok, havde jeg nær sagt. For man skal gå stille på sine (halv-)filosofiske sokker, før man fejer en seriøs, men også underholdende bog helt af bordet.
Problemerne i projektet kan man dog ikke komme uden om, for de melder sig straks. Hvad forfatterne finder hos Lindgren er nemlig, at hun med sit vældige talent kan sige store og mindre store sandheder gennem sine figurers mund, så de ikke bare virker, men virker på en enkel og humoristisk måde, som er svært efterlignelig.
Det er en stor kunst at kunne det, og Astrid Lindgren er en stor kunstner. Men det er altså også – viser det sig – om ikke en stor kunst, så dog en smal sag at slå efter i den filosofiske litteratur og finde ud af, at alt hvad Pippi og Ronja Røverdatter og Karlson siger, alt sammen er sagt før af alle mulige illustre navne fra omtalte Sokrates til Søren Kierkegaard, Sigmund Freud, Nietzsche, Margaret Mead – og Albert Engström, for at det ikke skal være løgn. De suppleres på alle leder og kanter af Schopenhauer og Platon, Immanuel Kant og René Descartes, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Martin Heidegger og Heraklit plus det løse.
Egentlig burde man således sidde tilbage brat af slaget rammet, og det gør man også, men på en anden måde end forfatterne sikkert har forestillet sig. Det skal jeg vende tilbage til.

Pippi-analyse
Først går man nemlig på med krum hals, til optakt gennem et sludrevornt, tuttenuttet forord og dernæst til sagen selv. Man vil jo nemlig gerne oplyses og – som hos Gaarder – lære en hel masse om filosofi, mens man underholdes.
Der er bare den hage ved det, at den komparative idé, hele herligheden er baseret på, snart virker mere irriterende end inciterende. For der kommer noget besværligt ’ha, hvad sagde jeg-agtigt’ over projektet, noget villet, som ikke modsvarer den påståede veloplagthed og kildrende opdagerglæde, som forfatterne tilstræber.
Lad os tage et eksempel: Pippi Langstrømpe har sin drømmeø, der hedder Kurrekurredutøen, hvor der er blåt vand og grønne palmer, og floderne flyder med chokolade, og alle er glade og spiser godter til de segner. Straks falder tanken på Margaret Mead og Coming of Age in Samoa, hvor hun i slutningen af 1920’rne fik tegnet et paradisisk land op med fri sex og en aggressionsløs kultur. Det var ganske vist – fra et videnskabeligt synspunkt – et meget kulørt Shangri-la, Mead havde tegnet, men alligevel, pyt med det, for nu har vi jo Lindgrens ubesværede fantasi at komme hende i møde med, så der kan I bare se!

Komparativ diskurs
Albert Engström var en begavet, bidsk og indimellem meget morsom forfatter (og tegner), men ligefrem at indrullere ham blandt de klassiske filosoffer, er måske at skyde en lille smule over målet. Alligevel hales han ind som spartelmateriale i den komparative diskurs, for Lindgren har også sagt noget, som Albert Engstöm har sagt og skrevet om, så der må være en sammenhæng og den falder – naturligt nok – ud til Astrid Lindgrens fordel, selvom Engström også er sjov. Og klog. Og filosofisk. Og barsk. Og usentimental o.s.v.
Jeg vil nødig være uretfærdig, men i stedet for lade det være op til læserne at dømme om Pippi og Sokrates, for jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke orkede at læse bogen til ende alle dens mulige og umulige kvaliteter til trods. Jeg holder mig til Astrid Lindgren. Og Gaarder, måske.

*Jørgen Gaare og Øystein Sjaastad: Pippi og Sokrates. Filosofiske vandringer i Astrid Lindgrens verden. 522 s., ill. 338 nkr. C. Huitfeldt Forlag. Oslo

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her