Læsetid: 4 min.

At følge den røde tråd

13. januar 2001

Arkitekten Edvard Heiberg var med til at sætte dagsordenen for boligbyggeriet efter krigen

Ny bog
Bogen om Edvard Heiberg (1897-1958) kan siges at være en stærkt påkrævet og allerede en umistelig kilde. Endelig genfortælles historien om moderne arkitektur med vægten lagt på indhold, hvor form i stor udstrækning følger funktion. Selv om det er samfundsdebatten og arkitekturens funktion, der udgør den ’røde tråd’ gennem Heibergs virke, gør bogens forfatter, arkitekten Leif Leer Sørensen, også opmærksom på Heibergs rolle som fornyer af den funktionelle tradition – en moderne arkitektur, men en anden end den internationale modernisme.
Edvard Heiberg – og dansk funktionalisme, en arkitekt og hans samtid behandler et livsforløb, der rummer alle virkelighedens skalatrin. Fra en overordnet reel og visionær livsanskuelse med elementer af både naturvidenskabelig rationalisme og kritisk, følsom humanisme, ledes vi i Sørensens fortælling hen til Heibergs evne til at gå tæt på virkelighedens detaljer, hvor selv køkkenindretning og modulberegning bliver uadskillelige fra helhed og idé.
Set i lyset af den radikale debat, som beskrives så godt i bogen, er det indlysende, at Edvard Heibergs arkitektur havde en afgørende betydning gennem hele det 20. århundrede, ikke mindst fordi den konkretiserede meget af den samfundskritik, som Heiberg delte med bl.a. Poul Henningsen.
Leif Leer Sørensen sætter os grundigt ind i Heibergs historie. Født i Christiania (Oslo) og opvokset i det, som var en ung nations radikale og progressive holdning til den nye verden, bliver han i 1916 optaget på Kunstakademiets Arkitektskole i København. Han tilslutter sig en kritisk holdning til akademiets stilstudier, og i genopdagelsen af nyklassicismens geometriske idealer finder han begrundede og ’objektive skønhedsidealer’ under ledelse af arkitekterne Carl Petersen og Ivar Bentsen.

Interneres
Under et ophold i Paris i 1923 lærer Heiberg den moderne arkitektur at kende og møder bl.a. Le Corbusier. Heiberg opfatter den moderne arkitektur som en saglig og realistisk videreførsel af traditionen, og han bliver en af de første i Danmark, der skriver om den nye arkitektur.I 1930 får han ansættelse i Dessau, Tyskland, som lærer ved Bauhausskolen under direktør Hannes Meyers ledelse. Sørensen beskriver, hvordan Heiberg kommer til at arbejde for Meyer bl.a. med projekteringen af erhvervsskolen Bernau uden for Berlin. Det er en skolebygning, der knytter tråden fra bauhausarkitekturen til den funktionelle tradition, som vi kender fra Århus Universitet og lignende bygningsanlæg.
Helt centralt i beskrivelsen af Heiberg er arkitekturen og herunder især de bolig- og planlægningsspørgsmål, der var forudsætning for fornyelse af samfundet såvel i Danmark som internationalt. Spørgsmål, som Heiberg selv stiller i bogen 2vær. straks, der blev skrevet, mens han sad fyrre dage i Vestre Fængsel, fordi han var fremkommet med antifacistisk kritik – i 1934. Heibergs radikale holdning og fortale for demokratiet fører også til, at han interneres under krigen. Efter krigen spiller Heiberg en væsentlig rolle i udviklingen af det industrielle byggeri. Statens Byggeforsknings Institut grundlægges i 1947, og i 1953 engageres Heiberg til et arbejde med moduludredning, som publiceres i 1957.

Nøgtern bog
Fortjenesten ved Sørensens bog ligger ikke mindst i, at den gennem en grundig beskrivelse af efterkrigsårenes arkitektur formår at trække tråden gennem næsten et halvt århundredes arkitekturhistorie.
Ved at fæstne tråden i Edvard Heiberg opstår der mange knuder, der må have været svære at løse. Dette gælder ikke mindst de tråde, der er forankret i partipolitisk loyalitet, og som også bliver til knuder på arkitekturens tråd. Det er imidlertid tydeligt, at Heibergs røde tråd er meget stærk, og selv om den russiske socialrealisme føles fjern, kan vi næppe finde nogen anden dansk kilde, der tydeligere nærmer sig det
’folkhemsbegrep’, som bliver så kendt i beskrivelsen af den spirende skandinaviske 50’er-arkitektur. Det rige materiale, som er bogens grundlag, rummer mange historier og er opdelt i kapitler, der både er afgrænset tidsmæssigt og tematisk. Det gør det nemt at læse bogen som en biografi, men samtidig er det problematisk at finde den tematiske sammenhæng. Til kritikken bør føjes, at selv om Heibergs arbejde karakteriseres med en saglig og nøgtern, moderne holdning, mangler den ikke sanselige kvaliteter.
Sørensens fortjenstfulde monografi er nærmest et overflødighedshorn, når det drejer sig om faktiske informationer om såvel mennesket som arkitekten Heiberg, men tenderer samtidig en position, der er mere objektiv end nødvendig. Såvel en udvidet kritisk analyse som en mere bevidst opsætning af fotografier og tegninger havde beriget indholdet og gjort materialet mere tilgængeligt.
Endelig, men også først og fremmest, kan der ikke lægges nok vægt på det arbejde, som Leif Leer Sørensen har udført. Sammenstillingen af det dokumenterede materiale er videnskabelig, men også en frodig fortælling, der allerede må regnes som en grundlæggende kilde til revision og fornyelse af moderne arkitektur.

*Leif Leer Sørensen: Edvard Heiberg – og dansk funktionalisme, en arkitekt og hans samtid. Arkitektens forlag. 395 kr.

*Ola Wedebrunn er ph.d.-studerende ved Kunstakademiets Arkitektskole og medforfatter til bogen: Murede huse i København, der udkom i foråret

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her