Karen Jespersen
*Ifølge dagens Ritzau-liste åbner indenrigsminister Karen Jespersen ikke en konference med titlen »Er vi klar til en ny katastrofe?« Det kan man så fundere lidt over.
Benedikte
*Denne torsdag uddeler HKH Prinsesse Benedikte legater et sted, hvor hendes afdøde hr. fader i den grad ville have følt sig hjemme, nemlig Danske Studenters Roklub. Det var ham, der gav danske roere særlig tilladelse til at føre splitflag.
Per Pallesen
*Den (lidt for?) travle skuespiller Per Pallesen beretter i dag på Mocca Mekka i København om sine personlige erfaringer med kafferisteri. Hvad han dog roder sig ud i!
Big Brother
*På et pressemøde i eftermiddag præsenterer kanalen TV Danmark blandt andet det seneste påfund i snage-tv: programmet Big Brother.
Misdæder
*Retten i Holsted behandler i dag en sag om en grov forbrydelse: en gårdejer fra
Vejen står tiltalt for at have ladet sine kreaturer gå udendørs uden læskur. Det betegner Ritzau med rette som »en udåd.«
Mel Gibson
*Filmstjernen Mel Gibson siger til Radio Times of London, at skuespillet er »en terapiform mod hans grundliggende sindsyge personlighed.« Før skuespilkarrieren ville han være krigskorrespondent.
Ole Sohn
*Den tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti, folkesocialisten Ole Sohn, taler i aften i Nakskov over temaet »Er socialismen yt?« Ska vi gætte på svaret?