Læsetid: 5 min.

En forhadt leders endeligt?

17. januar 2001

Forlydender om et kupforsøg på DRCongos præsident Kabila åbner nye muligheder for landet, der på 29. måned lægger jord til en regional krig

Den Demokratiske Republik Congos præsident, Laurent Kabila, blev i går udsat for et kupforsøg, der ifølge nabolandet Ugandas efterretningstjeneste kostede ham livet. Andre kilder og nyhedsbureauer var ved redaktionens slutning også overbevist om, at noget afgørende var sket i går i hovedstaden Kinshasa, men Kabilas død kunne ikke bekræftes fra officielt congolesisk hold.
Hvis forlydenderne taler sandt, står regionen – der i øjeblikket er dybt involveret i en regional krig på DRCongos jord – i en ny situation. Som omdrejningspunkt for krisen har Kabila spillet en nøglerolle for løsningen – en rolle, han ikke har prioriteret særlig højt.
Resultatet er et opdelt land, hvor civilbefolkningen lever under kummerlige forhold.

Hvorfor?
Hvordan kunne det gå så galt?
Professor i International Lov, congoleseren Tshibango Kalala, er forsker på Universitetet i Bruxelles samt assisterende professor ved det congolesiske Universitet i hovedstaden Kinshasa, der ligger i den del af Congo, der var under Præsident Laurent Kabilas kontrol. Han mener, at forklaringen skal findes tilbage i 1990 – 30 år efter uafhængigheden fra det belgiske kolonistyre.
Dette år accepterer den daværende Præsident Mobutu Sese Seko, der kom til magten ved et militærkup i 1965, eksistensen af opposititionspartier.
Forud for denne beslutningen finder flere afgørende historiske begivenheder sted: Mobutus mangeårige ven Chauchesco dør, Berlinmuren falder og efter den de kommunistiske regimer. Alt sammen medvirker til, at Vesten ikke længere ser nogen grund til at støtte den Mobutu, som de selv havde hjulpet til magten 25 år tidligere på grund af hans anti-kommunistiske holdninger. I de 25 år fortsatte hjælpen som lån, militærhjælp og sågar militære redningsaktioner af Mobutus autoritære og korrupte regime.
»I 1990 har Vesten ikke længere brug for Mobutu, og derfor beder de ham demokratisere styret. Det er grunden til, at han den 24. april 1990 accepterer flerpartistyre,« sagde Professor Kalala ved et seminar arrangeret af bl.a. Sydafrika Kontakt i slutningen af sidste år.

Et lille håb
Herefter tegner fremtiden sig en anelse lysere for det land, der efterhånden er temmelig medtaget efter Mobutus mangeårige opprioritering af militæret på trods af stigende sociale og økonomiske problemer.
Mere end 400 nye partier skyder op, og en National Konference bliver nedsat for at finde frem til en ordning for overgangen til flerpartistyre. I 18 måneder arbejder 2.800 delegerede på at lave en demokratisk grundlov og sammensætte en overgangsregering, der blandt andet skal føre landet ind i det moderne økonomiske system.
Så langt nåede de aldrig.

Mobutus farvel
»Mobutus folk modarbejdede under hele konferencen planerne,« forklarer Tshibangu Kalala, der som congolesisk intellektuel og medlem af et af de mange oppositionspartier sad med under de 18 månders arbejde.
»Efterfølgende forkastede Mobutu alt med de velkendte midler: terror, penge og korruption,« tilføjer han.
Det træk får modstanden til at stige – også internationalt – mod den congolesiske diktator, og snart er han isoleret både i og uden for landet. Alligevel bliver det naturen, der ender med at fælde den forhadte leder:
»I 1996 bliver Mobutu opereret for prostatakræft, og da forstod alle, at han var færdig. Hans støtter forlod ham, og oprørsstyrkerne startede kampe i Østcongo. Mobutu havde fjender i nabolandene, som støttede oprørerne og hjalp dem til at nå frem til Kinshasa,« fortæller Professor Kalala.
Den 19. maj 1997 vælter oprørslederen Laurent Kabila med Uganda og Rwandas hjælp Mobutu Sese Seko og overtager selv præsidentembedet. Drømmen om forandringer bliver dog snart gjort til skamme. Kabila fortsætter Mobutus jerngreb om det civile samfund og forbyder prompte enhver opposition samt forkaster Nationalforsamlingens arbejde. Samarbejdet med Vesten ryger sig også en tur, inden det bliver påbegyndt. Og ikke nok med det: Kabila, der som tak for hjælpen havde lovet Uganda og Rwanda at udrydde nogle af oprørerne, der jævnligt angreb de to lande fra Congo, ’glemmer’ sit løfte.
Den 2. august 1998 har Uganda og Rwanda fået nok. Gennem støtte til oprørerne forsøger de på denne dag at vælte Kabila. Kuppet mislykkedes, fordi Angola, Zimbabwe, Burundi og Namibia vælger at gå ind og støtte Kabila. Resultat: Mere end 35.000 udenlandske tropper befinder sig i den såkaldte Demokratiske Republik Congo. Den ’Afrikanske Verdenskrig’ er en realitet.
Congo er i dag reelt opdelt i to næsten lige store dele. Den ene del har Kinshasa som hovedstad. Det er den del, Kabila dominerede. Den anden del, der grænser op mod Uganda og Rwanda, domineres af de congolesiske oprørshære. Hovedstaden i denne del hedder Kisangani, der ligger i et område, der er særlig rigt på naturlige ressourcer. Dette faktum er en medvirkende årsag til, at de rwandiske og ugandiske regeringshære befinder sig i byen, selv om denne ligger 250 km fra fronten. Da de to landes regeringer ikke har råd til at betale deres hære løn, finansieres denne via et ta’-selv-bord i Congo.

Tvivlsomme motiver
Også Kabilas allierede har tvivlsomme motiver for deres tilstedeværelse i Congo. Angola ønsker at forhindre, at oprørshæren UNITA som under Mobutu kan operere fra Congo. Angolas regeringshær har i mere end 30 år kæmpet mod UNITA. Namibia støtter Angola i kampen mod UNITA, og Zimbabwe modtager betydelig betaling for at stille med en tredjedel af sit lands hær; dvs. omkring 10.000 soldater. Betalingen kan aflæses direkte på Zimbabwes opgørelse over landets eksport: I 1999 fremgår det, at Zimbabwe har eksporteret 19.000 karat diamanter på trods af, at der ikke findes diamantforekomster i landet.
De involverede parter har altså alle en interesse i at blive i DRCongo. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at den våbenhvile, der sidste år blev forhandlet på plads – og underskrevet af alle parter inklusive Kabila – i Zambias hovedstad, Lusaca, gang på gang bliver overtrådt. Derfor forhales også indsættelsen af en 5.537 mand stor FN-styrke – i dag er der kun i alt 110 FN-soldater i landet som et første led i udstationeringen.
Med gårsdagens formodede kupforsøg ligger DRCongos fremtid igen åben – de næste dage vil vise, i hvilken retning landet vil bevæge sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu