Læsetid: 2 min.

Forskere: EU-hvidbog bliver ren spekulation

20. januar 2001

Forskere er skeptiske over for den hvidbog om EU-samarbejdets fremtidige udvikling, som regeringen selv vil skrive. De mener, den bliver spekulativ

Regeringens beslutning om selv at skrive den nye hvidbog om EU’s udvikling møder massiv kritik fra flere fronter. Nej-partierne i Folketinget har absolut ingen tillid til, at regeringens embedsmænd er i stand til at lave en så nøgtern og objektiv redegørelse, som udenrigsminister Mogens Lykketoft nu lægger op til. Flere EU-forskere er samtidig skeptiske over for regeringens idé om at fremskrive, hvordan EU-samarbejdet udvikler sig i de næste 5-10 år. De henviser til, at ingen var i stand til at forudsige de sidste ti års EU-udvikling tilbage i 1991:
»Hvidbogen vil uundgåeligt blive meget hypotetisk. Når man tænker på, hvor lidt alle dem, der forsøgte at forudsige udviklingen for ti år siden, fik ret, ja så er det meget svært at forestille sig, at regeringen skulle være bedre til at kigge i krystalkuglen i dag. Der er så mange uforudsigelige faktorer i EU’s udvikling, at en sådan hvidbog let kan blive utopisk,« siger EU-forsker ved Københavns Universitet, Marlene Wind, til Information.

Bredt grundlag
Regeringen har lagt op til, at hvidbogen skal omhandle tre hovedtemaer: udvidelsen, globalisering og brobygning til befolkningen. Formålet er at skabe et bredt debatgrundlag, som alle partier og bevægelser kan være fælles om. Problemet er blot, at netop fænomener som EU’s udvidelesproces og den turbulente globalisering er næsten umulige at forudsige, hvis man ikke skal gætte.
Professor i international politik ved Københavns Universitet, Ole Wæver, påpeger, at den europæiske integrationsproces rummer så mange uforudsigelige faktorer, at man bør operere med en række forskellige scenarier, hvis hvidbogen overhovedet skal give mening. Selv fremhæver Ole Wæver tre scenarier, som hvidbogen er nødt til at forholde sig til:
»Det første EU-scenarium kunne bygge på, at det på de næste regeringskonferencer lykkes at komme igennem med de oprindelige planer om at opbygge reelle politiske institutioner, som kan modbalancere stormagterne. Det andet scenarium kunne bygge på, at det bliver stadigt sværere at komme igennem med de nødvendige reformer, og de største lande dermed kommer til at bestemme udviklingen,« siger Ole Wæver, og nævner som det tredje scenarium, at der kan opstå et ydre pres på EU-samarbejdet på grund af den amerikanske udenrigspolitik. Wæver vurderer, at de tre scenarier har nogenlunde lige stor sandsynlighed.
Nej-partierne i Folketinget er først og fremmest kritiske over for regeringens plan om selv at lave fremskrivningen. Nej-siden frygter, at hvidbogen blot vil blive et ensidigt partsindlæg, hvor regeringens embedsmænd sættes til at skrive konklusionerne på forhånd. Udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) forsøgte efter mødet med partiledere og EU-ordførere fra samtlige partier i går at berolige sindene: »Vi vil prøve at overraske positivt, og jeg agter ikke at grave mig ned i en skyttegrav. Jeg har tænkt mig at bidrage så stærkt, mine evner nu rækker, til at forklare, hvilke muligheder og begrænsninger der er for Danmark,« siger Lykketoft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her