Analyse
Læsetid: 5 min.

Frankrig og parlamentarismen

9. januar 2001

Den 5. Republik lever i en latent forfatningskrise, hvor 'præsidentokratiet' står for skud, og der lyder stadig stærkere krav om tilbagevenden til parlamentarisk styre

Frankrigs forfatning er blevet underkastet mange små ændringer i løbet af 40 år, og i sidste halvdel af 2000 har parlamentet vedtaget to love, der berører selve styrkeforholdet mellem præsidenten og parlamentet: En afkortning af præsidentens mandat fra syv til fem år og en lov, der forlænger Nationalforsamlingens nuværende mandat med tre måneder for at sikre, at præsidentvalget i 2002 går forud for nationalforsamlingsvalget.
Det vil bemærkes, at det første af disse to skridt går i retning af at reducere præsidenten, mens det andet stadfæster præsidentens primære rolle i systemet. Men det sidste er faktisk begrundet i valgtaktiske hensyn, og tendensen går som helhed i retning af at nedtrappe et ’præsidentokrati’, som Frankrig er ved at være træt af, og give parlamentet den ubestridte hovedrolle, som det har i næsten alle demokratiske lande.
Bortset fra de gentagne kosmetiske operationer på den franske forfatning foregår der en løbende debat, hvis ledemotiv er, at den 5. Republik er ’udslidt’, og at det er på tide at gå over til den 6. Republik eller, som det ofte fremføres – som for at minde om, at det franske samfund er meget subtilt – Republik nr. 5 B.

Der er ikke noget enestående i, at Frankrig befinder sig i en forfatningsdebat. Det må tværtimod nærmest anses for normalt i betragtning af, at dette land skifter regime næsten »som man skifter skjorte«.
Siden Revolutionen i 1789 har man haft fem republikker, to monarkier og to kejserriger. Historikere, der tager alle nuancer med, taler om 15 regimer i løbet af 200 år. Men siden 1997 er manglerne – og urimelighederne – ved den nuværende forfatning blevet særlig iøjnefaldende, og debatten har accelereret.
Da præsident Chirac udskrev valg til Nationalforsamlingen i foråret 1997, kom socialisterne og deres allierede til magten – stik imod Chiracs beregning – og man gik ind i en fem år lang periode med ’cohabitation’ mellem en præsident og en regering af hver sin partifarve.
’Den franske undtagelse’ blev nu for alvor iøjnefaldende. Man oplevede, at den franske præsident rent faktisk tabte et valg, som han selv havde provokeret – uden at være tvunget til at træde tilbage. Omverdenen har måttet vænne sig til, at den franske regering har to hoveder – et misfoster, der udstilles ved alle topmøder, som Frankrig deltager i, først og fremmest i EU. Man har måttet konstatere, at den franske præsident både er statsoverhoved og oppositionsleder.
Af anstændighedsgrunde er det dog kun på hjemmebane, at han kan optræde i den sidstnævnte rolle, men det gør han mere og mere, efterhånden som man nærmer sig præsidentvalget 2002. Nu er Jacques Chirac og premierminister Lionel Jospin modkandidater til præsidentposten og i konstant krig med hinanden.
Næsten dagligt er man vidne til, at præsidenten kritiserer regeringen, og hans taktik er at udstille Jospin som handlingslammet og immobil, bange for reformer – mens Chirac kræver den ene reform efter den anden på områder, som han ved er rene minefelter for premierministeren. Det er tydeligt for alle og enhver, at præsidenten ligger i konstant baghold.

I andre europæiske lande – men også i stigende grad i Frankrig – spørger man med god grund, hvorfor det franske system skal være så kompliceret.
Bortset fra de absurde følger af forfatningen, man har oplevet under Chirac, er systemet længe blevet kritiseret for at være baseret på overdreven personlig magtkoncentration hos præsidenten og reduceret magt hos parlamentet. Cohabitationen har uundgåeligt ændret styrkeforholdet i parlamentets favør, men samtidig styrket kravene om, at man tager konsekvensen og genopretter parlamentets suverænitet forfatningsmæssigt.
Der er historiske grunde til, at Frankrig til forskel fra sine europæiske naboer ikke bekender sig klart til parlamentarismen. Fra 1875 til 1958 – det vil sige under den 3. og 4. Republik og med undtagelse afPétain-styret 1940-44 – levede Frankrig under parlamentarisk regime, men det var med hyppige regeringskriser og mangel på stabilitet.
Man kan sige, at Frankrig ligesom Italien trivedes dårligt med parlamentarismen, tildels som følge af manglende ansvarsbevidsthed og seriøsitet hos parlamentarikerne, der væltede regeringerne for et godt ord. Og regeringerne bestod næsten altid af skrøbelige koalitioner.
Mange drømte om et andet regime med en stærkere udøvende magt, og general de Gaulle, der nærede en sygelig mistillid til parlamenter og politiske partier, sørgede for at ’rydde op’ med den forfatning, han fik gennemført efter sin magtovertagelse i 1958 – den 5. Republik.
Resultatet blev faktisk større stabilitet, og indtil den første cohabitation 1986-88 var der ikke nogen tvivl om, at Republikkens præsident var den dominerende figur, på én gang statsoverhoved og de facto over-regeringschef. Det parlamentariske flertal var på præsidentens side, og parlamentet var reduceret til et gummistempel.

Situationen siden 1997 har afsløret, at det franske system i virkeligheden overvejende er parlamentarisk, og at den dominerende rolle for præsidenten beror på en hævdvunden, men nu forældet fortolkning af forfatningen. Præsidenten er blevet en generende faktor, en klods om benet på regeringen, der repræsenterer det parlamentariske flertal.
Derfor præges debatten af ønskerne om klare linjer, og sådanne kan kun opnås ved en reduktion af præsidentens magt og en befæstelse af parlamentarismen.
Den nuværende forfatning rummer en række privilegier for præsidenten – bl. a. ret til at opløse parlamentet – og en række indskrænkninger i parlamentets rolle og kontrollerende funktion, som er uforenelige med et velfungerende parlamentarisk demokrati.Men spørgsmålet er særdeles omstridt. Nogle ønsker den utvetydige parlamentarisme med præsidenten som en rent repræsentativ topfigur à la den 4. Republik – idet man så håber, at parlamentarikerne i dag er mere ansvarlige og styrer uden om fortidens synder...
Kun en hård gaullistisk kerne sværger til forfatningen, som den er. Næsten alle andre er enige om, at der er behov for en stor forfatningsreform, men det er en udbredt opfattelse, at præsidentvalget stadig bør være den centrale, retningsbestemmende begivenhed i fransk politik. Det er typisk, at et centrum-venstre establishment-organ som Le Monde bekender sig til denne opfattelse.
Næsten lige så udbredt forekommer den opfattelse, at det er på tide at styrke parlamentets rolle. Tidligere præsident Valery Giscard d’Estaing opsummerede sagen i en nøddeskal, da han sagde fornylig: »Med tiden burde man kunne mildne den tugtelse, som den 5. Republik underkastede parlamentet...«
Andre kan ikke se nogen grund til, at parlamentet – den folkevalgte, lovgivende forsamling – overhovedet skal tugtes. En gruppe socialistiske, kommunistiske og grønne parlementarikere har i et indlæg i Le Monde slået til lyd for genindførelse af parlamentarismen og reduktion af præsidenten til en upolitisk topfigur. Den nuværende forfatning giver, skriver de, »et anakronistisk billede af vort land i forhold til de syv andre republikker i den Europæiske Union«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her