Læsetid: 3 min.

Fremtiden tilhører de døde

Fra bagscenearealet i Washington har vi modtaget denne meget uofficielle og ucensurerede beretning om den weekend, hvor millionærerne blev smidt ud af præsidentens by
22. januar 2001

Indsat(s)
Der var vildskab og sindssyge i alle retninger, da Amerikas værste slyngler i en lang weekend mødtes i Washington for at fejre og indsætte George W. Bush som deres president og sparke alle millionærer ud af byen med besked om aldrig at vende tilbage.
Løgnere, dømte bedragere og beviseligt dødsensfarlige monstre drev rundt mellem eksklusive restauranter og hoteller og efterlod et stinkende spor af 35 millioner en-dollar sedler, som de havde brugt og betalt for offentligt at kunne tørre røv i Den Frie Verden. Ved hver middag til 25.000 dollar pr. bord kom Bush forbi for at velsigne forurening og undertrykkelse af kvinder, indianere, sorte og hvide, Europa og Asian og Afrika og enhver med en intelligenskvotient over 65.
»Fortiden tilhører de levende,« råbte Bush over højlydt smasken og sabelraslen, »fremtiden tilhører de døde.« Han lovede at være »præsident over alle,« selvom de fleste stemte på en anden, og at uddannelse ville stå øverst på hans dagsorden. Elever og studerende ville som han selv få hjælp til at bestå: »Med lidt pres på rektor skal det nok gå.« I samme anledning overrakte han vicepræsident Dick Cheney, der to gange dumpede paa Yale University, sit eksamenbevis.
Jeg ved det, for jeg havde sneget mig forbi sikkerhedsvagterne dage forinden og gemt mig i et spritlager på Watergate Hotel, hvor jeg indtil torsdag sad døddrukken sammen med den netop fyrede Linda Tripp og brækkede mig i mine sko.

Uhøflig subkultur
I sikkerhed bag indespærringerne og med et backstage pas, som jeg stjal fra en desillusioneret John Podesta bevægede jeg mig ud for at møde Bushs kommende stab. Det blev hurtigt klart, at alle, på nær Colin Powell, tilhører en uhøflig og uhyggelig subkultur af fordrukne kryptofascister med kun en ægte ambition i livet: At herske over umælende masser og med passende mellemrum lade nogle stykker af dem stemple ud i dødskammeret.
»Vi vil vælte Alaskas bjerge som kegler,« sagde den kommende indenrigsminister Gale Norton til forsamlingen af Amerikas rigeste og mest magtfulde direktører, »og olien vil sprøjte så højt, at himlen bliver sort. Vi vil fælde skovene og give dem til jer. Og vi vil opspore hver eneste kreative tanke om en mere retfærdig fordeling af landets rigdomme og knuse dem.«
»I de seneste otte år under Bill Clinton er kløften mellem rige og fattige lande vokset, og i de lande, inklusive USA, er forskellen også blevet større. Vi vil gøre alt for at hædre den stolte arv og accelere processen. Om føje år, måske allerede om nogle måneder vil I eje alt.«
Klapsalverne brød ud omgående, og i en handling ladet med symbolik kastede direktører og bestyrelsesformænd kyllingeskrog & fedtkanter fra stegen for hendes fødder.
Bunken var så stor, at Norton måtte kravle op på en stol for at give sin takketale, som sluttede: »Og I har helt ret, sådan bliver strukturen paa socialhjælp og medicintilskud, før de dovne nassere ved, hvad der ramte dem.«
Igen blev luften tyk af hyldest, afgnavede ben og oste-kanter.
En direktør bemærkede, at ikke siden Nixon havde han set mage til præsident: »Han kan smile og trykke folk i hånden samtidig med at han dolker dem i ryggen. Det er en enestående egenskab for en præsident.«
Uden for bemærkede en endnu ikke arresteret demokrat, at man dog trods alt altid ville vide, hvor man skulle lede efter Bush-administrationens politiske strategier: I rendestenen. Han sagde også, at Bush, om ikke andet, ville få flere til at tro paa Gud.
»Ingen vil være i tvivl om, at Helvede findes eller hvor det er, når landet står i forbrydere og alfonser til halsen.«
Tidligere præsident Gerald Ford sagde, at hvad Helvede angår, så havde han tidligere været sikker på, at han ville lande i Helvede, fordi han benådede Nixon, men at nu ikke længere følte sig så sikker.
»Det ville være helt ude af proportion med den straf, der venter de fire højesteretsdommere, der i realiteten valgte Bush.«
Paa vej ud af restauranten mødte jeg tidligere finansminister Robert Rubin, som sad i et Gucci-jakkesæt og drak æblesnaps. »Er du klar over, hvad det her betyder for finansmarkederne,« spurgte han.
»Når Clinton fortalte en vovet joke paa tv, grinte folk. Hvis Bush gør det samme, vil alle investorer skrige i panik og sælge alt, hvad de ejer." Rubin skiftede ansigtsudtryk og så pludselig træt ud, mens hans løftede flasken.
»Men jeg maa videre. Her til morgen gav CIA alle millionærer besked om at forsvinde ud af Washington. Nu er det milliardærernes by.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu