Læsetid: 3 min.

Frivillig cigaret-aftale blev svækket

22. januar 2001

Sundhedsministeriet ønskede, at alle tobakstilsætningsstoffer skulle offentliggøres

Den frivilige aftale, som daværende sundhedsminister Sonja Mikkelsen den 30. marts sidste år kunne underskrive med tobaksindustrien om indberetning af tilsætningsstoffer i cigaretter, var fra starten lagt noget større an.
En række udkast til aftalen, som Information har fået aktindsigt i, viser således, at ministeriet oprindelig ønskede en skrappere aftale. F. eks. skulle tobaksindustrien offentliggøre tilsætningsstofferne i samtlige tobaksvarer – altså også i cigarer, cerutter, pibetobak, snus, skrå osv. – og ikke kun i cigaretter.
Ligeledes ønskede ministeriet i starten, at industrien skulle angive præcise mængder for hver enkelt tilsætningsstof. Men i den endelige aftale skal industrien kun oplyse, om tilsætningsstofferne i cigaretterne på det danske marked følger de gældende engelske regler om mængdebegrænsning.
Årsagen til, at cigarer og pibetobak røg ud af aftalen, var det store antal producenter. Ifølge kontorchef Bjarke Thorsteinsson fra Sundhedsministeriet, som selv deltog i forhandlingerne om den frivillige aftale sidste forår, ville det trække ud, hvis så mange producenter skulle med i aftalen.

Storm i et glas vand
»Vi traf så den beslutning at fokusere der, hvor antallet af rygere er størst, og dermed også de sundhedsmæssige problemer er størst, nemlig cigaretterne,« siger Bjarke Thorsteinsson til Information. I starten af august kom tobaksindustrien så med en liste på 37 tilsætningsstoffer.
Forløbet bekræftes af direktør Claus Bagger fra Skandinavisk Tobakskompagni. Han deltog også i forhandlingerne:
»Vi var enige om at passe på ikke at overdo det her,« som han formulerer det.
Ifølge Claus Bagger var det mediefokus på tilsætningsstofferne, der var anledningen til aftalen. Og det ville ministeriet gøre noget ved:
»Det var ministeriets opfattelse, at det lidt var en storm i et glas vand. Derfor ville ministeriet gerne have klaret sagen med en frivillig aftale,« siger tobaksdirektøren.
Når industrien slipper for at skulle angive præcise mængder for hver enkelt tilsætningsstof, så hænger det ifølge Bjarke Thorsteinsson sammen med, at den offentliggjorte liste er generel med tal for alle cigaretter – og altså ikke en liste for de enkelte mærker.
»Vi har ikke nogen oplysninger, og man får heller ikke noget at vide i listen, om de enkelte cigaretmærker,« siger kontorchefen.
Bjarke Thorsteinsson medgiver, at som »forbrugeroplysning« er der ikke meget hjælp at hente i listen over tilsætningsstoffer, når der ikke oplyses om de enkelte mærker.
Men han understreger, at aftalen kun er »første fase i en regulering af det her område«.
Næste skridt bliver efter al sandsynlighed et kommende EU-direktiv om tobaksvarer.
»En egentlig positivliste ville være et kæmpe fremskridt i forhold til i dag,« lyder vurderingen fra Sundhedsministeriet.

Ingen referater
Skandinavisk Tobakskompagni vil i øvrigt snart komme med flere oplysninger om tilsætningsstofferne i deres egne cigaretmærker, oplyser Claus Bagger: »Inden for en måned vil vi gå væsentlig længere end det, der ligger i den frivillige aftale.«
Hverken Claus Bagger, eller Bjarke Thorsteinsson, ønsker at fortælle nærmere om forhandlingerne om den frivillige aftale, som begge parter vurderer som »tilfredsstillende«.
»Lad os sige, at ministeriet ønskede den her liste, og vi var klar til at gå positivt ind og drøfte det,« siger Claus Bagger.
Ifølge Bjarke Thorsteinsson blev der afholdt »et par møder, højst tre« mellem tobaksindustrien og Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen sidste forår.
Det er kort sagt ikke så ligetil at få oplysninger om forhandlingerne. Med til at gøre det vanskeligt er, at Sundhedsministeriet har valgt ikke at lave referater fra møderne.
I stedet blev resultatet af forhandlingerne »løbende udmøntet ved udarbejdelse af reviderede aftaleudkast«, som ministeriet forklarer.
Men de forskellige udkast blev ikke journaliseret i ministeriets fortegnelse over dokumenter i sagen. Kun fordi Information gentagne gange fastholdt et krav om aktindsigt, fandt ministeriet de tidligere udkast frem fra sagsmapperne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu