Læsetid: 8 min.

Som Gud er han nøgen, men svær at beskrive

13. januar 2001

Den svenske forfatter Stig Larsson provokerer, uanset hvad han skriver. En ny bog fra hans hånd er netop udkommet

Portræt
»Jeg vil ikke provokere,« skriver den svenske forfatter Stig Larsson på side 147 i sin nye bog Avklädda på ett fält. Og det er præcis, hvad han om nogen gør. Provokerer.
Med sin måde at skrive det på, med sit sprog, sin syntaks, sine associationer, der umiddelbart ligner mangel på koncentration, men gør at ingen af hans mange påstande bliver entydige, kort sagt med sin stil provokerer han sin læser. Og selv dem, der ikke læser Stig Larsson, provokerer han.
I firserne med rygtet om romaner med pædofile hovedpersoner, i halvfemserne med rygtet om bøger, der overskred grænsen til det private, og nu, profeterer jeg, med rygtet om en bog, hvis forfatter langsomt sætter sig selv i noget, der ligner Guds sted.
»Minnesbilder från kyrkor i Sibirien juni 1991.« Sådan begynder bogen. Erindringsbilleder. Aha. Hvilke? Det får vi nok at vide. Næh. Det første billede læseren får, udover dem han selv producerer, er hverken fra Sibirien eller juni 1991, men nogle »guldfarvede og dybblå løgkupler i Zagorsk, nogle timer med bil fra Moskva.«
Bogens første sætning står tilbage, tilsyneladende lukket om sig selv, nærmest privat, den nævner kun at noget findes, men hvad, er ikke til at sige. En sådan umiddelbart betydningsløs detalje er sammen med uviljen mod at skabe pæne, logiske synteser yderligere kendtegn for Stig Larsson og hans forfatterskab.

Overset i Danmark
Født 1955, debuterede han i 1978 med romanen Autisterna og har siden udgivet 21 bøger, romaner, digte, noveller, dramatik, men mere og mere, der falder uden for de gængse betegnelser, bøger, der er hverken-og. På dansk foreligger kun romanerne Komedien I (1989) og Introduktion (1986). Ikke fordi det er Larssons hovedværker, snarere fordi de er tykke og lette at kategorisere.
I det hele taget er Larsson af danske øjne nærmest overset, han noteres meget sjældent i aviser eller tidsskrifter, og det selv om han har betydet meget for flere (og flere) yngre danske forfattere. For eksempel havde Jeppe Brixvolds gennembrud Hæfte været nærmest USKRIVELIG uden Stig Larsson og dennes vilje til at være oprigtig, at stille sig »afklædt på en mark«, skriften som en slags stemme, der tiltaler (og muligvis frastøder) læseren, den stemmeefterlignende brug af kursiv og store bogstaver, hans måde at associere og dennes forbindelse med anelsen og anelsens ditto med det religiøse, det profetiske, Gud, og så ikke videre!

Slut med litteraturen
På sin i øvrigt meget personlige bodsvandring går Brixvold i Stig Larssons fodspor, men det er der ikke én dansk kritiker, der har gidet at opdage. Man kunne fristes til at tro, så det gør jeg, at kritikerne her til lands, kun læser dansk og oversat litteratur plus af og til måske et enkelt øjekast ned i kanonen. Alt andet, og her i blandt altså Stig Larsson, får lov at stå i den store glemmebog. Med mindre:
Op gennem firserne udgav Stig Larsson en del romaner og digte, men med Komedin I bekendtgjorde han i 1989, at nu var det slut med romanen, nu kunne den ikke følge ham længere ud.
De næste år, og især fra Likar (1993) brugte Larsson på at skrive poesien ud af det poetiske sprog, ikke bare ud i den daglige tale, men helt ud i det næsten meningsløst ubetydelige snakkesalige »Precis ... Jo ... – Jo, jo ... / Just det. / Ja –.« Og dermed samtidig snakke sig uden om det poetiske, det transcendente, det Oh!-essentielle øjeblik, til fordel for tilsyneladende tilfældige detaljer i noget, der næsten ikke er situationer. Med det just citerede slutdigt fra Matar (1995) havde Larsson skrevet poesien ud i sit forsvindingspunkt. Nu var det slut med litteraturen!

Anti-litteratur
Siden har Larssons bøger været inddelt i afsnit, der rent formelt placerer teksterne efter deres tilblivelsesperiode - Avklädda på ett fält består af to dele: »November 1998-oktober 1999« og »Oktober 1999-august 2000« – en slags dagbøger, eller epokekasser, hvori tekster af højst forskellig art, tilsyneladende!, kan ligge imellem hinanden.
Hidtil havde Larsson, påstår han, aldrig brugt personlige oplevelser, sansninger eller erindringer som forlæg for sine tekster. Alt havde været fiktion. Og så, med Natta de mina fra 1997, blev alt pludselig, ikke bare personligt, men så hensynsløst selvudleverende, at svenskerne har kastet hans bøger på bunken af bekendelseslitteratur.
Natta de mina er fuld af navns nævnelser og modbydeligheder over for reelt eksisterende svenske personligheder, men altså sidst og størst: Stig Larsson selv. Projektet med bogen er, skriver han!, at skrive noget, som uden tvivl, helt objektivt, er dårligt, med andre ord: Anti-litteratur. Hvilket viser sig at være et meget litterært projekt. Paradoksalt.
Stig Larssons forfatterskab er paradoksalt. I samme bevægelse som han skriver sig ud i detaljens forsvindingspunkt, begynder de absolutte størrelser, såsom objektiv kvalitet, ’den virkelige digter’ og, selvfølgelig, Gud, at dukke op.
I Natta de mina introducerer Stig Larsson for første gang sin tese om, at kvalitet i kunst ikke er noget subjektivt, men noget helt objektivt sandt, som kan bevises: Hvis man bare finder metoden, vil man, skriver han i
Avklädda, kunne veje kunstnerisk kvalitet. Så meget tynger den. Og det mener han. Alvorligt! Der er ingen ironi, ingen overførte betydninger, alt, hvad Stig Larsson skriver i Avklädda skal tages bogstaveligt. Det skriver han. Skriver jeg. For det paradoksale er også, at på trods eller grund af den tilbagevendende pointering af alvoren, så vedbliver jeg at være usikker. Måske fordi Stig Larsson, idet han brutalt blotter sig, giver mig billedet af et tvetydigt menneske, i et mangetydigt sprog.

Et skridt videre
Allerede i sine to foregående bøger skriver Larsson, at han vil, at alle skal forstå ham, at enhver form for udtrykken sig i tale eller skrift må bunde i et ønske om at blive forstået, at ingen vel ønsker at blive misforstået. I Avklädda skriver han, at et godt digt skal blive ved med at afgive ny betydning, uanset hvor mange gange, man læser det. Men det han nu skriver, skriver han, denne ikke-kunst, skal tværtimod være så klar som muligt.
Hver bog i forfatterskabet har været et konsekvent skridt videre, ikke bare et forsøg på at skrive stadig bedre bøger, men i enhver, også menneskelig, henseende et skridt videre. I Avklädda udvider han sit felt fra det personlige-etiske-æstetiske til også at omfatte storpolitikken, NATO’s bombning af Serbien og refleksioner over citater fra den afgåede chef for IMF. De sidste rester af lyrisk linjebrud og dramatiske dialoger er forsvundet. Tilbage er et homogent værk, bestående af i sig selv meget heterogene afsnit, hver især et associeret mix af dagbog, essay, bekendelse, teser, erindringsstumper ...

Imod uskriveligheden
Den Gud, som i sidste kapitel af Helhjärtad tanke fra 1999 blev et faktum, og formodentlig derfor fik Larsson til for første gang siden han var teenager at læse Bibelen, den Gud er i den nye bog overalt nærværende. Samtidig er Larssons referencer til sine egne tidligere bøger stadig hyppigere og de fleste af bogens mange citater stammer fra det tidskrift, Kris, som Larsson selv sad i redaktionen af i 1980’erne.
Som bogen skrider frem, (og det gør den! på trods af de hundredevis af gennemskrivninger, som Larsson, skriver han!, foretager, så optræder sætningerne i den rækkefølge, de er skrevet, og bogen som helhed skal afspejle den under arbejdet voksende erkendelse), begynder et mønster at danne sig: På den ene side: Gud. På den samme side: Stig Larsson med sine opdagelser, der er af så radikal art, at han foreløbig står alene med dem over for verden og konsensus.
Derfor må han bruge stadig flere linjer på at forsikre, at hans ærinde er den ramme alvor. Ja, i hver af de to deles hovedkapitler når han til det punkt, hvor han må skrive, at det, der nu skal følge, er næsten umuligt at skrive. Den første gang, fordi det (bl.a. svaret på, hvorfor kvindelige forfattere stort set altid er smukke) er så prosaisk, så det egentlig kun kan fortælles mundtligt.

Ad bagvejen
Den anden, og helt afgørende gang, fordi det, hvis han skrev det klart, ville blive misforstået. »Det går ikke at skrive noget, som gør at man tror at man vil fremstå som sindssyg.« Selvom det skrevne måske er sandheden.
I stedet må han forsøge at få det med, »ligesom ad bagvejen«. Hvad det er, kan man kun ane.
Jeg aner i flæng: Stig Larssons vægtning af det grænseoverskridende, Historiens vendepunkter, det absolut nye, hele denne avantgardisme fører ham derud, hvor han kun kan sammenligne sig med de største kanoner: Hölderlin, Kafka, Dostojevskij, og så videre: »Jeg oplever mig som værende den mest privilegerede person (...) som jeg overhovedet har hørt tale om – indtil jeg i Første Mosebog læste om Jakob,« og videre, indtil han i sidste kapitel nærmest er at ligne med Jesus.
Eller omvendt: Også Jesus havde »spontan formuleringsevne«, også Jesus gik hver gang et skridt ud over sig selv og brugte aldrig samme frase to gange. Og, netop omvendt, indser Larsson, at han »hidtil har tjent den forkerte magt,« og aner, at »den kunstneriske skabelse som jeg (hidtil) har underordnet mig fra Guds perspektiv kunne vise sig at være noget ondt.« At netop kunstneren med sit (Jesus)mod til at overgå både sig selv og alt, hvad der hidtil er gjort, også er den, der før eller siden går for langt og erkender og i sit værk viderebringer det, Gud ikke ønsker, noget menneske skal vide.

Åbenbar omvendelse
I sidste ende lader Stig Larsson alligevel sin anelse skrevet stå: At hans opdagelse, hvad end den så præcis monne være, med tiden måske vil ændre, ikke bare ’situationen’, men sågar verden.
Stig Larsson skriver sig altså, tilsyneladende dag for dag, gennem de to år, bogen omfatter, fra anelsen – de endnu usynlige »Minnesbilder från kyrkor i Sibirien 1991« – ind i en åbenbar omvendelse. Ydmyg, ja, men i og med omvendelsen står han også med ét i Guds sted, mod menneskene. Det er måske kun en anelse, men den har Larsson lært mig at stole på. Hans skrift er, lig Jesu’ tale, ’elliptisk’. Så klar som mulig, skriver han. Men han skriver så meget andet, i det store hele uigennemskueligt, næsten ufatteligt, og derfor, tror jeg, værd at læse igen.

*Stig Larsson: Avklädda på ett fält. 174 s., 226 sek. Albert Bonniers Förlag

*Claus Beck-Nielsen er forfatter, skuespiller og dramatiker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu