Læsetid: 3 min.

Guds knaldpisk og Vejskiltets modbevis

10. januar 2001

Forlagene er ved at have forårets udgivelser på plads med originale titler og samlede værker af Jæger og Thomsen

Bogforår
Forlæggere har deres erfaringer, og en af dem går ud på, at »en forfatter kan dø af at dø«. Det betyder, at interessen for et forfatterskab med et slag kan forsvinde, hvilket skete for Frank Jæger, der døde i 1977. Det råder Gyldendal i den tilstundende forårssæson bod på ved at udgive hans samlede digte i et bind (plus endog kasserede digte). Også den mere eksklusive lyriker, Svend Johansen, der debuterede i en høj alder, får sit livsværk ud i et bind.
Duoen F. P. Jac & Asger Schnack spiller ud (igen) med en fælles digtsamling, og der er lyriske nyheder fra Trine Andersen (lyrikdebut), Katrine Marie Guldager, Claus Handberg Christensen (debut) og Niels Simonsen, som skriver digteriske anekdoter fra Christianshavn.
Mette Winge har skrevet kriminalromanen Skår, som også er humoristisk portræt af en provinsby, og der er nye danske romaner fra Rolf Bagger, Christian Haun Nielsen og Inge Lise Hornemann (debut).
Blandt udenlandsk prosa bemærkes nyt fra Hanif Kureishi og Barbara Vine. Robert Musils En levendes efterladte papirer kommer for første gang i sin helhed på dansk. Johannes V. Jensens roman, Einar Elkjær, som han selv ville slette af sit forfatterskab, trækkes atter frem, måske en følge af Johs. V. Jensens kåring i hele to aviser som århundredets forfatter for romanen Kongens Fald.
Guds knaldpisk hedder en biografi om Vilhelm Beck med et smæld af en titel. Egon Clausen har gransket den indremissionske mand. Hansaage Bøggild biograferer maleren Oluf Høst, hvis bornholmske gård nedbrændte i fjor. Mange vil nok være interesseret i en brevveksling mellem de færøske forfattere, William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen, Breve fra et venskab. Begge har haft en stor læserinteresse her i de syddanske tilligender.
Peter Øvig Knudsen og Thomas Thurah får udgivet artikelsamlinger fra Weekendavisen. Fotografen Nicolai Howalt skildrer livet i en treværelseslejlighed i en forstad i Århus i en billedfortælling, og Eigil V. Knudsen fortæller om sine 28 år på kriminalpolitiets rejsehold.
Forårssæsonen rummer traditionelt færre nyudgivelser end efteråret, men Borgens Forlag kan bl.a. stille med Douglas Couplands nye roman, Miss Wyoming, og Søren Ulrich Thomsens Skriftlige Arbejder i syv bind med samlede digte plus poetik. Hvert bind sælges for den ungdomsvenlige pris 79 kr. Man kan købe et bind ad gangen.
Vejskiltets modbevis er den meget originale titel på en oversat roman af Eane Pears, men danske titler er heller ikke kedelige. Tag f.eks. Nation Lisbeth af Thomas Lagermand eller 116 Chok Sheiker af Lars Bukdahl. Andre danske nyheder hos Borgen tegnes af lyrikerne Martin Klintø, Lene Henningsen, Annelise Marstrand Jørgensen og Annemette Kure Andersen. Filosofiske smuler – eller mere end det – kommer der fra Georges Bataille med titlen Erotikken.

Tre Virilloer
Filosofi står også først for hos det lille forlag, INTRITE! publisher, der satser på den franske kulturanalytiker, Paul Virillo, med hele tre bind, Informationsbomben og Hastighed og Politik af Virillo, samt en samling af artikler om ham. Den i Danmark boende hollænder, Rients Rietskes, trækker religionen ud af zen og påviser, hvordan den kan bruges som stresshåndtering.
Akademipris-modtageren Vibeke Grønfeldt er bogaktuel hos Samleren med romanen, Om mig, et kvindeportræt af en biblioteksmedhjælper i en lille provinsby.
Der kommer nye romaner af Maria Helleberg, Charlotte Weitze og Gerz Feigenberg, mens Tore Ørnsbo med Kronologi i trappeform har skrevet nye digte. Rasmus Heiberg kalder sin novellesamling for Der er andre røde køer end præstens, hvilket turde være en uafviselig sandhed.

Floyd og Syberg
I kultur- og fagafdelingen ses kritiske essays af Marianne Stidsen samt anmelder ved Information, Lillian Munk Rösings ph.d.-afhandling, At læse barnet. Andre forårsbøger fra Samleren er skrevet af så forskellige temperamenter som tv-kokken, Keith Floyd (Det spanske køkken) og Karen Margherita Syberg, hvis redigerede bagsideartikler fra Information om havens glæder og mystik udkommer med titlen, Admiraler elsker sukkerpærer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her