Opera
Det Kongelige Teater og Det Kongelige Bibliotek markerer 100-året for Verdis død med en festival, der samler Den Kongelige Operas fire Verdi-opsætninger i sæsonen: La Traviata, Maskeballet, Otello og Falstaff samt byder på arrangementer og udstillinger i Den Sorte Diamant.
Festivalen Viva Verdi er ifølge arrangørerne tænkt som frontløberen i en ny international festival-tradition på Det Kongelige Teater, og helt centralt står ønsket om at bidrage til at formidle en nordisk forståelse og fortolkning af operarepertoiret ud i verden.
Når Holten & co. sætter fokus netop på Giuseppe Verdi
i 2001, sker det bl.a. for internationalt at markere det meget høje niveau, nordiske sangere har inden for Verdi-repertoiret. Det er ambitionen, at »Den Kongelige Opera, på tærsklen mellem Norden og Europa, skal bidrage til at formidle en nordisk forståelse og fortolkning af operarepertoiret ud i verden.«
Det nordiske aspekt lancerede nordisten Holten allerede i sin tiltrædelsesforelæsning, og den holdning bør nyde fremme. Den nordiske identitet set gennem Verdi er spændende, skønt det også ville være spændende at se det nordiske gennem den nordiske musik.
Det er i dag
Allerede denne dag i dag, som er selve hundredeårsdagen for Verdis død, mindes komponisten ved Det Kongelige Teaters koncert på Hofteatret på Christiansborg Ridebane kl. 20, hvor bl.a. sopranen Anne Margrethe
Dahl, Lasine-kvartetten og medlemmer af Det Kongelige Operakor opfører kormusik og kammemusikværker af Verdi.
Selve festivalen Viva Verdi byder på seminarer med nogle af verdens førende Verdi-eksperter, bl.a. Pierluigi Petrobelli, Julian Budden og Phillip Gossett, samt en masterclass med Birgit Nilsson.
Det Kongelige Bibliotek arrangerer to særudstillinger den ene med kostumer, scenografi og scenemodeller fra 100 års internationale Verdi-opførelser, og den anden med fokus på de første danske Verdi-opsætninger.
Hvis De ønsker at forberede Dem til Verdi-festlighederne, kan man hente glimrende oplysninger i Francesco Cristofolis bog Guiseppe Verdi. Myten, mennesket og komponisten, som Gyldendal har udgivet.
Cristofoli er en af de meget få kunstnere, som har kombineret en musikvidenskabelig baggrund med et professionelt liv som kapelmester og operachef.
Cristofolis træning som forsker sætter sig som en stramhed i bogens opbygning og i selve fremstillingen. Hvor andre pensionerede kunstnere har det med at køre i selvsving med anekdoter og tomgang, er Cristofoli den medrivende formidler, der samler sin meget betydelige viden fra et helt livs virke i operaens verden. Dette i en bog, der både er smukt redigeret og forbilledligt illustreret. I tillæg til selve biografien får læseren også et større afsnit om »Verdi, hans ideer og hans omverden«.
Komponisten, landmanden, frihedshelten og politikeren Verdi adskiller sig på to punkter markant fra nutidens komponister, landmænd, politikere og frihedshelte: Verdi var en helt allerede i sin samtid og blev stinkende rig af at komponere. Om denne side af Verdi som sin tids Lloyd Webber, om perspektiveringen til Sergio Leones westerns og meget mere, kan De læse om i Karl Aage Rasmussens artikel Modens luner Guiseppe Verdi, som er bragt i bogen Kan man høre tiden (Gyldendal).
I det ikke så tolkende format finder De også oplysninger om Verdi i Politikens Operafører, som er udkommet for kort tid siden. Her er fyldigt stof om Verdis operaer, til gengæld kan man slet ikke blive ført igennem Stockhausens operaer med Wenzel Andreasen ved hånden. Det er måske også godt det samme. Ilja Bergh er vigtigere end Stockhausen, for Berghs opera Manden som ikke ville være død, med tekst af guess who Wenzel Andreasen, er medtaget. Sådan er der så meget.
*Viva Verdi-festival på Det Kgl. Teater og Det Kongelige Bibliotek 27. maj-2. jun. Premiere på Otello 3. feb. kl. 20 på Gamle Scene
*Francesco Cristofoli: Verdi. Myten, mennesket og komponisten. 240 s., 249 kr. Gyldendal.
*Karl Aage Rasmussen: Kan man høre tiden. Essays om musik og mennesker. Gyldendal
*Politikens Operafører. 3. udgave. Forfatter: Mogens Wenzel Andreasen. 488 s., 369 kr. Politikens Forlag