Læsetid: 3 min.

Under himlens dække

5. januar 2001

Midt i sin smeltende location beholder Kristian Levrings Dogme-film en køligt observerende distance til sine personer i krise – og det bliver dens problem

Ny film
Den sidste af Dogme-kvartetten, The King is alive, har et par uundgåelige litterære og filmiske associationer i sit kølvand; tydeligst Sartres helvedeskonstruktion og Goldings overlevelsesdystopi, plotmæssigt Paul Mazurskis Stormen og Louis Malles Vanya on 42nd Street, der ligeledes fletter indstuderingen af en Shakespeare-tekst sammen med de medvirkendes indbyrdes relationsforskydninger. Når filmen alligevel er sin egen, skyldes det bl.a., at selve teaterindstuderingen er prioriteret forholdsvis lavt i fortællingen, mens luppen bruges på dens dønninger og dønningernes dønninger. På kunstens formuleringskraft og den agens, den bliver for gruppen.

Strandet
Efter et flystyrt strander et blandet selskab i Namibias ørken, da deres redningsbus bryder sammen. To par og syv singler, inklusive den indfødte chauffør, der er også er født prügelknabe, har det relative held at se sig nulstillet nær ved en håndfuld halvt tilsandede huse, der overvåges i enigmatisk ophøjethed af en hugsiddende, majestætisk indfødt, filmens fåmælte fortællestemme. Den første desperation over manglende benzin, mobiltelefonsignaler og civilisationens missede aftaler afløses af foretagsomhed på grund af en enkelt pragmatikers kendskab til ørkenen – skaf vand, saml mad, find ly, forbliv synlig og hold humøret oppe – men da først Jack er forsvundet i horisonten efter hjælp, bliver ventetiden lang og optimismen tyndere.
Filmens konge på flere måder, Henry (David Bradley), er den, der introducerer Lear som beskæftigelsesterapi. I ’det virkelige liv’ ville det være et psykologisk elendigt valg: Den gennemgående tråd er mellemmenneskeligt bedrag og brutalitet, som ingen af hovedpersonerne overlever. Effekten i fiktionen er ikke meget bedre. Selvom ’kongen’ er i live hos Levring og udgangen mindre sort er parforholdenes livskraft ikke meget bedre end Lears og døtrenes. Middelklasseparret Ray og Liz overlever måske Liz’ jalousiprovokation med chaufføren Moses, som belejligt kan udstilles i de mere og mere belaste(n)de prøveforløb, men Amanda og Pauls er definitivt dødsdømt, da Paul overfalder Moses på Rays vegne. Eller snarere den hvide mands vegne.
Som kønsunivers ser filmens sort ud; generelt forkastes mændene af kvinder, der kun pro forma leger med indtil en vis grænse. Det gælder også fiktionens usædvanlige Cordelia, én af Shakespeares kønneste og mest beskedne kvindeskikkelser, som lander hos dullen Gina (Jennifer Jason Leigh), hvilket Henry har sin skjulte morskab over. Men manuskriptforfatterne skænker Gina den eneste omsorgsfulde replik i hele filmen og dermed hendes Cordelia-værdighed og Jason Leigh holder den ikke helt nemme balance mellem varme og billighed, som er det nærmeste filmen kommer en egentlig sympatitilkendegivelse for sine personer.

Distancen
The King is Alive står på sin vis ikke tilbage for Lear i sortsyn eller brutalitet, men betragterblikket er blevet 400 år køligere. Levring betragter sine miserable narrehatte og lidrebukke med et antropologisk konfliktforskerblik, som er totalt passionsløst – og smitsomt. Tre fjerdedele gennem filmen holder det glimrende, fordi man ved eksplosionen er uundgåelig, men da det til sidst bliver for uskønt, bliver det samtidigt prætentiøst og kuldeblandingen pinagtig.
Imidlertid er skuespillerpræstationerne med til at holde størstedelen af filmen på sporet. Castingen er både sensitiv og præcis med den fine teaterskuespiller Bradley stilfærdigt autoritativ i spidsen for Bruce Davisons lammede Ray og David Calders oppustede Charles, der bliver fatal for Jason Leighs Gina. Janet McTeer og Lia Williams går, deres velformulerethed til trods, ikke så stærkt igennem som Romane Bohringers næsten ubeskrevne Catherine – hun og Bradley tager deres hemmeligheder med sig efter nedsmeltningen i ørkenen, resten er afpillede, ribbede, dumpede.

Hvor meget dogme ?
Selv om fotografen Jens Schlosser nok har undgået ’det postkortsmukke’, er det svært at fratage ørkenbilleder deres storslåethed og håndholdt kamerarysten kan man heldigvis glemme alt om. Lidt spidsfindigt kan man sige, at Levring leger med kyskhedsløftets 7. bud om ’alienation’, eftersom en del af personernes misére skyldes deres fremmedgørelse over for naturen og – på et andet plan – medmennesket. Som fundamentalistisk back to basics fungerer The King eksemplarisk. Samtidigt illustrerer den bredden i dogmes brugbarhed; selvom genrebetegnelser er forbudte skiltninger, fungerer The King is Alive med en vis duft af klassisk tragedie. Den misser bare tragediens greb i hjertet, men spørgsmålet er, om den har søgt det? Jeg tror det ikke.

*The King is Alive. Instr.: Kristian Levring. Manus: Kristian Levring & Anders Thomas Jensen. Kamera: Jens Schlosser. Prem. i Grand og Palads, Kbh., samt Øst for Paradis (Århus) og Café Biografen i Odense

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu